I dette dokument kan du læse om din operation, og om hvordan du skal forholde dig til operationen både før og efter. For at få et godt og trygt forløb, er det vigtigt, at du forbereder dig godt.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Du er henvist til behandling med MR-guidet fokuseret ultralydsbehandling, fordi du har essentiel tremor (rystesyge).
Denne vejledning fortæller hvad du selv skal gøre før og efter behandlingen.
Du kan læse mere om essentiel tremor og MR-guidet fokuseret ultralydsbehandling i afsnittet "Mere Information".
Vær opmærksom på
Du bør kontakte os, hvis der er sket ændring i din generelle helbredstilstand, fx hvis:
Du er blevet ramt af anden sygdom, der har krævet lægelig behandling
Du har betændelse i kroppen
Du har sår eller bylder i nærhed af behandlingsområdet
Du har feber
Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til din indlæggelse eller behandling.
Vi ønsker at inddrage dine pårørende i det omfang, som du og dine nærmeste ønsker det, så vi kan opnå et trygt og godt samarbejde.
Det er dig, som bestemmer, hvad du vil have dine pårørende med til. Der kan være individuelle hensyn, der begrænser mulighederne, men som udgangspunkt gælder det, at:
Du må meget gerne vælge en kontaktperson, som vil stå for at samle og koordinere henvendelser og information omkring dig og dit forløb, mens du er indlagt hos os.
Det er vigtigt, at du sørger for, at du har gang i maven inden din operation, da du er i risiko for at få forstoppelse efter operationen. Risikoen herfor er øget, hvis du får stærkt smertestillende medicin.
Første tegn på normal tarmfunktion er luftafgang. Vær derfor opmærksom på om du kommer af med luft og afføring. Hvis du ikke gør det, så vil det ofte være nødvendigt at hjælpe din mave i gang med et afføringsmiddel.
Du kan få viden og redskaber til at forebygge og behandle en eventuel forstoppelse i denne vejledning:
Når du skal behandles med MRgFUS og får blodfortyndende medicin eller anden medicin, der nedsætter blodets evne til at størkne, er det vigtigt, at personalet i god tid ved, hvad du tager og hvorfor.
Lægen eller sygeplejersken vil vejlede dig om, hvornår og hvordan du skal stoppe med denne type medicin, før behandlingen. Det er vigtigt, at du følger vejledningen, da din behandling kan blive aflyst, hvis du har taget blodfortyndende medicin. Vær opmærksom på at nogle typer af smertestillende medicin også kan nedsætte blodets evne til at størkne.
Hvis du er i tvivl skal du ringe til sygeplejersken i Hjerne- og Rygkirurgisk Klinik. Se kontaktoplysninger nederst på siden.
Du må ikke køre bil de første to uger efter behandlingen, da der kan forekomme svimmelhed, balance udfordringer og føleforstyrrelser som gør det usikkert at føre motorkøretøjer.
Planlæg derfor på forhånd hvordan du kommer hjem fra hospitalet.
Du kan læse om kørsel til og fra hospitalet samt om kørselstilskud på www.befordring.rm.dk
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle eventuelle smerter, når du kommer hjem efter operationen:
Paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Du kan forvente at være sygemeldt i 2 uger efter behandlingen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Det er nødvendigt at dit hår på hovedet bliver fjernet inden behandlingen.
På behandlingsdagen vil en sygeplejerske sørge for dette, men vi anbefaler, at du klipper håret et par centimeter kort hjemmefra.
Håret og eventuelle små luftbobler der sidder i håret, giver forstyrrelser i ultralydsbølgerne i forbindelse med behandlingen.
På operationsdagen skal du tage den medicin, som du har aftalt med lægen eller sygeplejersken samt 1 g Paracetamol (Fx Pamol, Panodil, Pinex), dvs. to tabletter af 500 mg.
Det er desuden altid vigtigt at du tager din faste smertestillende medicin.
Hvis ikke andet er aftalt, så skal du tage medicinen lige før kl. 06.00 med 1-2 glas saftevand.
Du skal sørge for at vaske dig grundigt inden behandlingen for at forebygge betændelse. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lille som muligt, når du skal behandles.
Inden brusebadet skal du:
tage alle dine smykker af (inkl. fingerringe)
fjerne evt. neglelak på hænder og fødder
rense dine negle grundigt
fjerne evt. piercinger
Du må heller ikke have neglelak, smykker, piercinger og kontaktlinser på, når du skal behandles. Det er vigtigt, at du overholder dette, så vi kan overvåge dig bedst muligt under behandlingen.
