Information og vejledning efter pladsskabende og/eller stivgørende operation grundet metastaser i rygsøjlen
Gå direkte til
Information og vejledning efter pladsskabende og/eller stivgørende operation grundet metastaser i rygsøjlen
Vær opmærksom på
Hvordan må du bevæge dig?
Ved kræftsygdomme kan kræften sprede sig til rygsøjlen og danne såkaldte metastaser. Metastaserne i ryghvirvlerne kan gøre knoglestrukturen mere porøs og desuden kan metastaserne vokse, så de trykker på nerverne i rygmarven. Dette kan udover smerter give nedsat kraft, følelsesløshed og styringsbesvær i arme og ben.
Ved operationen ønsker man at fjerne metastaserne i og omkring de pågældende hvirvler. Ofte vil den pladsskabende operation kræve en efterfølgende stivgøring med skruer og stave. Når man fjerner metastaserne, vil trykket på nerverne i rygmarven forsvinde, og dette vil give lindring af smerterne og de øvrige symptomer. Efter operationen vurderer din kirurg hvilket regime du skal følge.
De tre mest almindelige regimer er følgende:
Uden stivgøring gælder følgende regime: ”Fri mobilisering”
Bevæg dig så naturligt som muligt inden for din smertetolerance. Du skal begrænse aktiviteter, der forværrer smerter og andre symptomer. Der er ingen restriktioner.
Med stivgøring gælder oftest følgende regime: ”Moderat regime”
Bevæg dig så naturligt som muligt inden for din smertetolerance.
Du skal begrænse aktiviteter, der forværrer smerter og andre symptomer.
Undgå at løfte tungt, du bør som udgangspunkt ikke løfte mere end 5 kg.
Det moderate regime gælder de første 3 måneder efter operationen, indtil ambulant kontrol.
Med stivgøring over korsben gælder oftest følgende regime: ”Restriktivt regime”
Du skal begrænse aktiviteter, der forværrer smerter og andre symptomer.
Du skal generelt undgå at bøje og vride i ryggen (se billede)
Du skal undgå at bøje mere end 90 grader i hofterne (se billede)
Bruger du elevationsseng, er det vigtigt at du sidder højt i sengen, når du hæver hovedgærdet, således at bøjet sker i hofterne i stedet for i ryggen.
Undgå at løfte tungt, du bør som udgangspunkt ikke løfte mere end 5 kg.
Det restriktive regime gælder de første 3 måneder efter operationen, indtil ambulant kontrol.
Kom hensigtsmæssigt ind og ud af sengen
Uanset hvilket regime du skal følge, er det vigtigt at du kommer hensigtsmæssigt ind og ud af sengen. Vi anbefaler, at du kommer fra liggende til siddende ved hjælp af nedenstående teknik kaldet 'albueteknikken'.
Albueteknikken er den mest skånsomme for de fleste patienter med smerter i ryggen. Derudover vil brug af teknikken aflaste træk på operationssåret.
1. Bøj benene og tril om på siden. Skulder og hofte skal så vidt muligt følges ad.
2. Hold ryggen lige og skub fra med armene samtidigt med at benene svinges ud over sengekanten. Kom roligt helt op at sidde.
3. Når du skal i seng igen kan du benytte samme teknik i omvendt rækkefølge.
De første dage vil du sandsynligvis ligge mere ned, end du plejer. For at fremme kredsløbet skal du huske at bevæge arme og ben flere gange i løbet af dagen. Bøj og stræk på knæene og vip på anklerne.
Fotos: Exelive
Din vejrtrækning vil være påvirket efter operationen og pga. at du ligger mere ned end du plejer.
Du kan fremme vejrtrækningen ved at tage 5 - 10 dybe vejrtrækninger, hvor du puster langsomt ud med let sammenpressede læber. Udfør øvelsen 1 gang i timen.
Du skal være opmærksom på, at kroppen trænger til hvile oven på operationen. Derfor anbefaler vi, at du de første uger tager flere kortere liggende hvil dagligt.
Du kan anvende puder og dyner til at støtte kroppen, så du føler dig så afslappet som muligt. Det er vigtigt, at du skifter stilling ofte af hensyn til kredsløbet, lungerne samt for at modvirke lejringsbetingede smerter.
Her ses to gode forslag til hvilestillinger efter operationen.
Fotos: Caddi
Under indlæggelsen anbefaler vi, at du kommer op at sidde i en stol flere gange om dagen.
Fysioterapeuten vil i begyndelsen hjælpe dig med at komme op at sidde.
Gradvist vil du selvstændigt kunne varetage almindelige rutiner i forhold til at sidde i en stol til måltiderne samt gå til og fra toilettet.
Det kan være en fordel, at stolens højde passer til dig, at den har et lige ryglæn, og at sædet er skråtstillet.
Du kan låne en skråkile med hjem fra afdelingen. Du må gerne benytte lændepude, hvis det øger din komfort.
Det er normalt, at den siddende stilling kan fremprovokere smerter i/omkring operationsområdet, derfor er det vigtigt, at du starter med at sidde i korte perioder, hvorefter du gradvis kan øge den siddende stilling.
Udover den siddende stilling er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt kommer op og stå/gå.
Du må køre cykel, bil, bus og tog, når du føler ryggen kan klare det.
