Forsnævring i halspulsåren, operation for (Carotis TEA)
Gå direkte til
Forsnævring i halspulsåren, operation for (Carotis TEA)
Patienter, som ved en skanning har fået påvist en betydende forsnævring af halspulsåren, og som har haft eller har symptomer på en blodprop i hjernen eller øjet. Operationen tilbydes forebyggende for at undgå nye blodpropper. Det vil sige, at aktuelle gener ikke vil forsvinde som følge af operationen.
Åreforsnævring i halspulsåren skyldes aflejring af fedt og kalk i karvæggen. Åreforsnævring er arvelig, men kan også skyldes tobaksrygning, usund kost med meget fedt, sukker og salt, for meget kolesterol i blodet, manglende motion, forhøjet blodtryk, sukkersyge og nyresygdomme.
Åreforsnævringen kan give anledning til små blodpropper, der med blodstrømmen bliver ført til hjernen eller øjnene. Dette kan give symptomer af kortere eller længere varighed i form af nedsat kraft eller lammelse i en arm eller et ben, tab eller forstyrrelser af sprogfunktionen eller forbigående blindhed på det ene øje. Har du først haft en blodprop som følge af åreforsnævring i halspulsåren, er risikoen for en ny blodprop høj, specielt inden for den første uge og derefter aftagende.
Vær opmærksom på
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Forbered dig til operationen
Når man tager blodpropforebyggende medicin, er man i øget risiko for blødning under en operation. Denne øgede risiko fjernes ved at holde pause med medicinen inden operationen. Hvis du er i behandling med anden blodpropforebyggende medicin end Hjertemagnyl, skal du holde pause med medicinen inden operationen.
Du får besked om, hvor mange dage du skal holde pause, når operationen fastlægges. Dette gøres i samråd med en læge. Antal dage afhænger af den specifikke medicin.
Du møder dagen før indgrebet, da der er en del forberedelser, før du er klar til operationen.
Når du kommer til afdelingen, vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som vil vise dig til rette. Så snart der er en ledig stue, vil du blive anvist en sådan.
Vi har etsengs- og tosengsstuer.
Der kan være ventetid.
Din medicin gennemgåes af en farmakonom (lægemiddelkyndig) fra Regionsapoteket Midtjylland, så vi er sikre på, at du får den rigtige medicin under indlæggelsen. Det hele afstemmes i Fælles Medicin Kort (FMK).
I løbet af indlæggelsesdagen taler du med en sygeplejerske, som informerer dig om det forventede indlæggelsesforløb. Hun spørger ind til, hvordan du plejer at have det og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på.
Du taler med en læge, som kan informere dig om operationen og det mere operationstekniske.
Narkoselægen fortæller dig, hvordan du skal bedøves.
Du er velkommen til at stille spørgsmål til alle parter, såfremt du er i tvivl om noget.
Forud for operationen skal du have taget nogle blodprøver. En karkirurg kigger disse igennem før operationen.
Narkoselægen vil gerne se, hvordan dit hjerte slår forud for bedøvelsen. Derfor tager vi et hjertekardiogram (EKG).
For at forebygge infektion skal du have fjernet hår det sted på kroppen, hvor du skal opereres. Det gør du med en barbermaskine, som du kan låne i sengeafdelingen. Du må endelig ikke bruge en barberskraber pga. risikoen for at lave rifter i huden.
Om aftenen på indlæggelsesdagen skal du tage et grundigt bad med en særlig antibakteriel sæbe, som forefindes i sengeafsnittet. Badet indebærer hårvask, vask i skridtet og i navlen. Herefter får du udleveret patienttøj.
Du må ikke benytte creme, makeup eller smykker efter badet.
Forud for operationen vil vi undersøge din urin for at se, om du har en uopdaget blærebetændelse, da det ikke er hensigtsmæssigt at have en infektion i kroppen, når man skal opereres. I så fald vil du komme i behandling herfor med det samme.
Urinprøven tages i løbet af indlæggelsesdagen.
Du skal medbringe din egen medicin samt en medicinoversigt
På indlæggelsesdagen skal du tale med flere forskellige faggrupper. Der vil være ventetid imellem samtalerne, da disse indgår som en del af flere gøremål for personalet. Derfor er det en god idé at medbringe lidt underholdning i form af fx. bøger, blade, mobiltelefon og/eller I-pad.
Under indlæggelsen vil du få brug for toiletsager i form af tandbørste, tandpasta, shampoo, evt. creme, barbergrej, kam etc.
Du må gerne benytte dit eget tøj under indlæggelse, hvis du har lyst til det. Det er bedst med løstsiddende tøj.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før din operation.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før din operation.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før din operation. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før din operation må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Vi måler din temperatur, puls, blodtryk og iltmætning for at se, om alt er i orden forud for behandlingen.
På operationsdagen skal du igen i bad og du skal vaske dig lige så grundigt som aftenen før.
Husk, at du stadig ikke må bruge creme, makeup eller smykker efter badet.
Dine påørerende er velkomne til at opholde sig i Karkirurgisk Afsnit imens du bliver opereret. Når du er kommet på opvågningsafsnittet, kan dine pårørende besøge dig.
Om operationen
Ved operation for forsnævring i halspulsåren fjerner karkirurgen kalkaflejringerne i karvæggen.
Operationen foregår i lokalbedøvelse, som lægges af en narkoselæge.
En narkoselæge eller narkosesygeplejerske sidder hos dig og holder øje med, at du har det godt.
Karkirurgen lægger et skråsnit på halsen og frilægger halspulsåren med forgreninger.
Pulsåren afklemmes oven- og nedenfor forkalkningerne.
Pulsåren åbnes, forkalkningerne fjernes, åren syes sammen igen og blodstrømmen genetableres.
