Du har fået en skade på/ved den sene, der strækker det midterste led i din finger. Dette behandles med en fingerskinne i 6 uger. De første 3 uger anvendes en fast skinne. De sidste 3 uger anvendes enten en fast skinne eller en dynamisk skinne. Skinnen skal benyttes døgnet rundt i 6 uger, derefter skal den bruges om natten og ved aktivitet i yderligere 4 uger.
Vi anbefaler, at du følger nedenstående vejledning.
Vær opmærksom på
Skinnen skal sørge for at holde det mellemste fingerled strakt og samtidig tillade, at du kan bevæge fingerens andre led. Vær opmærksom på at skinnen ikke overstrækker det mellemste- og yderste led på fingeren.
0-6 uger efter påbegyndt behandling: Du skal bruge en skinne hele døgnet. Det vurderes efter 3 uger om din skinne skal skiftes til en dynamisk model.
6 -8 uger efter påbegyndt behandling: Du instrueres af ergoterapeuten i genoptræning og får udleveret en skinne til brug om natten og ved aktivitet. Skinnen skal bruges de næste 4 uger.
Du skal fortsat skåne hånden og ikke bruge hånden til kraftbetonede aktiviteter.
8-10 uger efter påbegyndt behandling: Du må nu langsomt øge belastningen og bruge hånden inden for smertegrænsen.
10-12 uger efter påbegyndt behandling: Du kan nu genoptage dine vante aktiviteter og kraftbetonet arbejde.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter. Kraft og udholdenhed genoprettes langsomt og tempoet er forskelligt fra person til person. Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidspunktet angivet i skemaet. Du må ikke få ondt ved at udføre aktiviteterne.
Hvilke aktiviteter må jeg lave?
Aktivitet
Tid efter opstart af behandling
Spise med bestik
1-2 dage
Let håndarbejde
1-2 dage
Skrive på computer af kortere varighed
1-2 dage
Starte på arbejde efter operationen ved kontorjob
1-2 dage
Cykle på kondicykel (uden at lægge vægt på den skadede hånd)
1-2 dage
Løb på jævnt underlag/løbebånd
1-2 dage
Bilkørsel (skal kunne foregå på forsvarligvis jf. færdselsloven)
1-2 dage
Lette huslige gøremål (uden bandagen bliver våd)
1-2 dage
Træningscenter (ørige muskler, ikke hænder/håndled)
Risikosport (kampsport, springgymnastik, mountain bike o.l.)
3-4 måneder
Hvor meget må jeg løfte og hvornår?
Der er stor forskel på hvad hver enkelt er i stand til at løfte, og det afhænger også af hvad niveauet var inden skaden. Eksemplerne her er vejledende og skal vise at det er vigitigt at gå langsomt frem. Hvis du ikke er i stand til at løfte det der er angivet her, er det også normalt, så længe du oplever stille og rolig fremgang.
Tid efter operationen
Vægt
Eksempel
0-5 uger
300 g
Bestik, drikke af kop, påklædning, skrive på computer
6-7 uger
500 g - 1kg
½L sodavand
7 uger
1kg
1L mælk
8 uger
5kg
Indkøbspose, sportstaske, skoletaske
3 måneder
Mere end 5 kg
Der er ingen øvre grænse, dog skal du respektere smertegrænsen
Generelle informationer
Det er normalt, at din hånd/arm kan hæve op efter en skade. Hævelse kan opstå i alle stadier af dit genoptræningsforløb. Hævelse i din hånd/arm kan give smerter og nedsætte din bevægelighed, hvilket på sigt kan medvirke til stivhed i leddene. Derfor skal du lave venepumpeøvelser uanset om der er en gips, en skinne eller ingen bandage på din hånd/arm.
Sådan laver du venepumpeøvelser:
Løft armen op over hovedet
Stræk albuen og stræk blidt fingrene, som gipsen/skinnen tillader det
Sænk armen
Bøj albuen og dine fingre.
Udover øvelserne kan du gøre følgende for at forebygge og minimere hævelsen ved:
at holde hånd/arm, så meget som muligt, over hjertehøjde de første 3 til 4 dage efter skaden.
at bruge en pude under din hånd/arm om natten, så den holdes over hjertehøjde, så længe der er hævelse. Undgå at bøje din albue helt, da det hæmmer væsken i at flytte sig fra underarmen.
at lave venepumpeøvelser 15 gange hver anden vågen time, lige så snart du kan efter skaden.
Hvis din hånd/arm bliver ved med at hæve op, kan det være fordi:
du har trænet eller brugt din hånd for meget eller for lidt.
din gips/skinne er for stram.
din arm hænger for meget nedad.
