Genoptræning af kraft i fingrene efter skade på din hånd/underarm
Gå direkte til
Genoptræning af kraft i fingrene efter skade på din hånd/underarm
Formålet med øvelserne er at øge stabilitet og muskelstyrken i dine fingre.
Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten. For nogle kan det være nødvendigt at dele træningen op eller lave færre gentagelser pr. øvelse. Dette er ganske normalt. Træningen må ikke give smerter.
Vær opmærksom på
Puttyen holder i længere tid, hvis du husker at vaske hænder hver gang inden du bruger den.
Puttyen bør opbevares i en plastbeholder eller plastpose. Hårdheden øges, når puttyen er kold. Du kan derfor opbevare puttyen i køleskabet, hvis du oplever, at modstanden i puttyen hurtigt mindskes.
I forbindelse med træningen kan der også opstå ømhed i din finger. Ømheden er naturlig og skal gerne mindskes i løbet af et par timer.
Hvis du oplever smerter under træningen, anbefales du, at udføre færre gentagelser og mindre bevægelse i leddet.
Øvelser
Udfør øvelserne 2-3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 1
Hold om puttyen.
Pres fingrene så langt ind i puttyen som muligt, så der bliver et aftryk af fingrene. Vær opmærksom på, at du også bøjer i dine knoled.
Stræk derefter fingrene.
Øvelse 2
Tag halvdelen af puttyen.
Bøj fingrenes yderled og mellemled, så meget som muligt og pres fingrene ind i puttyen. Vær opmærksom på, at du ikke bøjer i dine knoled.
Stræk derefter fingrene.
Øvelse 3
Gør puttyen flad.
Stræk fingrene og placer fingerspidserne i puttyen. Håndleddet bliver liggende på bordet.
Bøj fingerspidserne ind mod håndfladen.
Stræk fingrene ud i puttyen.
Øvelse 4
Tag en mindre del af puttyen og læg den mellem to spredte fingre.
Klem fingrene mod hinanden.
Gentag øvelsen med andre fingerpar, indtil alle fingre er trænet.
Øvelse 5
Sæt et tyndt elastik omkring dine fingre, som vist på billedet.
Åben din hånd så elastikket strammes blidt. Hold stillingen i 5 sekunder.
Luk din hånd en smule så spændingen i elastikket mindskes. Bevægelsen skal være kontrolleret og glidende
Udfør øvelserne 2-3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 6
Form putty til en høj cylinder og læg den i håndfladen.
Tryk med spidsen af tomlen ned i puttyen. Vær opmærksom på, at du bøjer i dit yderste led. Hold spændingen i 5 sekunder.
Øvelse 7
Hold elastikken mellem tommel- og pegefinger (pincet-greb), som vist med højre hånd på billedet.
Træk hånden væk fra din raske hånd, så elastikket spændes blidt. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før hænder mod hinanden, så spændingen i elastikket mindskes. Bevægelsen skal være kontrolleret og glidende.
Øvelse 8
Placer elastikken omkring tommel- og pegefinger.
Stræk tomlen væk fra pegefingeren. Hold spændingen i 5 sekunder.
Saml dine fingre. Bevægelsen skal være kontrolleret og glidende.
Øvelse 9
Tag en mindre del af puttyen og læg den mellem tommel- og pegefinger.
Pres tomlen vandret mod pegefingeren.
Øvelse 10
Læg din hånd på et bord. Fingrene skal være afslappede. Sæt en almindelig elastik omkring din opererede tommelfinger, som vist på billedet.
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Vær opmærksom på, at det ikke er elastikken, der trækker din tommelfinger væk fra pegefingeren.
Øvelse 11
Læg din hånd på et bord. Fingrene skal være afslappede. Sæt en almindelig elastik omkring din opererede tommelfinger, som vist på billedet.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren. Vær opmærksom på, at det ikke er elastikken, der trækker din tommelfinger ind mod pegefingeren.
Øvelse 12
Hold elastikken mellem tommelfinger og siden af pegefingeren (nøglegreb), som vist med højre hånd på billedet.
Træk hånden væk fra din raske hånd, så elastikket spændes blidt. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før hænder mod hinanden, så spændingen i elastikket mindskes. Bevægelsen skal være kontrolleret og glidende.
Øvelse 13
Hold på en klemme som hvis det var en nøgle.
Tryk på klemmen så den åbner. Vær opmærksom på, at dit yderste led er let bøjet. Hold stillingen i 5 sekunder.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.