Når du møder til din operation, skal du medbringe din vanlige medicin i original emballage. Efter operationen aftaler du med personalet, om du selv tager din egen medicin, eller om du har behov for, at personalet hjælper dig med at huske den og/eller kommer med medicinen.
Høreapparat, briller, tandprotese samt evt. astma-medicin medbringes til operationsgangen.
Undlad at have kontaktlinser på.
Medbring kun det mest nødvendige tøj og ejendele, da vi har begrænset opbevaringsplads.
Adresse:
Forberedelse og Opvågning Nord 2, Indgang J, Krydspunkt J320, Plan 3. Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N.
Skan dig ind ved ankomstskanneren og tag plads i venteområdet.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som hjælper dig med at blive klar.
Der kan opstå ventetid pga. akutte patienter. Vi informerer dig løbende herom.
Modtagelse på behandlingsdagen
Som pårørende er du velkommen til at deltage i forberedelsen til behandlingen. Af hensyn til pladsforholdene er der kun mulighed for, at én pårørende deltager sammen med patienten.
På behandlingsdagen kan vi aftale, hvad du, som pårørende, eventuelt skal deltage i og hvornår. Der er praktiske begrænsninger, som gør, at du ikke kan være med til alt. Når patienten er klædt om og klar til behandling, venter vedkommende i et særligt venterum for omklædte. Mens vedkommende venter der, skal du være i venteområdet uden for afdelingen, i en af hospitalets cafeer eller måske har du planer et sted uden for hospitalet.
I særlige tilfælde gives der dog mulighed for at pårørende kan vente sammen med patienten, når vedkommende er omklædt.
Ventetid
Som pårørende kan du opleve ventetid, fordi vi ikke altid kan forudse, hvor lang tid en behandling varer.
Vi kan derfor heller ikke give dig et præcist tidspunkt for, hvornår behandlingen er slut. Hvis du ønsker det, kan du blive ringet op af opvågningssygeplejersken når patienten er kommet til opvågningen. I enkelte tilfælde er det pga. stor travlhed ikke muligt at du ringes op, derfor udleveres et kort med telefonnummer på Forberedelse og Opvågning, så du kan ringe til os.
Behandling
Det er ikke muligt for pårørende, at være med til selve behandlingen.
På opvågningen
På opvågningen har patienter brug for langsomt at komme sig i sit eget tempo i rolige omgivelser, mens personalet observerer og vurderer behov for smertestillende. Derfor er det, som udgangspunkt ikke muligt at du kommer på besøg i opvågningen.
I særlige tilfælde gives der dog mulighed for korte besøg af en pårørende. Det aftales individuelt med den sygeplejerske, der tager imod patienten i Forberedelse og Opvågning.
Vær opmærksom på, at det er på eget ansvar at medbringe værdigenstande på hospitalet, da vi desværre ikke har mulighed for at passe på dem.
Lad derfor være med at tage dyre genstande, smykker og større beløb i kontanter med.
Om behandlingen
Du bliver ledsaget fra Forberedelse og Opvågning til MR-skanneren hvor behandlingen skal foregå. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske og du møder kirurgen som skal foretage behandlingen. I nogle tilfælde kan det være en anden kirurg end den, du talte med til forundersøgelsen.
Bedøvelsen
Behandlingen foregår i lokal bedøvelse. Det betyder, at det kun er huden der er bedøvet, og at du vil være vågen. Du kan derfor tale med personalet og høre, hvad der foregår.
Lokal bedøvelsen foregår ved, at der med en tynd kanyle placeres lokalbedøvende medicin flere steder i huden i hovedbunden. Dette kan spænde og svie i ca. 30 sekunder. Herefter vil du ikke mærke smerte, men du kan stadig mærke berøring.
Narkosepersonalet lægger også et drop i din hånd, som du kan få smertestillende medicin i hvis det bliver nødvendigt. Der kan ikke gives beroligende medicin, da det kan påvirke din rysten, og dermed umuliggøre vurderingen af effekten under behandlingen.
Behandlingen
Efter lokalbedøvelsen fastgøres en ramme og en gummimembran til dit hoved. Gummimembranen er stram, da den skal lukke helt tæt om hovedet.
Behandlingen foregår ved at du ligger i en MR-skanner. Et ultralydsapparat fastgøres til rammen og gummimembranen på dit hoved. Ultralydsapparatet fyldes med koldt vand.
