Du har fået en skade på din finger, hvor der har været et træk i bløddelene omkring et eller flere led. Alt efter skadens karakter, har du været behandlet med sammentapening, fingerskinne eller gips i 1-6 uger.
Du skal nu i gang med at bruge din hånd i dagligdagen og genoptræne din hånd og underarm. Vi anbefaler, at du følger nedenstående vejledning.
Vær opmærksom på
Det er normalt, at din hånd/arm kan hæve op efter en skade. Hævelse kan opstå i alle stadier af dit genoptræningsforløb. Hævelse i din hånd/arm kan give smerter og nedsætte din bevægelighed, hvilket på sigt kan medvirke til stivhed i leddene. Derfor skal du lave venepumpeøvelser uanset om der er en gips, en skinne eller ingen bandage på din hånd/arm.
Sådan laver du venepumpeøvelser:
Løft armen op over hovedet
Stræk albuen og stræk blidt fingrene, som gipsen/skinnen tillader det
Sænk armen
Bøj albuen og dine fingre.
Udover øvelserne kan du gøre følgende for at forebygge og minimere hævelsen ved:
at holde hånd/arm, så meget som muligt, over hjertehøjde de første 3 til 4 dage efter skaden.
at bruge en pude under din hånd/arm om natten, så den holdes over hjertehøjde, så længe der er hævelse. Undgå at bøje din albue helt, da det hæmmer væsken i at flytte sig fra underarmen.
at lave venepumpeøvelser 15 gange hver anden vågen time, lige så snart du kan efter skaden.
Hvis din hånd/arm bliver ved med at hæve op, kan det være fordi:
du har trænet eller brugt din hånd for meget eller for lidt.
din gips/skinne er for stram.
din arm hænger for meget nedad.
Mens du har gips/skinne på er det vigtigt, at du holder bevægeligheden ved lige i de led der ikke holdes fast af gipsen/skinnen.
Du må kun bruge din skadede hånd som støtte-hånd i ubelastede daglige aktiviteter f.eks. spise med bestik, madlavning og personlig pleje.
Når din gips eller skinne er taget af, skal du i gang med at bruge din hånd i dagligdagen og genoptræne din hånd og underarm.
Du vil opleve, at der ikke er mange kræfter i din hånd/arm. Dette er forventeligt. Kræfterne vil komme stille og roligt tilbage i takt med at hævelsen mindskes, smerterne aftager og hånden må bruges mere i hverdagen.
Genoptræningen vil typisk foregå som selvtræning eller vejledt af en ergoterapeut i din hjemkommune. Du har derfor selv ansvaret for din træning.
Det er vigtigt, at du kommer godt i gang med din genoptræning. Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten. Træningen må ikke give dig smerter. Det er forventeligt, at du kan have ondt i din hånd og underarm efter skaden. I forbindelse med træningen kan der også opstå ømhed. Ømheden er naturlig og skal gerne mindskes i løbet af et par timer. Hvis du oplever smerter under træningen, anbefales du, at udføre færre gentagelser og mindre bevægelse i leddet.
Sygemeldingsperioden er individuel og kan variere afhængigt af arbejdets karakter. Vi anbefaler typisk, at du sygemelder dig i den tid du har bandage på, hvis:
dit arbejde kræver god håndhygiejne
du har tungt håndbelastende arbejde
du har arbejde hvor du ikke kan undgå at bandagen bliver våd.
Efter bandagen er fjernet, er det forventeligt med en genoptræningsperiode, hvor du langsomt kan vende tilbage til dine vante arbejdsopgaver. Det er individuelt, hvor længe denne periode varer.
Øvelser
Øvelser for bevægelighed
Når du træner bevægelighed i din underarm og hånd, skal du være opmærksom på, at du ved hver bevægelse når det punkt, hvor du kan mærke, at det strammer.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Opvarmning blødgør hud, arvæv og muskler, så du lettere kan udføre din daglige træning. Varm derfor din hånd op i en balje med varmt vand. Temperaturen skal være ca. 45 grader. Ved højere temperatur er der risiko for at hånden hæver.
Bøj og stræk dine fingre i vandet i ca. 10 min.
Hold på begge sider af fingeren lige nedenfor fingerens midterste led.
Bøj og stræk fingeren til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Lav samme øvelse for dit yderste led.
Start med at strække fingrene.
Bøj de to yderste fingerled til du kan mærke, at det strammer. Vær opmærksom på at knoleddene hele tiden er strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene ud igen.
Hold stillingen i 5 sekunder.
Hold dine yderste og midterste led strakte. Vær opmærksom på, at leddene strækkes helt ud.
Bøj og stræk knoleddene med de yderste og midterste led strakte, til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingerne i 5 sekunder.
Stræk dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Bøj derefter dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Læg hånden med håndfladen på et bord med fingrene så strakte som muligt.
Spred og saml fingrene.
Øvelser for bevægelighed i tommelfingeren
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 10 gange.
Hold omkring tommelfingeren med den anden hånds tommel- og pegefinger, så kun det yderste led kan bevæges.
Bøj og stræk det yderste led i tommelfingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Placer håndkanten på et bord.
Før tommelfingeren væk fra din pegefinger. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren lige ind mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Læg din hånd på et bord. Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren tilbage mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Lav en cirkel med tommel- og pegefinger.
Før derefter tommelfingeren til de øvrige fingre. Vær opmærksom på at strække tomlen efter hver cirkel, så håndfladen spændes ud.
Når du med lethed kan nå spidsen af lillefingeren, føres tommelfingeren mod roden af lillefingeren.
Øvelser for styrke og udholdenhed
OBS: Lav først følgende øvelser 1-2 uger efter bandagen er fjernet
Efter en forvridning er det vigtigt at genskabe stabiliteten i leddet og dermed forhindre, at skaden sker igen. Det kan du gøre ved at træne styrke og stabilitet i din hånd. Under træningen skal du være opmærksom på, at det ikke må gøre ondt.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Hold om en blød bold eller en svamp, som vist på billedet.
Knyt fingrene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Slap af i fingrene og gentag øvelsen.
Læg din hånd på et bord, og sæt en almindelig elastik omkring din tommelfinger, som vist på billedet.
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Vær opmærksom på, at det ikke er elastikken der trækker din tommelfinger væk fra pegefingeren.
Læg din hånd på et bord, og sæt en almindelig elastik omkring din tommelfinger, som vist på billedet.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren. Vær opmærksom på, at det ikke er elastikken, der trækker din tommelfinger ind mod pegefingeren.
Sæt en almindelig elastik omkring dine fingre, som vist på billedet.
Stræk fingrene til elastikken spændes. Hold stillingen i 5 sekunder.
Slap af i fingrene og gentag øvelsen.
Videre forløb
I forbindelse med kontrol på hospitalet, vil det blive vurderet af læge eller ergoterapeut om du kan have behov for en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb i din hjemkommune eller på et hospital.
Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.