Information og øvelser efter skuldernært brud - uden operation
Gå direkte til
Information og øvelser efter skuldernært brud - uden operation
Det er nu 1-2 uger siden du brækkede din arm og du må nu komme i gang med øvelser. Du kan bruge den løse armslynge, når du har behov for aflastning af skulderen.
Dit brud er stadigt ikke helet og det er derfor vigtigt, at du følger nedenstående vejledning.
Vær opmærksom på
Det er normalt at hånden kan være hævet efter at have siddet i den løse armslynge. Det er vigtigt at du forsøger at forebygge/minimere hævelse ved hjælp af venepumpeøvelser. Se hvordan under sektionen "Øvelser".
Det er helt normalt at din arm kan blive blå. På grund af blødning omkring bruddet bliver der ofte en blålig misfarvning, som med tiden bliver gul eller grøn. Denne misfarvning kan strække sig helt ned til håndleddet.
De værste smerter fortager sig efter 2-3 uger. Herefter vil der ske en langsom bedring, så skulderen er smertefri efter 2-3 måneder. Hvis du efter 3 måneder stadig har mange smerter, bør du gå til din egen læge. Det er normalt at have behov for smertestillende. Du kan lindre smerterne med håndkøbsmedicin. Ved stærke smerter må du kontakte egen læge.
Dit brud er stadigt ikke helet og det er derfor vigtigt at du følger nedenstående plan for hvor meget du må med din brækkede arm.
Der kan være visse bevægeretninger som du ikke må lave de første 4-5 uger efter tilskadekomst, alt efter hvilken karakter dit brud har. Dette vil fysioterapeuten i Akut Dagklinik informere dig om hvis det er aktuelt for dig.
2-6 uger efter tilskadekomst
Du må bevæge din arm med max. 1kg.s belastning. Du vil ofte have en del smerter de første uger, som vil begrænse dig i hvor meget du kan med armen. Du vil som det første typisk bedst kunne bruge armen til fx. computerarbejde, håndarbejde, bad, påklædning mv.
Under påklædning er det en god ide, at du altid fører ærmet på den brækkede arm først når du skal have trøjen på og altid tager ærmet af til sidst over den brækkede arm, når du skal have trøjen af. På denne måde undgår du bevægelser af skulderen, som ofte giver smerte.
6-12 uger efter tilskadekomst
Du må gradvist belaste din arm mere og mere henover de næste 6 uger. Det betyder, at du må bruge armen frit efter evne. Når der er gået 12 uger fra din tilskadekomst, formodes bruddet at være helet solidt, og du vil efterhånden have opnået god funktion af armen igen.
Øvelser
Du må lave øvelserne til smertegrænsen. Du må gerne mærke en strammende fornemmelse og en let ømhed kan ikke undgås mens du laver øvelserne. Ømheden skal dog forsvinde igen efter endt træning.
Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten uden at få smerter. Hvis du oplever smerter under øvelserne, anbefales du, at udføre færre gentagelser eller vente nogle dage med den øvelse, som giver dig smerter.
Når du laver dine øvelser, er det en god ide at sætte tid af til at hvile armen efterfølgende.
Husk at bevæge dit håndled og dine fingre godt igennem flere gange dagligt, for at undgå hævelse og stivhed over leddene.
Øvelsesprogrammet herunder skal laves indtil du starter til genoptræning. Alle øvelser i dette øvelsesprogram skal laves mindst 2 gange dagligt.
Bøj og stræk fingrene rytmisk 20-30 gange - det er vigtigt at du bøjer og strækker dine fingre så meget du kan.
Bevæg håndleddet op/ned rytmisk 10-20 gange.
Løft begge skuldre op mod ørerne. Hold spændingen nogle sekunder. Sænk derefter begge skuldre igen og slap af.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Træk skuldrene bagud som om du skal holde en blyant mellem skulderbladene. Hold spændingen nogle sekunder. Slip spændingen og slap af igen.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Bøj og stræk albuen ned langs siden af kroppen. Du må gerne holde den strakte stilling ca. 20 sekunder, før du bøjer albuen igen.
