Du har haft infektion i din hånd, som derfor har været holdt i ro i en periode og evt. gennemgået en operation. Efter infektion kan sener og det omkringliggende væv være svagt, men der er dog behov for skånsom træning for øge funktionen i din hånd / mindske hævelsen og øge bevægeligheden i din hånd.
I denne vejledning vil du finde øvelser, der øger din bevægelse, styrker og stabiliserer din hånd/arm efter operationen. Derudover vil der være en guide til, hvilke daglige aktiviteter og grader af belastning, du må udsætte din hånd/arm for i de kommende uger og måneder.
Du skal ikke forvente, at din funktion og kraft i hånden bliver ligeså god som før skaden. Det er individuelt hvordan slutresultatet bliver, men forventning er, at man kan klare dagligdagsaktiviteter, arbejde og håndbelastede fritidsaktiviteter.
Vær opmærksom på
Da forløbet vil være individuelt, er det ikke muligt at tidsangive forløbet, men genoptræningen kan begynde når infektionen er under kontrol.
Når infektionen er under kontrol, må du begynde at bruge din hånd i lette daglige aktiviteter indenfor smertegrænsen f.eks. spise med bestik og hjælpe til under påklædning.
Efter yderligere et par uger, må du bruge din hånd til flere daglige aktiviteter indenfor smertegrænsen. Det er dog individuelt hvornår du må belaste din hånd fuldt. Det vil afhænge af infektionens varighed og karakter.
Kraft og udholdenhed øges langsomt og kan derfor tage flere måneder.
Generelle informationer
Det er normalt, at din hånd/arm kan hæve op efter operationen, men hævelse kan opstå i alle stadier af dit genoptræningsforløb. Hævelse i din hånd/arm kan give smerter og nedsætte din bevægelighed, hvilket på sigt kan medvirke til stivhed i leddene. Derfor skal du lave venepumpeøvelser uanset om der er en gips, en skinne eller ingen bandage på din hånd/arm.
Sådan laver du venepumpeøvelser:
Løft armen op over hovedet
Stræk albuen og stræk blidt fingrene, som gipsen/skinnen tillader det
Sænk armen
Bøj albuen og dine fingre.
Udover øvelserne kan du gøre følgende for at forebygge og minimere hævelsen ved:
at holde hånd/arm, så meget som muligt, over hjertehøjde evt. ved brug af den armslynge, som du får med hjem. Du vil blive vejledt i, hvor længe dette anbefales.
at bruge en pude under din hånd/arm om natten, så den holdes over hjertehøjde, så længe der er hævelse. Undgå at bøje din albue helt, da det hæmmer væsken i at flytte sig fra underarmen.
at lave venepumpeøvelser 15 gange hver anden vågen time.
Hvis din hånd/arm bliver ved med at hæve op, kan det være fordi:
infektionen fortsat er til stede
din gips/skinne er for stram
din arm hænger for meget nedad
du har trænet eller brugt din hånd for meget.
Øvelsesprogrammet er sammensat med hensyntagen til vævets helingstid og bør kunne udføres uden risiko.
Din daglige træning vil primært foregå hjemme, hvor du har ansvaret for at følge den instruktion, du løbende vil få af en ergoterapeut.
Du skal starte forsigtigt op med din daglige træning, for at undgå at infektionen blusser op. Det er derfor ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten. For nogen kan det være nødvendigt, at dele træningen op eller lave færre gentagelser pr. øvelse. Dette er ganske normalt. Træningen må ikke give dig smerter.
Øvelser: Start træningen når infektionen er aftaget
I forbindelse med træningen må du ikke opleve en vedvarende forværring af hævelse, rødme og smerter i din hånd.
Opvarmning blødgør hud, arvæv og muskler, så du lettere kan udføre din daglige træning. Varm derfor din hånd op i en balje med varmt vand. Temperaturen skal være ca. 45 grader. Ved højere temperatur er der risiko for at hånden hæver.
