Genoptræning efter artroskopisk løsning af stiv albue
Gå direkte til
Genoptræning efter artroskopisk løsning af stiv albue
I denne vejledning finder du retningslinjer, du skal følge, når du har fået en operation, hvor albueleddet er blevet løsnet evt. med fjernelse af arvæv og løsning af ledkapslen på grund af nedsat bevægelighed og smerter i albuen.
Du finder også et øvelsesprogram, som du skal skal starte med kort tid efter operationen. Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at få bevægelse i din albue, så albuen ikke stivner til igen. Du vil efter operationen blive vejledt af en fysioterapeut.
Vær opmærksom på
I forbindelse med operationen får du anlagt en armslynge. Armslyngen skal kun anvendes så længe armen er bedøvet. Bedøvelsen fortager sig almindeligvis i løbet af et døgn.
Når bedøvelsen er aftaget, skal du lade armen hænge langs siden at kroppen, som du gør med den anden arm. Når du hviler, kan du med fordel placere armen højt på en pude, gerne over hjertehøjde.
Der er ingen egentlige restriktioner. Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at bevæge albuen for at bevare den bevægelighed, der er opnået under operationen, og det er vigtigt, at du bevæger ud til yderstillinger.
Brug din arm så naturligt som muligt til dagligdagsaktiviteter såsom personlig hygiejne, madlavning og lignende. Det er dog også vigtigt, at armen ind mellem træningerne får ro og hvile.
Efter operationen kan der være en del smerter og nogen hævelse, specielt i starten. Under træning må du gerne presse til din smertetolerence i yderstillingerne, men du skal ikke presse dig selv mere, end smerteniveauet kan falde til samme niveau som før træningen efter ca. 20 min.
Det fulde udbytte af operationen viser sig først efter nogen tid.
Du kan efter operationen anvende afkøling af albuen til smertedæmpning f.eks. efter, du har lavet øvelser. Du kan anvende en pose frosne ærter eller lignende.
Lad posen ligge på 20 - 30 minutter. Hav altid et klæde mellem isposen og huden.
I forbindelse med udskrivelsen, får du udleveret en tid til kontrol 1-2 dage efter operationen hos en fysioterapeut på Aarhus Universitetshospital, hvor du vil blive instrueret i et øvelsesprogram og få råd og vejledning.
Sådan gør du
For at bevare den bevægeligehed, der er opnået i albuen under operationen, er det vigtigt, at du kommer i gang med dette træningsprogram og får bevæget albuen til yderstillinger flere gange dagligt. Du må gerne presse armen ud i yderstillingerne.
Du skal træne mindst fire gange dagligt og gentage hver øvelse 5 - 15 gange. Fysioterapeuten hjælper med at udvælge de mest relevante øvelser til dig.
Øvelsen er en opvarmningsøvelse og træner bevægeligheden i albuen.
Placer et reb omkring f.ex. et dørhåndtag.
Træk tovet frem og tilbage, så du bøjer og strækker albuen.
For at løsne op i albuen kan du også udføre øvelsen efter, at du har udført hele øvelsesprogrammet.
Øvelsen træner bevægeligheden i albuen særligt i bøjningen.
Bøj og stræk albuen ca. 10 gange evt. med hjælp af den ikke opererede arm.
Pres dernæst den opererede arm i bøjning og hold presset 10 - 30 sek.
Gentag 2 - 3 gange.
Øvelsen træner bevægeligheden i albuen særligt i bøjningen.
Placer underarmene på et bord.
Bevæg kroppen frem og tilbage, så du bøjer og strækker albuen.
Hold bøjningen 10 - 30 sek.
Øvelsen træner drejebevægelserne i underarmen.
Sid med underarmene hvilende på et bord og fold hænderne. Alternativt kan du holde håndfladerne mod hinanden eller holde hænderne fri.
Drej hænderne, så håndryggen skiftevis vender opad og nedad.
Hold strækket i yderstilling 10 - 30 sek.
Øvelsen træner drejebevægelserne i underarmen.
Stå med hænderne på et bord.
Drej albuerne frem og tilbage så du roterer i armen.
Øvelsen træner strækkebevægelsen i albuen.
Sid med hånden på den opererede arm mellem knæene.
Placer den anden hånd på ydersiden af albue.
Stræk albuen med hjælp fra den ikke opererede arm.
Øvelsen træner strækkebevægelsen i albuen.
Stå ved et bord eller lignende og grib om kanten med hånden på den opererede arm.
Stræk herefter albuen så meget, som du kan. Læg eventuelt ydereligere pres på strækket ved at presse albuen fremad med kroppen. Hold strækket i 10 - 30 sekunder.
Øvelsen træner strækkebevægelsen og drejebevægelsen i albuen.
Grib med begge hænder omkring en ribbe e.lign. (fx. et gelænder).
Læn dig tilbage/frem så du strækker albue.
Øvelsen udføres først med håndryggen opad, dernæst med håndfladen nedad og udføres både med front mod ribben og med ryggen mod ribben.
Øvelsen kan også udføres med én arm ved at gribe omkring et dørhåndtag.
Videre forløb
Du vil i forbindelse med udskrivelsen blive tilbudt at få en henvisning til et genoptræningsforløb hos en fysioterapeut i din hjemkommune. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Vær opmærksom på, at du selv skal lave øvelser indtil, du starter ved fysioterapeuten i din hjemkommune.
Genoptræningen i kommunen er gratis og vil variere i længde og hyppighed efter dit behov og fra kommune til kommune.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.