Det er vigtigt, at du kommer godt i gang med din genoptræning. Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten. Træningen må ikke give dig smerter. Det er forventeligt, at du kan have ondt i din hånd efter skaden. I forbindelse med træningen kan der også opstå ømhed. Ømheden er naturlig og skal gerne mindskes i løbet af et par timer. Hvis du oplever smerter under træningen, anbefales du, at udføre færre gentagelser og mindre bevægelse i leddet.
Sygemeldingsperioden er individuel og kan variere afhængigt af arbejdets karakter, men typisk anbefaler vi, at du sygemelder dig i den tid du har bandage på, ved arbejde der kræver god håndhygiejne, tungt håndbelastende arbejde eller arbejde hvor du ikke kan undgå at bandagen bliver våd. Efter bandagen er fjernet, er det forventeligt med en genoptræningsperiode, hvor du langsomt kan vende tilbage til dine vante arbejdsopgaver. Det er individuelt, hvor længe denne periode varer.
Du skal ikke forvente, at din fingers funktion bliver lige så god som før skaden. Det er individuelt hvordan slutresultatet bliver, men forventningen er, at man kan klare dagligdagsaktiviteter og arbejde igen.
Øvelser: 0-6 uger efter opstart af skinnebehandling
Det er vigtigt, at du vedligeholder ledbevægeligheden i knoleddet og det yderste fingerled i den periode, hvor du har skinnen på.
Øvelserne skal udføres 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Hold på begge sider af fingeren lige nedenfor fingerens yderste led.
Bøj leddet helt ind og stræk leddet helt ud.
Begynd med at holde fingrene strakte.
Bøj fingrene i knoleddene til du mærker let modstand fra skinnen, mens de øvrige fingerled holdes strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene.
Du må bruge din hånd til lette daglige aktiviteter f.eks. spise med bestik, madlavning og personlig pleje. Du må ikke løfte, skubbe eller trække.
Øvelser: 6 uger efter opstart af skinnebehandling
Du har nu fået skinnen af og må begynde optræning af det mellemste fingerled. Skinnen skal dog benyttes om natten og i udsatte situationer i 4 uger endnu.
Opvarmning blødgør hud, arvæv og muskler, så du lettere kan udføre din daglige træning. Varm derfor din hånd op i en balje med varmt vand. Temperaturen skal være ca. 45 grader. Ved højere temperatur er der risiko for at hånden hæver.
Bøj og stræk dine fingre i vandet i ca. 10 min.
Hold på begge sider af fingeren lige nedenfor fingerens midterste led.
Bøj og stræk fingeren til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Lav samme øvelse for dit yderste led.
Start med at strække fingrene.
Bøj de yderste fingerled til du kan mærke, at det strammer. Vær opmærksom på at knoleddene hele tiden er strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene ud igen. Hold stillingen i 5 sekunder.
Hold dine yderste og midterste led strakte. Vær opmærksom på, at leddene strækkes helt ud.
Bøj knoleddene med de yderste og midterste led strakte, til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingerne i 5 sekunder.
Stræk derefter knoleddene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Bøj derefter dine fingre. Hold stillingen i 5 sekunder.
Læg hånden med håndfladen på et bord med fingrene så strakte som muligt.
Spred og saml fingrene.
Du må bruge din hånd til lette daglige aktiviteter f.eks. spise med bestik, madlavning og personlig pleje. Du bør ikke køre bil før du kan føre bil på forsvarlig vis jvf. Færdselsloven.
Øvelse: 8-12 uger efter opstart af skinnebehandling
Du skal fortsætte med øvelserne ovenfor, men nu må du også udføre øvelser, der øger styrken i dine fingre. Under træningen skal du være opmærksom på, at det ikke må gøre ondt.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Hold om en blød bold eller en svamp, som vist på billedet.
Knyt fingrene. Hold stillingen i 5 sekunder.
Slap af i fingrene og gentag øvelsen.
Sæt en almindelig elastik omkring dine fingre, som vist på billedet.
Stræk fingrene til elastikken spændes. Hold stillingen i 5 sekunder.
Slap af i fingrene og gentag øvelsen.
Du må nu gradvist begynde at bruge din hånd til flere og flere daglige aktiviteter. Belastning kan langsomt øges, indenfor smertegrænsen. Hånden tåler først fuld belastning når der er gået 12 uger efter opstart af skinnebehandling. Få mere information under "Videre forløb" og "Tidshorisont - hvornår må jeg hvad”.
Videre forløb
I forbindelse med kontrol på hospitalet, vil det blive vurderet af læge eller ergoterapeut om du kan have behov for en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb i din hjemkommune eller på et hospital.
Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.