Der foretages en MR-skanning og ultralydsapparatet rettes mod det udmålte område i hjernen.
Der udføres en let opvarmning af området i hjernen for at undersøge om den ønskede virkning kan opnås samt for at undersøge om der opstår uønskede bivirkninger.
Når det rette område i hjernen er fundet udføres behandlingen med høj temperatur.
Behandlingen tager ca. 3-4 timer.
Bivirkninger ved MRgFUS er oftest forbigående og relaterede til selve behandlingen.
De mest almindelige bivirkninger som opstår i forbindelse med behandlingen er hovedpine, svimmelhed og balanceproblemer samt føleforstyrrelser forskellige steder på kroppen.
Svimmelhed, balanceproblemer og føleforstyrrelser kan ses i længere tid efter behandlingen. Hos 10-15 % ses bivirkninger op til 1 år efter behandlingen. I enkelte tilfælde er der tale om varige bivirkninger.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå en blødning i det behandlede område.
Når behandlingen er slut skal du observeres på Forberedelse og Opvågning Nord i 2 timer. Her mødes du af sygeplejersker, der sørger for, at du er i gode hænder, mens du stille og roligt kommer til dig selv.
Der er en del overvågningsudstyr på sengepladserne, og i starten holder personalet grundigt øje med dig.
Du får medicin for smerter og for kvalme, hvis du har behov for det.
Du bliver tilbudt mad og drikke, når du er klar til det.
Du skal være indlagt på Hjerne- og Rygkirurgisk Sengeafsnit det første døgn efter behandlingen.
Hvis der efter behandlingen er meget hævelse i hjernen, vil du få medicinsk behandling med binyrebarkhormon i en kortere periode.
Når du kommer hjem
Der kan forekomme svimmelhed, balance udfordringer og føleforstyrrelser som gør det usikkert at føre motorkøretøjer.
Det er vigtigt at du ikke får pulsen op de første 14 dage efter behandlingen og derfor må du ikke træne. Dette gælder fx både løb og cykling. Du må gerne gå ture.
Efter en operation er du i risiko for at få forstoppelse. Dette gælder især, hvis du også får stærk smertestillende medicin.
Første tegn på normal tarmfunktion er luftafgang. Vær derfor opmærksom på om du kommer af med luft og afføring. Det vil ofte være nødvendigt at hjælpe din mave i gang med et afføringsmiddel.
Du kan få viden og redskaber til at forebygge og behandle en eventuel forstoppelse i denne vejledning:
På www.sundhed.dk kan du se de sundhedsdata, det offentlige har registreret om dig. Det kan være prøvesvar, din journal, oversigt over din medicin og de behandlinger, du har været igennem på forskellige sygehuse.
Din praktiserende læge får et udskrivningsbrev med oplysninger om indlæggelsen. Du kan se indholdet af udskrivningsbrevet på www.sundhed.dk, i appen MinSundhed eller hos din læge.
Videre forløb
Hvis du har spørgsmål eller andet du ønsker at tale om relateret til din behandling, kan du ringe til vores sygeplejefaglige forløbskoordinator for essentiel tremor på tlf. 29 13 91 56 eller 61 20 65 07 (mandag-onsdag kl 8-10).
Efter 6 måneder skal du til en samtale om effekten af behandlingen. Du vil blive indkaldt via eBoks.
Du vil endvidere modtage spørgeskemaer som skal være med til vurdere effekten af behandlingen.
Selvom du har et forløb hos os i Hjerne- og Rygkirurgi, vil det være din egen læge eller neurolog der justerer og udskriver recepter på den medicin du får, både før og efter behandlingen.
Det gælder også de præparater, du får mod din rysten, så som propanolol, primidon osv. Vi kan i visse tilfælde anbefale at forsøge at nedjustere den medicinske behandling, men det vil stadig være din egen læge eller neurolog, der har ansvaret og den endelige beslutning, i samarbejde med dig.
Mere information
Essentiel tremor er en af de hyppigste bevægeforstyrrelser og er kendetegnet ved rysten af især hænder og arme.
Årsagen til sygdommen er ukendt, men vi ved, at den kan være arvelig.
Essentiel tremor kan optræde i alle aldre, men ses oftest hos personer over 40 år. Antallet af personer med essentiel tremor stiger med alderen og 5-15% af alle danskere over 65 år lider af essentiel tremor i større eller mindre grad.
