Gode råd efter en operation i lænderyggen med milde restriktioner (moderat regime)
Gå direkte til
Gode råd efter en operation i lænderyggen med milde restriktioner (moderat regime)
Denne vejledning er til dig, der har fået en stabiliserende operation i lænderyggen med milde restriktioner. Den fortæller om hjælpemidler og teknikker, du med fordel kan bruge for at klare hverdagen efter din operation.
Vær opmærksom på
Der er ingen restriktioner i forhold til, hvordan du må bevæge dig. Du må bevæge dig så naturligt som muligt indenfor smertegrænsen.
Undgå at løfte tungt de næste tre måneder. Som udgangspunkt bør du undgå at løfte mere end 5 kilo.
Anvend albueteknik til at komme ud/ind af sengen. Du vil få instruktion af fysioterapeuten i, hvordan du skal anvende albueteknik.
I forbindelse med en operation i lænderyggen kan der være aktiviteter under knæhøjde, der bliver problematiske at udføre, eksempelvis påtagning af strømper og benklæder. Du må godt udføre disse aktiviteter som du plejer, men hvis du efter operationen oplever nedsat bevægelighed eller mange smerter, kan du få behov for hjælpemidler.
Med nedenfor viste hjælpemidler vil du selvstændigt kunne udføre disse aktiviteter indenfor smertegrænsen.
Gribetang
Gribetangen kan anvendes til påtagning af bukser og underbukser samt at vaske og tørre underben under et bad. Gribetangen kan ydermere samle lettere genstande op fra gulvet, eksempelvis sko, fjernbetjening eller mobiltelefon.
Skohorn
Skohornet kan anvendes til at tage sko af og på, kan også bruges til at krænge en strømpe af.
Strømpepåtager
Strømpepåtageren kan bruges til at få strømper på med.
For visuel guide til, hvordan hjælpemidlerne kan bruges kan du med fordel læse under "Sådan gør du"
Sådan gør du
1. Start med opereret ben. Først samles buksebenet, derefter anvendes gribetangen til at holde om stoffet. For at undgå at vride i overkroppen bør du anvende gribetangen i højre hånd, når højre ben påklædes, og venstre hånd når venstre ben påklædes.
2. Slip grebet med venstre hånd, så du kun har fat med gribetangen omkring buksen. Stræk det ben du skal påklæde og før gribetangen ned til foden, hvorefter foden føres igennem buksebenet.
3. Derefter griber du om bukselinningen med gribetangen og trækker buksen op mod låret. Når buksen er trukket op til knæhøjde, må modsatte hånd hjælpe med at trække buksen op. Når det andet bukseben skal på, samler du igen buksebenet og gentager ovenstående procedure.
1. Strømpepåtageren bøjes, hvorefter strømpen krænges udover. Det er vigtigt, at strømpepåtageren når helt ud til spidsen af strømpen, og strømpens hæl sidder på undersiden af strømpepåtageren. Resten af strømpen sidder nu i den fordybning, der er i kanten.
2. Strømpepåtageren svinges ned foran den fod, hvor strømpen skal på. Med strakt ben og strakt ankel føres foden ind i strømpepåtageren og arbejdes ud til spidsen af strømpepåtageren ved at vippe med tæerne, samtidig med at du trækker i snoren.
3. Når strømpepåtageren er trukket op forbi hælen, kan du med fordel bøje anklen og herefter trække strømpepåtageren op og ud af strømpen.
Hold håndklædet med den ene hånd og grib om håndklædet med gribetangen.
Håndklædet kan også med denne metode føres ind mellem tæerne.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.