Det er vigtigt, at du efter operationen kommer godt i gang med din genoptræning.
I denne vejledning vil du finde øvelser, der styrker og stabiliserer din hånd og håndled efter operationen. Derudover vil der være en guide til hvilke daglige aktiviteter og grader af belastning, du må udsætte din hånd/arm for i de kommende uger og måneder.
Vær opmærksom på
Det er forventeligt, at forløbet strækker over 2-6 måneder, hvor du gradvist vil opleve en bedre funktion i din hånd.
1-2 dage efter operation
Evt. bandageskift i Håndklinikken
2 uger efter operationen
Fjernelse af sting i Håndklinikken
6 uger efter operationen
Fjernelse af gips i Håndklinikken (forudsat heling)
Evt. opstart af ergoterapi (forudsat heling)
2-6 måneder efter operation
Lægekontrol
Ingen restriktioner (forudsat heling)
Vær opmærksom på, at det kan være nødvendigt, at tilpasse forløbet af individuelle årsager.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter. Kraft og udholdenhed genoprettes langsomt, så der kan gå flere måneder, inden du har opnået den fulde effekt af operationen. Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidspunktet angivet i skemaet.
Aktivitet
Tid efter operationen
Spise med bestik
1-2 uger
Løb
2-3 uger
Cykle på kondicykel
4-6 uger
Skrive på computer af kortere varighed
6 uger
Træningscenter (øvrige muskler, ikke hænder/håndled)
6 uger
Lette huslige gøremål (vaske op, støve af)
8 uger
Håndarbejde
8 uger
Start på arbejde efter operationen ved lettere håndbelastende arbejde
8 uger
Bilkørsel (skal kunne foregå på forsvarlig vis jf. færdselsloven)
Bestik, drikke af kop, støtte ved påklædning/spisning
6-8 uger
½-1 kg
2-6 måneder
2 kg
Belastningen øges gradvist indenfor smertegrænsen
6 måneder
Ingen restriktioner
Generelle informationer
Det er normalt, at din hånd/arm kan hæve op efter operationen, men hævelse kan opstå i alle stadier af dit genoptræningsforløb. Hævelse i din hånd/arm kan give smerter og nedsætte din bevægelighed, hvilket på sigt kan medvirke til stivhed i leddene. Derfor skal du lave venepumpeøvelser uanset om der er en gips, en skinne eller ingen bandage på din hånd/arm.
Sådan laver du venepumpeøvelser:
Løft armen op over hovedet
Stræk albuen og stræk blidt fingrene, som gipsen/skinnen tillader det
Sænk armen
Bøj albuen og dine fingre.
Udover øvelserne kan du gøre følgende for at forebygge og minimere hævelsen ved:
at holde hånd/arm, så meget som muligt, over hjertehøjde de første 3 til 4 dage efter operationen evt. ved brug af den armslynge, som du får med hjem.
at bruge en pude under din hånd/arm om natten, så den holdes over hjertehøjde, så længe der er hævelse. Undgå at bøje din albue helt, da det hæmmer væsken i at flytte sig fra underarmen.
at lave venepumpeøvelser 15 gange hver anden vågen time, lige så snart du kan efter operationen.
Hvis din hånd/arm bliver ved med at hæve op, kan det være fordi:
du har trænet eller brugt din hånd for meget
din gips/skinne er for stram
din arm hænger for meget nedad.
Når der er gået 6 uger fra operationen kan bløddelene og knoglen tåle at du starter din genoptræning. Du må dog først bruge din opererede hånd til alle daglige aktiviteter 4-6 måneder efter operationen. Få mere information under afsnittet "Tidshorisont – hvornår må jeg hvad?"
Øvelsesprogrammet er sammensat med hensyntagen til bløddelene og helingstid, og bør derfor kunne udføres uden risiko.
Sygemeldingsperioden er individuel og kan variere afhængigt af arbejdets karakter, men typisk anbefaler vi, at du sygemelder dig:
i 2 måneder, hvis du har lettere håndbelastende arbejde – som for eksempel kontorarbejde. Hvis du har et administrativt arbejde og har mulighed for at arbejde hjemmefra i starten, skal du stadig huske at aflaste hånden flere gange om dagen. Hvis du er studerende kan du som regel deltage i undervisningen, men du skal ikke forvente, at kunne skrive lange opgaver på computeren inden der er gået 2-3 måneder.
i 4-6 måneder, hvis du har håndbelastet arbejde – som for eksempel håndværker, pædagog, gartner, sygeplejerske ol.
Efter operationen vil du ikke længere have bevægelse i dit håndled, men du vil fortsat kunne rotere din underarm. Funktionen i din hånd vil ofte bedres op til et år efter operationen, men det er individuelt hvordan slutresultatet bliver. Forventningen er, at du vil opleve smertelindring, så du kan klare dagligdagsaktiviteter, arbejde og fritidsaktiviteter. Du skal dog ikke forvente, at din funktion og kraft i din hånd bliver ligeså god som før operationen.
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer godt i gang med din genoptræning. Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten. For nogen kan det være nødvendigt, at dele træningen op eller lave færre gentagelser pr. øvelse. Dette er ganske normalt. Træningen må ikke give dig smerter.