Hvis det er nødvendigt, lægger karkirurgen en midlertidig omkørsel for blodet, så hjernen forsynes med blod, mens halspulsåren er afklemt.
I nogle tilfælde lægger karkirurgen et lille dræn for at forebygge en blodansamling i operationssåret.
Huden lukkes sædvanligvis med selvopløselig tråd.
Selve operationen tager en til to timer.
Risici og bivirkninger
Efter operationen kan du have smerter i operationssåret. Styrken af smerter er meget individuel. Smertestillende medicin er et vigtigt led i behandlingen, for at du kan bevæge dig rundt og trække vejret frit. Det er derfor vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har utålelige smerter, så de kan hjælpe dig til tålelige smerter. Det er de færreste der oplever fuldstændig smertefrihed.
Hvis du er opereret i lyskerne, kan der opstå nedsat følesans på indersiden af lårene. Det kan resultere i brændende, sviende smerter. Oplever du dette, skal du sige det til personalet, så vi kan hjælpe dig til tålelige smerter.
Der kan komme en blodansamling i operationssåret. Blodansamlingen kan i sjældne tilfælde påvirke vejrtrækningen, så det bliver nødvendigt med endnu en operation.
De dybereliggende nerver kan blive beskadigede. Det kan påvirke tungens bevægelighed eller give anledning til hæshed.
Der er en lille risiko (under 2 %) for at få en ny blodprop i hjernen under operationen med lammelse til følge.
Infektion i såret forekommer meget sjældent.
Efter operationen
Umiddelbart efter operationen køres du til opvågningsafsnittet. Her vil personalet kunne overvåge din tilstand og hjælpe dig med eksempelvis kvalme- og smertestillende medicin.
Der er mulighed for at få besøg af dine nærmeste pårørende i opvågningsafsnittet.
Pårørende må gerne medbringe mobiltelefon, men den skal være indstillet på lydløs.
Følg i øvrigt de generelle vejledninger, som er synlige på skilte i opvågningsafsnittet.
Du skal op at gå omkring i afsnittet. Plejepersonalet vil hjælpe dig. Hvis du har brug for det, kan du få instruktion af en fysioterapeut.
Så længe du er indlagt, vil du hver dag få en indsprøjtning i maveskindet, der forebygger blodpropper.
Der er stuegang alle hverdage om formiddagen, og i weekenderne efter behov. Hvis du har spørgsmål, er det en god ide at stille dem til lægen ved stuegang.
Du bliver løbende informeret, og din udskrivelse planlægges i samarbejde med hjemmeplejen, hvis der er behov for det.
Det er vigtigt at komme op at sidde og gå af hensyn til dit blodomløb samt tarm- og lungefunktion. Derfor skal du ikke ligge i sengen hele tiden, men derimod bevæge dig så meget du kan.
Sygeplejersken vil hjælpe dig i gang og hvis du har brug for det, kan en fysioterapeut vise dig, hvordan du bedst kan bevæge dig. Fysioterapeuten kan også hjælpe med vejrtrækningsøvelser, der forebygger lungebetændelse.
Det er vigtigt at spise og drikke godt af hensyn til sårheling, samt tarm- og nyrefunktion. Personalet vil hjælpe dig med valg af madvarer og informere dig om, hvad der er godt at drikke og spise.
Personalet vil hos nogle patienter skrive ned, hvad de drikker og spiser for at sikre, at de får, det de har behov for.
På karkirurgiske sengeafsnit er der ikke faste besøgstider. Pårørende er velkomne hele døgnet. Der vil som regel være mulighed for at en pårørende kan blive medindlagt under hele, eller dele af, indlæggelsen.
Udskrivelse
Du kan regne med at blive udskrevet 2-3 dage efter operationen.
Genoptræning
Når du bliver udskrevet, skal du selv sørge for at få kroppen i gang igen. Kun hvis det under indlæggelsen bliver vurderet, at du får brug for en genoptræningsplan, vil du blive henvist til kommunal genoptræning.
Når du kommer hjem
Hvis du oplever feber efter udskrivelsen, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever, at det begynder at sive meget fra såret, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever gener fra såret i form af rødme, varme, hævelse, ømhed eller pudsdannelse skal du søge egen læge.
Hvis ovenstående opleves indenfor det først døgn efter udskrivelsen, er du velkommen til at kontakte Karkirurgisk Afsnit.
Lette til moderate smerter er normalt i helingsperioden. Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende tabletter de første dage efter udskrivelsen.
Vi anbefaler: Pinex/Pamol/Panodil (paracetamol) 1 g x 4
Hvis du får behov for stærkere smertestillende, udarbejder vi en smertebehandlingsplan for dig ved udskrivelsen.
Sol kan påvirke helingen af operationsarret. Vi anbefaler derfor, at du undgår direkte sol på operationsarret i et år efter operationen.
Tag det lidt med ro de første 2 uger og undlad at anstrenge dig.
Du må regne med, at det tager 2-4 uger at komme rigtigt til kræfter igen. Du skal holde dig fra krævende aktiviteter i den første måneds tid, men du må meget gerne gå ture og i det hele taget gøre det, du plejer - dog i det omfang eventuelle følger efter blodproppen i hovedet tillader det.
Vi fraråder, at du tager karbade og går i svømmehal de første 14 dage efter operationen, da det giver stor risiko for infektion i sårene. Du må dog gerne gå i brusebad allerede efter det første døgn efter operationen.
Videre forløb
Du vil blive ringet op af en sygeplejerske fra Karklinikken ca. 1 måned efter operationen. Derudover vil kontroller foregå i neurologisk regi.
Kontakt
Kontakt
Plejepersonalet
Karkirurgisk Afsnit
Tlf. 78453101 eller 78453108
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/778731
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.