Denne patientvejledning er til dig, som skal have behandling med VAC®- svamp i dit sår.
Infektion i såret, er den mest almindelige årsag til, at et operationssår ikke heler, som det skal.
Hvis du har diabetes eller nedsat immunforsvar, er der større risiko for betændelse og langsom sårheling. Det samme gælder, hvis du ryger.
Om behandlingen
VACtherapy® er en behandling, hvor der lægges en speciel svamp i dit operationssår. Svampen forbindes til en pumpe, som hele døgnet suger og laver undertryk i svampen. Såret dækkes med en tynd gennemsigtig forbinding.
Svampen og undertrykket øger blodgennemstrømningen i dit sår. Det stimulerer dannelsen af nyt frisk væv, så dit sår heler. Svampen sørger for at holde dit sår åbent, så det kan hele op fra bunden og ikke lukker sig omkring infektionen.
Pumpen fjerner også overskydende væske og bakterier, som bliver opsamlet i en lille beholder.
VAC® behandlingen kan mindske den lugt, som et betændt operationssår kan have.
Din VAC® svamp skal skiftes to gange om ugen. Her renser vi også såret.
I starten skal du være i fuld bedøvelse. Derfor foregår behandlingen på operationsgangen.
Det vil afhænge af din sårheling, om du senere kan få skiftet såret, mens du er vågen. Det aftaler vi med dig.
Det er meget individuelt, om man kan komme hjem mellem VAC® behandlingerne. Vi lægger en plan sammen med dig.
En VAC® svamp behandling kan vare uger eller måneder. Det afhænger bl.a. dybden af dit sår, og hvordan dit sår heler.
Du får antibiotika i et drop gennem en åre, da der vil være bakterier i et sår, som ikke heler.
Du har fået taget prøver af dit sår, så vi præcist ved, hvilken antibiotika du skal have.
Når du er i VAC behandling stiger dit behov for mad med 25-50%.
Du skal derfor spise tre hovedmåltider og 3-4 mellemmåltider.
Vi laver en madplan sammen med dig, så du får en proteinrig kost med meget næring i.
Protein får du særligt gennem kød, mejeriprodukter og fisk.
Hvis du har kvalme efter narkosen, kan vi hjælpe med kvalmestillende medicin. Sig til i god tid inden et måltid.
Hvis det er svært for dig at spise nok, kan vi tilbyde dig ernæring gennem en sonde, som er lagt ned i din mavesæk.
Hvorfor er det vigtigt at spise meget protein?:
VAC® pumpen suger, væske og protein ud af din krop. Protein er kroppens byggesten, og er vigtige for helingen af dit sår.
Du skal også faste 2 gange om ugen, fordi du er i narkose, når VAC® svampen skal skiftes. Du skal derfor sørge for at spise ekstra godt, når du ikke faster.
Du kan tage bad, mens VAC® pumpen er tilsluttet. Den gennemsigtige forbinding må gerne blive våd.
Placer' pumpen på en stol udenfor bruseren, mens du bader.
Du kan opleve smerter i dit sår, når svampen lige er blevet lagt eller skiftet. Svampen bliver hård pga. undertrykket. Det kan også give smerter.
Fortæl os, hvis du har ondt, så du kan få smertestillende medicin.
Du var indstillet på en at skulle have en hjerteoperation, men ikke på et lanvarigt efterforløb med infektion og VAC® behandling.
Det er helt naturligt at føle sig modløs og opgivende indimellem. Behandlingen kan være langvarig, og det kan føles, som om den aldrig ender. At være indlagt i lang tid, er noget der tærer på de fleste, også de pårørende.
Forsøg at lave en fast rutine for din hverdag. Tag dit eget tøj på. Lav noget du godt kan lide. Sørg for at få daglig motion.
Måske har du brug for at komme hjem nogle timer, drikke en kop kaffe i hospitalets cafe', eller få frisk luft udenfor.
Tal med personalet og dine pårørende om, hvordan du har det.
Videre forløb
Når du afslutter din VAC® behandling, giver vi dig en plan for ambulant kontrol af dit sår.
Mere information
Firmaet KCI har udgivet en pjece om VACtherapy®. Personalet kan udlevere den til dig, hvis du vil læse mere om VAC® behandling
Din kommune tilbyder gratis rygestopvejledning og kurser. Både sygehuset og din egen læge kan henvise dig til kommunens rygestopkurser. Du kan også selv kontakte kommunen. Nogle apoteker tilbyder også rygestopkurser.
Har du spørgsmål til mødeindkaldelsen, tid til blodprøvetagning, kørselsgodtgørelse eller andet praktisk, så ring til vores sekretærer på telefon 78453064 kl 8-15 på hverdage
Har du spørgsmål om din behandling og pleje så ring til vores sygeplejersker på telefon 20279084
Opvågning Øst1:
Telefon: 30910870 Hele døgnet mandag kl 7:00 til lørdag kl 15:00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/864717
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.