Det er vigtigt at du bøjer albuen så meget du kan.
Det kan i starten være nødvendigt, at hjælpe til med den raske arm, når albuen skal bøjes.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Sid på en stol med fødderne placeret foran knæene. Placér en hånd på hvert lår.
Læn kroppen fremover og lad hænderne glide frem over knæene og ned ad benene mod fødderne. Vend langsomt tilbage til udgangspositionen.
Alternativt fold dine hænder og læn kroppen fremover og før dine strakte arme ned mellem benene mod gulvet.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Stå op eller sid på en stol. Læn kroppen forover, lad armene hænge slapt ned mod gulvet. Prøv om du kan slappe af i den brækkede skulder, når du står foroverbøjet. Det kan godt være svært at slappe af i armen til at starte med. Du må gerne lave små svingøvelser med armen, både frem og tilbage og i små cirkler. Ret dig langsomt op igen.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Som øvelse 5, men i stedet for at læne kroppen forover, lader du den brækkede arm hænge slapt ned langs siden og laver en sidebøjning. Denne øvelse kan med fordel bruges når du skal vaske/tørre dig i armhulen.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Stå ved et spisebord/køkkenbord og placer den brækkede arms hånd på en tør klud på bordet. Bevæg nu hånden i forskellige retninger, frem og tilbage, rundt i cirkler og ud til siden. Brug evt. den raske hånd som støtte under den brækkede arms hånd, hvis øvelsen er for svær. Stræb efter at bevægelserne efterhånden bliver større og større.
Der kan være tilfælde hvor du kun må lave dele af denne øvelse. Dette vil du få instruks i af fysioterapeuten.
Øvelsen gentages 10-15 gange.
Videre forløb
Du skal kun bruge den løse armslynge til aflastning af armen ved behov. Det er hensigtsmæssigt at du ikke har armslyngen på, når du er i ro fx. når du ser tv, spiser, sidder/ligger mv. Det kan i de næste par uger, være nødvendigt for dig at have armslyngen på når du er i aktivitet, men du behøver ikke.
Stå med albuen bøjet
Armslyngen har to løkker.
Den ene løkke placeres på underarmen lige før din albue, på den skadede arm
Herefter føres slyngen om bag ryggen og op over skulderen på den raske side
Den anden løkke føres ind over håndleddet på den side der er skadet.
Du kan justere på velcroen på armslyngen, så din underarm kommer i en anden stilling. Den optimale stilling ses på billedet.
Fysioterapeuten i Akut Dagklinik har i dag givet dig en kort øvelsesinstruktion i de øvelser som du må lave fra nu og indtil du starter i genoptræning.
Der bliver endvidere sendt en henvisning til et genoptræningsforløb i kommunalt regi, så en fysioterapeut kan vejlede dig i den videre træning. Det er din hjemkommune, som visiterer og kontakter dig i forhold den videre genoptræning hos en fysioterapeut.
Du skal dog være opmærksom på, at du selv skal aftale tid med fysioterapeuten, når du har fået besked fra kommunen. Du hører fra kommunen enten via e-boks, telefonopkald eller brevpost.
Der bliver sendt kopi af denne henvisning til din hjemkommune og din egen læge.
Mere information
De fleste får ikke nævneværdige gener på længere sigt. Der kan dog være en vis stivhed i skulderen, som kan gøre det vanskeligt at løfte armen helt så højt som tidligere. Men for at opnå det bedste resultat er det vigtigt, at du genoptræner.
Forventet varighed af genoptræningen er mindst 3 mdr.
Kontakt
Akutafdelingen/Skadestuen
Telefon
7846 4541
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 161 Indgang J3 8200 Aarhus N
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.