Information og øvelser efter hel eller delvis amputation af finger
Gå direkte til
Information og øvelser efter hel eller delvis amputation af finger
Du har fået en skade på en eller flere fingre med hel eller delvis amputation.
Genoptræningen vil typisk foregå som selvtræning eller vejledt af en ergoterapeut i din hjemkommune. Du har derfor selv ansvaret for din træning.
Daglig medinddragelse af hånden vedligeholder, forbedrer håndfunktionen, forebygger hævelse og fremmer helingsprocessen.
Vær opmærksom på
Det er normalt, at din hånd/arm kan hæve op efter en skade. Hævelse kan opstå i alle stadier af dit genoptræningsforløb. Hævelse i din hånd/arm kan give smerter og nedsætte din bevægelighed, hvilket på sigt kan medvirke til stivhed i leddene. Derfor skal du lave venepumpeøvelser uanset om der er en gips, en skinne eller ingen bandage på din hånd/arm.
Sådan laver du venepumpeøvelser:
Løft armen op over hovedet
Stræk albuen og stræk blidt fingrene, som gipsen/skinnen tillader det
Sænk armen
Bøj albuen og dine fingre.
Udover øvelserne kan du gøre følgende for at forebygge og minimere hævelsen ved:
at holde hånd/arm, så meget som muligt, over hjertehøjde de første 3 til 4 dage efter skaden.
at bruge en pude under din hånd/arm om natten, så den holdes over hjertehøjde, så længe der er hævelse. Undgå at bøje din albue helt, da det hæmmer væsken i at flytte sig fra underarmen.
at lave venepumpeøvelser 15 gange hver anden vågen time, lige så snart du kan efter skaden.
Hvis din hånd/arm bliver ved med at hæve op, kan det være fordi:
du har trænet eller brugt din hånd for meget eller for lidt.
din gips/skinne er for stram.
din arm hænger for meget nedad.
Det er forventeligt at have smerter efter amputationen på grund af den skade og påvirkning, der er sket af fingeren.
Efter skade eller operation kan der være nervetråde overskåret eller nervetråde, der har været udsat for tryk. Symptomerne kan være en ændret følelse, overfølsom hud eller smerter ved berøring. Det kan være meget ubehageligt eller smertefuldt, hvis området bliver berørt.
Det er dog meget vigtigt at have særlig opmærksomhed på det følsomme område. Ergoterapeuten vil instruere dig i hvordan du kan hærde området. Hærdningen har til formål at mindske følsomheden af området og at ændre hjernens opfattelse af berøring.
Sommetider er der nogen, der oplever fantomfornemmelser, hvor det føles, som om den amputerede del af fingeren stadig er der, eller at der fx sidder noget under neglen, som nu er væk. Hjernen har brug for tid til at vænne sig til, at der mangler en del af fingeren og det tager tid før denne fornemmelse mindskes eller evt. går væk.
Det bedste resultat opnås gennem træning, og ved at du er opmærksom på at bruge hånden naturligt i hverdagen. Det er dog vigtigt, at du respekterer smerterne og stopper, når det gør ondt. Du må ikke få vedvarende smerter, fx udover et par timer.
Du må bruge din hånd til almindelige aktiviteter inden for smertegrænsen. Du kan opleve, at der ikke er mange kræfter i din hånd. Dette er forventeligt. Kræfterne vil komme stille og roligt tilbage i takt med, at hånden anvendes mere, hævelsen mindskes og smerterne aftager.
Sygemelding fra arbejde vil være individuelt og blandt andet afhænge af arbejdets karakter. Du bør f. eks. ikke køre bil, før du kan køre bil på forsvarlig vis.
Du kan selv være med til at forme stumpen af fingeren, så den får en mere naturlig afrundet form. Ergoterapeuten kan vejlede dig i dette. Du kan også se nedenstående.
Brug strimler af f.eks Coban, sportstape eller Leucoplast og sno det blidt rundt om fingeren som vist, så det lægger et ganske blidt tryk rundt i ”kanten” af fingeren uden den føles klemt og bliver blålig.
Sådan gør du:
1. Sno en ”sløjfe” rundt om fingeren
2. Gør det samme fra modsatte side
3. Placer en sidste strimmel henover
Øvelser
Opvarmning blødgør hud, arvæv og muskler, så du lettere kan udføre din daglige træning. Varm derfor din hånd op i en balje med varmt vand. Bøj og stræk dine fingre i vandet i ca. 10 min.