Det anbefales, at du de første par uger kun kører korte ture som passager, da længere tids kørsel kan fremprovokere smerter. Hyppige stående pauser undervejs kan have en smertelindrende effekt.
Du må selv være chauffør, når du er ude af den stærke smertestillende medicin (medicin med rød advarselstrekant) og når du iøvrigt kan reagere hurtigt og sikkert i trafikken eksempelvis ved en katastrofeopbremsning.
Sådan gør du
For at få det bedste resultat efter din rygoperation er det vigtigt, at du er aktiv og vedligeholder dine muskler - også under indlæggelsen - dette skaber et godt fundament til den genoptræning, som selv skal varetage de første uger/måneder efter operationen.
Tilgå træningsprogrammerne ved at følge de hjemmesideadresser, der er skrevet ind herunder. Du kan også finde øvelserne længere nede i dette informationsmateriale.
Det er vigtigt, at du relativt hurtigt finder ind i en normal dagsrytme, hvor du er oppe det meste af dagen. Du kan holde dig i gang med lette daglige gøremål.
Mere belastende gøremål såsom eksempelvis indkøb, støvsugning og havearbejde kan genoptages, så længe du kan overholde det restriktive regime.
Det er vigtigt at gå ture hver dag. Vi anbefaler altid, at du benytter skridsikre sko, der sidder godt på fødderne. Varigheden og tempoet på gåturene kan gradvis øges over tid. Du må gå alt det, du kan holde til. Det er vigtigt at lytte til din egen smertetærskel. Det er derudover god træning at gå på trapper eller i ujævnt terræn. Du kan også træne på kondicykel efter et par uger. Husk at sidde med ret ryg og cykle med lav modstand.
Fritidsaktiviteter i vand må ikke igangsættes før operationssåret er helet, hvilket typisk sker i løbet af 7-10 dage.
Opstart af løbetræning anbefales først efter 6 måneder. Normalt anbefales start på holdsport/kontaktsport først efter 12 måneder. Du kan drøfte tilbagevenden til specifikke aktiviteter, eks ridning, mountainbike mm. med lægen til din 3 måneders kontrol.
I forbindelse med operationen påvirkes stillingen i din ryg, hvilket kan ændre din holdning lidt. Det giver dig en ændret balance, og det kan du mærke de første dage som en let usikkerhed, når du er oppe.
Kroppen vænner sig dog hurtigt til den nye balance, og så vil du ikke mærke mere til det. Inden operationen vil mange have for vane at gå lidt foroverbøjet. Efter operationen skal du huske at rette dig godt op, når du står og går. Den oprejste stilling er den mest hensigtsmæssige i forhold til muskelarbejde og bevægelse.
Det er normalt at have smerter i ryggen efter operationen. Derudover vil de smerter, der var til stede før operationen ofte først klinge af efter nogen tid. Det er ikke alle, der bliver helt smertefri, menlangt de fleste oplever en betydelig bedring, så de har færre smerter,flere kræfter, og derved mulighed for en større aktivitet i hverdagen. Det kan tage op til et år, inden du mærker det fulde udbytte af træningen og operationen.
Er du i tvivl om smerternes rigtighed, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen i forhold til spørgsmål/rådgivning. Du finder vores kontaktoplysninger nederst i denne information.
Varigheden af sygemeldingsperioden er individuel, og afhænger blandt andet af operationens størrelse, dit funktionsniveau før og efter operationen samt arbejdets karakter. Du kan genoptage dit arbejde, når du vurderer, at din krop er i stand til at klare en arbejdsdag.
Det kan være en fordel at starte gradvist, evt. på nedsat tid i en kort periode. Spørg din læge ved tvivlsspørgsmål.
Kan genoptages, når det ikke forværrer smerterne. Vælg gerne stillinger der ikke belaster ryggen i yderstillinger første uger. Husk hensynstagen til det restriktive regime de første 3 måneder, hvis det er relevant for dig.
Ved første ambulante kontrol i rygambulatoriet vil lægen tale med dig om behovet for genoptræning af din ryg i kommunal regi. Hvis du er godt igang med din dagligdag, er der typisk ikke behov for yderligere genoptræning.
Hvis lægen i samarbejde med dig vurderer, at der er behov for genoptræning, vil lægen udarbejde en genoptræningsplan mhp. at påbegynde genoptræning i din hjemkommune med henblik på træning af ryggen. Ved fortsat nedsat funktion i arme/ben, nedsat gangfunktion og balance vil der typisk være behov for genoptræning.
Såfremt du har oplevet ændring i dit almene funktionsniveau på baggrund af din underliggende sygdom, vil der inden udskrivelse i samarbejde med læge og fysioterapeut blive vurderet, om du kan få gavn af en genoptræningsplan med opstart lige efter udskrivelse med fokus på at genvinde eller opretholde nuværende funktionsevne.
Du får en kopi af genoptræningsplanen via e-boks eller brev. Din kommune vil efterfølgende kontakte dig mhp. hvor og hvornår du skal møde til genoptræning.
Mere information
Ryggen består af 24 hvirvler. Der er 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler og 5 lændehvirvler, og imellem hvirvlerne er der en diskus. Diskus-skiverne består af en fast ydre ring og en geleagtig kerne. Det er dem, der giver ryggen sin bevægelighed.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.