Information og øvelser efter albueskade - uden operation
Gå direkte til
Information og øvelser efter albueskade - uden operation
Du har i dag fået fjernet din gips/bandage og skal nu igang med øvelser for albuen.
Du må gerne bruge den løse armslynge til aflastning de første par dage, hvis du har behov for det. Men det er vigtigt, at du så vidt det er muligt, lader din arm hænge frit ned langs siden, så albuen ikke fastholdes i samme stilling som i gipsen/bandagen.
Vær opmærksom på
Det er normalt at hånden kan være hævet efter at have siddet i gips/armslynge. Det er vigtigt at du forsøger at forebygge/minimere hævelse ved hjælp af venepumpeøvelser. Se hvordan under sektionen "Øvelser".
Når bandagen fjernes er det normalt at have smerter/ømhed efter en albuenær skade. De værste gener fortager sig indenfor 2-3 uger. Hvis du efter 3 måneder stadig har gener, bør du gå til din egen læge.
De første 6 uger efter tilskadekomst, må du bruge din arm ubelastet. Det betyder, at du i denne periode gerne må bruge din arm til lettere daglige gøremål som fx. af/påklædning, håndarbejde, læsning, computerarbejde, støttefunktion mv. efter evne.
I nogle tilfælde må du bruge din arm mere end beskrevet ovenfor. Det vil fysioterapeuten informere dig om.
Henover de næste 6 uger må du efter evne gradvist øge den belastning du udsætter armen for. Efter 12 uger må du bruge armen frit.
Øvelser
Du må lave øvelserne til smertegrænsen. Du må gerne mærke en strammende fornemmelse og en let ømhed kan ikke undgås mens du laver øvelserne. Ømheden skal dog forsvinde igen efter endt træning.
Det er ikke sikkert, at du kan udføre alle de viste øvelser fra starten uden at få smerter. Hvis du oplever smerter under øvelserne, anbefales du, at udføre færre gentagelser eller venter nogle dage med den øvelse, som giver dig smerter.
Når du laver dine øvelser, er det en god ide at sætte tid af til at hvile armen efterfølgende.
Husk at bevæge dit håndled og dine fingre godt igennem flere gange dagligt, for at undgå hævelse og stivhed over leddene.
Øvelsesprogrammet herunder skal laves de næste 2-3 uger. Alle øvelser i dette øvelsesprogram skal laves mindst 2 gange dagligt.
Bøj og stræk fingrene rytmisk 20-30 gange - det er vigtigt at du bøjer og strækker dine fingre så meget du kan.
Bevæg håndleddet op/ned rytmisk 10-20 gange.
Bøj og stræk albuen ned langs siden af kroppen. Du må gerne holde den strakte stilling ca. 20 sekunder, før du bøjer albuen igen. Det er vigtigt, at du bøjer albuen, så meget du kan. Det kan være nødvendigt, at hjælpe til med den raske arm, når albuen skal bøjes, for at du kommer så langt ind i bøjebevægelsen af albuen som muligt.
Øvelsen gentages 5-15 gange.
Hold albuerne ind til kroppen. Bøj albuen i vinkelret stilling. Rotér underarmen, således at håndfladen vender skiftevis opad og nedad. Hjælp gerne med den raske hånd, så du kommer så langt ind i drejebevægelserne som muligt.
Øvelsen gentages 5-15 gange.
Videre forløb
Fysioterapeuten i Akut Dagklinik har i dag givet dig en kort øvelsesinstruktion i de øvelser som du må lave fra i dag.
Det vil blive vurderet af fysioterapeuten i Akut Dagklinik, om du har behov for en henvisning til et genoptræningsforløb i kommunalt regi, så en fysioterapeut kan vejlede dig i den videre træning. Hvis du bliver henvist til genoptræning i kommunalt regi, er det din hjemkommune, som visiterer og kontakter dig i forhold den videre genoptræning hos en fysioterapeut.
Du skal dog være opmærksom på, at du selv skal aftale tid med fysioterapeuten, når du har fået besked fra kommunen. Du hører fra kommunen enten via e-boks, telefonopkald eller brevpost.
Der vil så blive sendt kopi af denne henvisning til din hjemkommune og din egen læge.
Kontakt
Akutafdelingen/Skadestuen
Telefon
7846 4541
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 161 Indgang J3 8200 Aarhus N
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.