Essentiel tremor kan behandles medicinsk hvis det er muligt. Hos patienter, der ikke har effekt af medicinsk behandling (ca. 50%) kan en mere avanceret behandling overvejes.
Behandling med dyb hjernestimulation
I mere end 25 år har det i Danmark været muligt for at behandle essentiel tremor med dyb hjernestimulation, også kaldet DBS.
DBS er en elektrisk behandling af et område i hjernen med nerveceller, som fjerner eller dæmper rystelser. Behandlingen indebærer en operation, hvor der placeres en elektrode i den ene eller begge hjernehalvdele. Elektroden tilkobles en hjernepacemaker, som sender svage strømimpulser til det ønskede område i hjernen, med det resultat, at rystelserne dæmpes.
Behandling med MRgFUS
Essentiel tremor kan også behandles med MR-guidet fokuseret ultralyd (MRgFUS). MRgFUS er en ny behandling og et alternativ til dyb hjernestimulation.
MRgFUS og DBS skal ses som to forskellige typer af behandlinger, der hver især kan være rette behandling for den enkelte patient.
MR-guidet fokuseret ultralyd (MRgFUS) er en behandling mod essentiel tremor.
Behandlingen foregår i en MR-skanner kombineret med et særligt ultralydsapparat. Det kræver derfor ikke operation med hul i kraniet.
Ved hjælp af MR-skanneren udpeges det område i hjernen, som skal behandles. En række små ultralydshoveder rettes mod det område i hjernen, som man ønsker at behandle. Området opvarmes gradvist, og der sker en beskadigelse af det hjernevæv, som skaber rystelserne. Herved kan man fjerne eller dæmpe rystelserne.
For at effekten kan evalueres løbende er man vågen under hele behandlingen. Behandlingen tager 3-4 timer.
Behandlingen er rettet mod den ene hånd og arm. Sædvanligvis er det højre side, hvis man er højrehåndet.
Videnskabelige studier har vist, at 90% oplever effekt på rystelserne 1 måned efter behandlingen, og ca. 80 % oplever effekt efter 1 år. Det svarer til de samme resultater som man ser ved dyb hjernestimulation.
Der er endnu sparsom viden om langtidseffekten af MRgFUS.
MRgFUS er en behandling, som kan tilbydes nogle patienter med essentiel tremor.
Behandling med MRgFUS er ikke muligt, hvis man:
ikke kan MR-skannes (f.eks. pga. metal i kroppen eller kraftig overvægt)
har behov for dobbeltsidig behandling
tidligere er behandlet i modsatte side af hjernen
har tyk eller tæt kranieknogle (ca. 5 % har en knogletæthed, der hindrer tilstrækkelig ultralydsenergi i at passere)
har hjerneforandringer, f.eks. tidligere blodpropper eller blødninger, hjernesvulster eller karmisdannelser
har sværere psykisk sygdom, hukommelsesnedsættelse eller anden neurologisk sygdom
er gravid
har andre sygdomme (svær nyresygdom, hjertesygdom eller svært forhøjet blodtryk)
har et alkohol- eller stofmisbrug
lider af klaustrofobi
har blødnings- eller blodpropstendens
ikke er i stand til at ligge ned i længere tid (f.eks. pga. ryggener)
har anden sygdom eller tilstand, som behandlende læge vurderer, er en kontraindikation
Kontakt
Kontaktoplysninger til Hjerne- og Rygkirurgi
Spørgsmål til patientansvarlig læge, ændring af tid eller svar på undersøgelse
Kontakt sekretæren i neuromodulationsteamet.
Telefon
78 45 44 10 (tast 1)
Telefontid
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 8-15
Onsdag kl. 9-15
Fredag kl. 8-14
Spørgsmål til medicin, sårpleje eller lignende
Kontakt sygeplejersken i Hjerne- og Rygkirurgisk Klinik.
Telefon
78 45 44 10 (tast 2)
Telefontid
Alle hverdage kl. 10-12
Spørgsmål til dit forløb eller din behandling
Kontakt den sygeplejefaglige forløbskoordinator for neuromodulation.
Telefon
29 13 91 56
Telefontid
Mandag-onsdag kl. 8-10
Sundhedsfaglige problemstillinger, som opstår udenfor åbningstid, og som ikke kan vente til den efterfølgende hverdag
Kontakt Hjerne- og Rygkirurgisk Sengeafsnit.
Telefon
78 45 44 60
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1085631
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.