Du kan som pårørende hjælpe ved:
-
at give ham/hende ro til at komme sig
-
at hjælpe med at begrænse mængden af stimulation
-
at hjælpe med at skabe et kendt miljø
Du kan fx tage nogle kendte ting med hjemmefra, der kan fungere som bindeled til patientens liv før ulykken. Det kan fx være fotos, børns tegninger eller andre genstande, som betyder noget for din patienten.
Du vil desuden være den, der oftest ved mest om, hvad der var vigtigt for, og interesserede ham eller hende tidligere. Denne viden er meget værdifuld for personalet. Vi opfordrer dig derfor til at dele din viden med personalet.
Det er vigtigt, at du kommer på besøg, mens patienten er i forvirringstilstanden, men patienten har også behov for megen hvile. Derfor bør besøgene være korte - du må gerne komme på besøg flere gange over nogle timer, så længe der er pauser imellem.
I forvirringstilstanden vil patienten desuden have svært ved at forholde sig til mange mennesker på én gang. Besøg bør derfor være begrænset til allernærmeste pårørende.
Vi anbefaler 1-2 besøgende af gangen, og max 30 minutters besøgstid. Herefter skal patienten hvile sig i min. 30 minutter.
Når du taler med patienten, så hjælper det ham/hende at tale om her-og-nu og at være konkret. Tal for eksempel om noget, I lige har lavet sammen. Brug helst korte sætninger og undgå at bruge ironi. Hvis patienten taler sort eller bander, så skift emne eller aktivitet i stedet for at rette på ham eller hende.
Hvis patienten har hukommelsesvanskeligheder, bør du undgå at spørge til ting, som du på forhånd har en formodning om, at han/hun ikke kan svare på. Det kan for eksempel være spørgsmål som "Hvad har du lavet i dag?". Man kan ikke på denne måde træne hukommelsen, som var det en muskel. Støt istedet ved at give information om situationen til ham/hende og spørg eventuelt til følelsen, fx “Jeg ved, du har været i bad i dag. Hvordan var det?”.
Patienten er ikke i stand til at overskue sin situation og svare på spørgsmål, men vil forsøge. Du bør derfor ikke bede ham eller hende om at tage stilling til praktiske og økonomiske spørgsmål.
Det er svært at være pårørende til en patient i en forvirringstilstand. Det er derfor vigtigt, at du også selv sørger for at få støtte fra familie og venner.