Det er vigtigt, at du efter din operation kommer godt i gang med din genoptræning.
I denne vejledning finder du retningslinjer, du skal følge efter operationen. Du finder også et øvelsesprogram, der træner bevægeligheden i din albue/arm efter operationen.
Vær opmærksom på
Dagen efter du er opereret, og mens du stadig er indlagt, bliver du set af en fysioterapeut.
Fysioterapeuten vil vejlede dig i brug af letvægtsbandage og armslynge samt vejlede dig i lejring af armen og i cirkulationsøvelser med fingrene. Desuden vil du blive instrueret i et øvelsesprogram for albuen, som du skal starte med så snart, du er kommet ud af bandagen.
I forbindelse med operationen får du anlagt en letvægtsbandage, som skal bæres døgnet rundt i 14 dage.
Efter 14 dage skal du selv fjerne letvægtsbandagen og armslyngen.
I perioden hvor du bærer letvægtsbandagen, anbefaler vi, at du anvender en løs armslynge til aflastning, når du bevæger dig omkring.
Sådan tages armslyngen på:
Stå med albuen bøjet
Armslyngen har to løkker.
Den ene løkke placeres på underarmen lige før din albue, på den skadede arm
Herefter føres slyngen om bag ryggen og op over skulderen på den raske side
Den anden løkke føres ind over håndleddet på den side der er skadet.
Du kan justere på velcroen på armslyngen, så din underarm kommer i en anden stilling. Den optimale stilling ses på billedet.
Se video om hvordan en armslynge påsættes:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Når de 14 dage er gået og du har fjernet letvægtsbandagen samt armslyngen, skal du starte med at træne din arm.
For at opnå det bedste resultat af operationen, er det vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge din albue, så snart du er kommet af med letvægtsbandagen.
0-2 uger efter operationen:
Du skal anvende letvægtsbandage omkring armen/albuen døgnet rundt.
Det kan være hensigtsmæssigt jævnligt at lejre armen over hjertehøjde for at afhjælpe hævelse.
For at bedre blodcirkulationen og mindske hævelse skal du ofte bøje og strække fingrene.
Du må bruge hånden forsigtigt i det omfang det er muligt.
2-6 uger efter operationen:
Du skal tage letvægtsbandage og slynge af. Slyngen kan fortsat bruges ved behov.
Det er tilladt at bøje albuen og dreje underarmen indenfor smertegrænsen.
Du må kun strække albuen ledet aktivt. Med ledet aktivt menes der, at albuen bevæges med let aktivitet i musklerne og med hjælp f.eks. fra den anden hånd. Grunden til denne restriktion er, at den muskelsene, der strækker albuen, er skåret over og syet sammen igen og derfor ikke tåler belastning de første 6 uger. Vær f.eks. opmærksom på ikke at støde fra på et armlæn, når du rejser dig fra en stol.
6 uger efteroperationen:
Albuen må nu strækkes aktivt.
Der må med forsigtighed gradvist lægges let modstand på, når du laver øvelserne.
For at minimere risikoen for at protesen løsner sig må albuen aldrig udsættes for tunge belastninger, stød og slag. Maksimal vægtbelastning for armen vil livslangt være ca. 2–3 kg.
Øvelser
Træningsprogrammet opstartes, når bandage og slynge tages af efter 2 uger.
Du skal træne to gange dagligt og gentage hver øvelse ca. 5-10 gange. Hvis det er for meget at udføre hele programmet på én gang, så del det op og fordel øvelserne over dagen. Under udførelsen af øvelserne skal du stoppe ved stramning. Det må ikke gøre ondt.
Øvelsen er en opvarmningsøvelse og træner bevægeligheden i albuen.
Stå med hænderne hvilende på en bold.
Læg den raske sides hånd over den opererede sides hånd.
Rul bolden frem og tilbage i roligt tempo.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner drejebevægelsen i albuen.
Sid med foldede hænder og albuerne hvilende på bordet.
Drej hænderne rundt så håndryggen skiftevis rører ved bordet og er fri af bordet. Øvelsen kan også udføres med hænderne fri fra bordet.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner bøje- og strækkebevægelsen i albuen.
Sid foran et bord med hænderne samlede. Placér et klæde under den opererede arm.
Lad den ikke-opererede arm føre den opererede arm henholdsvis fremad og bagud sådan, at den opererede arm glider på bordet, og albuen bøjes og strækkes.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner bevægeligheden i albuen samt øger blodcirkulationen i armen, som derved modvirker hævelse.
Stå med ret ryg og sænkede skuldre. Lad armen hænge ned langs kroppen.
Bøj albuen og knyt hånden, stræk derefter albuen og stræk fingrene.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Videre forløb
Du vil i forbindelse med udskrivelsen blive tilbudt at få en henvisning til et genoptræningsforløb hos en fysioterapeut i din hjemkommune. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Vær opmærksom på, at du selv skal lave øvelser indtil du starter ved fysioterapeuten i din hjemkommune.
Genoptræningen i kommunen er gratis og vil variere i længde og hyppighed efter dit behov og fra kommune til kommune.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.