Bøj og stræk dine fingre i vandet i ca. 10 min.
Øvelserne laves 3 gange dagligt og gentages 5-10 gange.
Øvelse 1
Bøj dine fingre mod håndfladen ved hjælp af din raske hånd. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk dine fingre ud til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 2
Hold på begge sider af fingeren lige nedenfor det led, der skal bevæges.
Bøj fingeren til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene ud igen. Hold stillingen i 5 sekunder.
Lav samme øvelse for dit yderste led.
Øvelse 3
Begynd med at strække fingrene.
Bøj de yderste fingerled til du mærker, at det strammer. Vær opmærksom på, at knoleddene hele tiden er strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter fingrene ud igen. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 4
Hold dine yderste og midterste led strakte. Vær opmærksom på, at leddene strækkes helt ud.
Bøj knoleddene til du kan mærke, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stæk derefter knoleddene - stadig med de yderste og midterste led strakte. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 5
Bøj dine fingre til du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk derefter dine fingre. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 6
Spred og saml dine fingre.
Øvelserne laves 3 gange dagligt og gentages 5-10 gange.
Øvelse 7
Hold omkring tommelfingeren med den anden hånds tommel- og pegefinger, så kun det yderste led kan bevæges.
Bøj og stræk det yderste led i tommelfingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Gentag øvelsen for tomlens midterste led.
Øvelse 8
Spred og saml dine fingre.
Øvelse 9
Placer håndkanten på et bord.
Før tommelfingeren væk fra din pegefinger. Hold stillingen i 5 sekunder.
Før tommelfingeren lige ind mod pegefingeren. Hold stillingen i 5 sekunder.
Øvelse 10
Lav en cirkel med tommel- og pegefinger.
Før derefter tommelfingeren til de øvrige fingre. Vær opmærksom på at strække tomlen efter hver cirkel, så håndfladen spændes ud.
Når du med lethed kan nå spidsen af lillefingeren, føres tommelfingeren mod roden af lillefingeren.
Øvelser: 2 uger efter opstart af træning
Du skal fortsætte med øvelserne som ved "Når infektionen er aftaget skal du starte træning". Derudover skal du tilføje nedenstående øvelser til din daglige træning.
Efter en operation dannes der arvæv under og omkring operationssåret. Det er dog individuelt, hvor meget arvæv der dannes. Det første halve år efter operationen vil dine ar være røde, hårde og stramme, men det bedres typisk i løbet af det første år.
Når din gips er fjernet, kan du selv hjælpe med at arrene bliver så pæne og smidige som muligt:
Undgå direkte sol og solarium på arrene det første år.
Lav arvævsmassage for at øge blodgennemstrømningen. Dermed nedsættes risikoen for blivende fast arvæv.
Sådan laver du arvævsmassage:
Placer tommelfingeren på den ikke-opererede hånd, ved siden af arret
Træk blidt til side, indtil du mærker arret udspændes
Gentag dette på den anden side af arret.
Placer tommelfingeren på den ikke-opererede hånd, ved den ene ende af arret
Træk blidt i længegående retning til du mærker arret spændes. Hold trækket i længst mulig tid
Gentag i den anden ende af arret.
Øvelse 11
Hold om puttyen.
Pres fingrene så langt ind i puttyen som muligt, så der bliver et aftryk af fingrene. Vær opmærksom på, at du også bøjer i dine knoled.
Stræk derefter fingrene.
Øvelse 12
Form putty til en høj cylinder og læg den i håndfladen.
Tryk med spidsen af tomlen ned i puttyen.
Vær opmærksom på, at du bøjer i dit yderste led.
Du skal gradvist øge modstanden i dine øvelser, når du kan udføre øvelsen mere end 10 gange.
Du må bruge din hånd til lette aktiviteter. Se under afsnittet "Vær opmærksom på" for yderligere information.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.