Din daglige træning vil primært foregå hjemme, hvor du har ansvaret for at følge den instruktion, du løbende vil få af en ergoterapeut.
Øvelser: 0-6 uger efter operationen
Mens du har gips på er det vigtigt, at du holder bevægeligheden i dine fingre vedlige. Udfør derfor nedenstående program 2 gange dagligt og gentag hver øvelse 10 gange. Du skal være opmærksom på, at alle 3 fingerled bøjes og strækkes mest muligt.
Øvelse 1
Stræk blidt fingrene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Bøj blidt fingrene ind mod gipsen. Hold stillingen 5 sekunder.
Øvelse 2
Spred blidt fingrene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Saml fingrene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 3
Bøj og stræk din tommels yderste led. Hold yderstillingerne i 5 sekunder.
Du må kun bruge din opererede hånd i ubelastede daglige aktiviteter. Få mere information under "Tidshorisont - hvornår må du hvad?".
Øvelser: 6-8 uger efter operationen
Først når du har fået fjernet din bandage og sting må du starte med at træne bevægeligheden i din opererede hånd/arm.
Efter en operation dannes der arvæv under og omkring operationssåret. Det er dog individuelt, hvor meget arvæv der dannes. Det første halve år efter operationen vil dine ar være røde, hårde og stramme, men det bedres typisk i løbet af det første år.
Når din gips er fjernet, kan du selv hjælpe med at arrene bliver så pæne og smidige som muligt:
Undgå direkte sol og solarium på arrene det første år.
Lav arvævsmassage for at øge blodgennemstrømningen. Dermed nedsættes risikoen for blivende fast arvæv.
Sådan laver du arvævsmassage:
Placer tommelfingeren på den ikke-opererede hånd, ved siden af arret
Træk blidt til side, indtil du mærker arret udspændes
Gentag dette på den anden side af arret.
Placer tommelfingeren på den ikke-opererede hånd, ved den ene ende af arret
Træk blidt i længegående retning til du mærker arret spændes. Hold trækket i længst mulig tid
Gentag i den anden ende af arret.
Opvarmning blødgør hud, arvæv og muskler, så du lettere kan udføre din daglige træning. Varm derfor din hånd op i en balje med varmt vand. Temperaturen skal være ca. 45 grader. Ved højere temperatur er der risiko for at hånden hæver.
Bøj og stræk dine fingre i vandet i ca. 10 min.
Når du træner bevægelighed i din underarm og hånd skal du være opmærksom på, at du ved hver bevægelse når det punkt, hvor du kan mærke, at det strammer.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 4
Start med at strække dine fingre
Bøj dine fingre ind mod håndfladen til det strammer. Vær opmærksom på, at knoleddene bøjes helt. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk dine fingre til det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 5
Spred og saml fingrene. Hold hver stilling i 5 sekunder.
Øvelse 6
Lav en cirkel med tommel og pegefinger
Før derefter tomlen til de øvrige fingre
Når du med lethed kan nå spidsen af lillefingeren, føres tomlen mod roden af lillefingeren
Vær opmærksom på at strække tomlen efter hver cirkel, så håndfladen spændes ud.
Øvelse 7
Bøj albuen i 90 grader og hold den ind til siden af kroppen. Dine fingre skal være afslappede.
Drej håndfladen skiftevis opad og nedad til det strammer i underarmen. Hold hver stilling i 5 sekunder
Du må bruge hånden til lette daglige aktiviteter f.eks. påklædning og spisning. Få mere information under "Tidshorisont - hvornår må jeg hvad?".
Øvelser: 2-4 måneder efter operationen
Du skal fortsætte med øvelserne under 6-8 uger efter operationen. Du må også begynde at lave øvelser, der øger kraften i din underarm. Når du træner kraft, må du ikke presse bevægelsen ud over det punkt, hvor du kan mærke, at det strammer. Derudover skal du tilføje nedenstående øvelse til din daglige træning.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 8
Hold omkring en lille hammer.
Bøj din albue til 90 grader, og hold armen ind til kroppen.
Drej i underarmen så din håndflade skiftevis vender op mod loftet og ned mod gulvet. Hold stillingen i 5 sekunder.
Vær opmærksom på:
at din lillefinger holder omkring skaftet under hele bevægelsen.
at øge genstandens vægt, når du kan tage flere end 10 gentagelser.
Du må nu inddrage hånden til mere belastende aktiviteter, f.eks. at skrive på computer samt løfte svarende til 2 kg. Få mere information under "Tidshorisont - hvornår må jeg hvad?".
Videre forløb
Ergoterapeuten udarbejder en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb. Det vil enten blive varetaget af din kommune eller på et hospital. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Mere information
Du kan blive psykisk berørt af, at du ikke kan bruge din hånd, som du plejer. Det er forskelligt, hvordan man reagerer på ikke at kunne udføre arbejde og fritidsaktiviteter. Du vil opleve, at der kan være op- og nedture under dit genoptræningsforløb.
I operationsvejledningen kan du læse om forløbet op til operationen, om selve operationen og hvad du skal være opmærksom på efte operationen. Læs vejledningen om din operation via følgende link:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.