Genoptræning efter skulderstabiliserende operation (Latissimus Dorsi transfer)
Gå direkte til
Genoptræning efter skulderstabiliserende operation (Latissimus Dorsi transfer)
Du har mistet nogle vigtige styresener i din skulder og har derfor fået flyttet tilhæftningen af den store flade rygmuskel fra indersiden af overarmen til bagsiden af ”hovedet” på overarmsknoglen. Dette er gjort for at stabilisere skulderleddet og for at styre skulderens bevægelser og reducere smerte.
I denne vejledning finder du retningslinjer, du skal følge efter operationen. Du finder også et øvelsesprogram, du skal starte med kort tid efter operationen. Det er vigtigt, at du efter din operation kommer i gang med få bevægelse i din skulder. Du vil efter operationen blive vejledt af en fysioterapeut.
Vær opmærksom på
I forbindelse med operationen får du anlagt en armslynge. Du skal have slyngen på døgnet rundt i de første 6 uger. Du må tage slyngen af i forbindelse med træning, når du skal i bad samt tage tøj af og på. Efter 6 uger kan slyngen undværes helt.
For at få plads under armen til at vaske dig, kan du tage armen ud af slyngen og lade den hænge passivt ned langs kroppen samtidig med, du bøjer dig forover. Når du tager tøj på, er det bedst at starte med den opererede arm. Når du tager tøj af, skal den raske arm ud af ærmet først
Sådan tages armslyngen på:
Stå med albuen bøjet
Armslyngen har to løkker.
Den ene løkke placeres på underarmen lige før din albue, på den skadede arm
Herefter føres slyngen om bag ryggen og op over skulderen på den raske side
Den anden løkke føres ind over håndleddet på den side der er skadet.
Du kan justere på velcroen på armslyngen, så din underarm kommer i en anden stilling. Den optimale stilling ses på billedet.
Se video om hvordan en armslynge påsættes:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Efter operationen får du udleveret en isbandage. Bandagen kan med fordel anvendes til smertelindring, f.eks. efter du har lavet øvelser. Du kan lade kølebandagen sidde på, så længe den er kold, typisk 20-30 min. Herefter tages bandagen af igen, og køleelementerne kan lægges i fryseren.
Alternativt kan du selv lave en kølebandage af brun sæbe, som lægges i fryseren.
Hav altid et klæde eller en T-shirt på under bandagen, så isen ikke ligger direkte på huden.
Se her hvordan en kølebandage påsættes:
I forbindelse med udskrivelsen, får du udleveret en tid til kontrol 2-4 dage efter operationen hos en fysioterapeut på Aarhus Universitetshospital. Du vil af fysioterapeuten blive instrueret i et øvelsesprogram, informeret om retningslinjer for træning og brug af armen samt vejledt i brug af armslynge.
0-6 uger efter operationen:
Du skal anvende armslynge både dag og nat og kun tage den af i forbindelse med bad, påklædning og træning.
Du må bruge din hånd foran kroppen, så længe du holder overarmen inde langs siden af kroppen.
Du må træne med passive bevægeøvelser for skulderen inden for smertegrænsen. Med passive øvelser menes, at du bevæger skulderen uden spænding i musklerne.
Du må under træningen passivt bevæge armen i alle retninger. Du skal kun bevæge, til det begynder at stramme. Du skal særligt udvise forsigtighed ved indaddrejning af armen og ved at føre armen ind foran kroppen.
6-12 uger efter operationen:
Du må undvære armslyngen.
Du må begynde at træne aktivt med skulderen. Først starter du med at bevæge delvist ved egen kraft og delvist med hjælp fx. af den anden hånd. Dernæst helt ved egen kraft uden hjælp, og endelig begynder du gradvist at lægge belastning på.
Du må bevæge armen i alle retninger inden for smertegrænsen.
Du må bruge armen til dagligdags funktioner, men ingen tung belastning.
12 uger efter operatonen:
Du må øge belastningen under træning og lave egentlig styrketræning.
Du må bruge armen frit.
Øvelser
For at opnå det bedste resultat af operationen, er det vigtigt, at du kommer hurtigt i gang med at bevæge din skulder. Du skal derfor lave øvelser med skulderen hver dag.
Du kan starte med at udføre øvelsesprogrammet, når blokaden er aftaget, og du er blevet instrueret af fysioterapeuten.
Du skal udføre øvelserne i træningsprogrammet to gange dagligt og gentage hver øvelser 5-10 gange. Du kan evt. dele programmet op og fordele øvelserne over dagen.
Under udførelsen af øvelserne skal du stoppe ved stramning, det skal ikke gøre ondt.
For at mindske hævelse og stimulere blodcirkulationen skal du ofte knytte og strække fingrene.
Øvelsen skaber bedre cirkulation i armen og afhjælper hævelse.
Tag forsigtigt armen ud af slyngen og lad armen hænge ned langs siden.
Stå med ret ryg og sænkede skuldre.
Bøj og stræk albuen samtidig med at duknytter og strækker fingrene.
Gentag øvelsen 10 - 20 gange.
Øvelsen træner musklerne omkring skulderbladet og løsner spændinger omkring nakke og skulder.
Sid med ret ryg og sænkede skuldre.
Træk skulderbladene sammen.
Gentag øvelsen 5 - 10 gange.
Du kan udføre øvelsen både med og uden slynge.
Øvelse træner bevægelsen fremad i skulderen.
Stå med underarmen hvilende på en høj kommode, vindueskarm eller lignende. Underarmen skal pege lige frem.
Træd et skridt bagud og tilbage igen. Stop ved stramning.
Gentag øvelsen 5-10 gange.
Øvelsen træner bevægelsen bagud i skulderen.
Stå med underarmen hvilende på en høj kommode, vindueskarm eller lignende. Underarmen skal pege lige frem.
Træd et skridt fremad og tilbage igen. Stop ved stramning.
Gentag øvelsen 5-10 gange.
Øvelse træner bevægelsen ud til siden i skulderen.
Stå med underarmen hvilende på en høj kommode, vindueskarm eller lignende. Underarmen skal pege lige frem.
Træd et skridt til siden og tilbage igen. Stop ved stramning.
Gentag øvelsen 5-10 gange.
Videre forløb
Du vil i forbindelse med udskrivelsen blive tilbudt at få en henvisning til et genoptræningsforløb hos en fysioterapeut i din hjemkommune. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Vær opmærksom på, at du selv skal lave øvelser indtil du starter ved fysioterapeuten i din hjemkommune.
Genoptræningen i kommunen er gratis og vil variere i længde og hyppighed efter dit behov og fra kommune til kommune.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.