Vær dog opmærksom på:
Temperaturen skal være ca. 45 grader. Ved højere temperatur er der risiko for at hånden hæver.
Hvis du har fået fjernet sting, skal du vente 1 døgn med at varme op i stillestående vand.
Hvis du har fået fjernet en eller flere metal pinde, skal du vente 4 døgn med at varme op i stillestående vand.
Når du træner bevægelighed i din underarm og hånd, skal du være opmærksom på, at du ved hver bevægelse når det punkt, hvor du kan mærke, at det strammer.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 1
Hold på begge sider af fingeren lige nedenfor fingerens midterste led.
Bøj og stræk fingeren til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Lav samme øvelse for dit yderste led.
Øvelse 2
Start med at strække fingrene.
Bøj de yderste fingerled til du kan mærke, at det strammer. Vær opmærksom på at knoleddene hele tiden er strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene ud igen. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 3
Hold dine yderste og midterste led strakte. Vær opmærksom på, at leddene strækkes helt ud.
Bøj og stræk knoleddene med de yderste og midterste led strakte, til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingerne i 5 sekunder.
Øvelse 4
Stræk dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Bøj derefter dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 5
Læg hånden med håndfladen på et bord med fingrene så strakte som muligt.
Spred og saml fingrene.
Udfør øvelserne 3 gange dagligt. Hver øvelse gentages 10 gange.
Øvelse 6
Hold omkring tommelfingeren med den anden hånds tommel- og pegefinger, så kun det yderste led kan bevæges.
Bøj det yderste led i tommelfingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk det yderste led i tommelfingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 7
Placer håndkanten på et bord.
Før forsigtigt tommelfingeren væk fra din pegefinger. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren lige ind mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 8
Læg din hånd på et bord.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren tilbage mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 9
Lav en cirkel med tommel- og pegefinger.
Før derefter tommelfingeren til de øvrige fingre. Vær opmærksom på at strække tomlen efter hver cirkel, så håndfladen spændes ud.
Når du med lethed kan nå spidsen af lillefingeren, føres tommelfingeren mod roden af lillefingeren. Vær opmærksom på at strække tomlen efter hver cirkel, så håndfladen spændes ud.
Efter operation kan små nervetråde være påvirkede. Symptomerne kan være en anderledes følelse, overfølsom hud eller smerter, når du rører ved huden. Ubehaget og smerterne kan forværres kortvarigt, men er ufarligt og en normal reaktion. Hvis forværringen af ubehaget og smerterne varer ved i mere end et par timer, bør du nedsætte den tid, du påvirker huden næste gang. Træningen må maksimalt tage 10 minutter.
Der vil oftest gå ca. 14 dage før du vil kunne mærke effekt af træningen, men det kan tage op til måneder, før du mærker væsentlig bedring eller normalisering.
Step 1
Massér blidt på og omkring arret.
Trom med fingrene på og omkring arret.
Step 2
Berør arret med forskellige materialer f.eks. vat, en frotteklud, svamp eller neglebørste.
Start med de bløde materialer først.
Step 3
Placér hånden ovenpå ukogte grødris
Bevæg hånden frem og tilbage.
Du kan også bruge en bold med ujævn overflade.
Step 4
Arret påvirkes med et vibrerende værktøj f.eks. en el-tandbørste.
De første 3-4 måneder efter operationen er det normalt, at der dannes arvæv under og omkring operationssåret. Blid massage og træk i huden øger blodgennemstrømningen, og nedsætter risikoen for blivende fast arvæv.
Umiddelbart efter stingfjernelse:
Massér blidt omkring arret uden brug af creme.
6 uger efter stingfjernelse:
Placér tomlen ved siden af arret. Træk blidt til siden, indtil du mærker arret udspændes. Hold trækket længst muligt. Gør det samme på den anden side af arret. Træk også blidt i længdegående retning til du mærker, at arret udspændes.
For at øge udspændingen af arret kan du bøje håndleddet bagover.
Videre forløb
Hvis der opstår problemer i træningsforløbet fx voldsomme smerter, rødme eller hævelse, bør du kontakte egen læge.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.