Dysfagi er ikke en sygdom i sig selv, men et symptom ved mange sygdomme og tilstande. I alt aktiveres 26 muskelgrupper i en glidende bevægelse, hver gang vi synker. Da der således er tale om en funktion, som kræver stor styrke og koordination, er funktionen ofte påvirket i forbindelse med længerevarende sygdom og inaktivitet.

Dysfagi kan f.eks. forekomme i forbindelse med sygdomme som parkinsonisme, cancer, traumatisk hjerneskade, sklerose, slagtilfælde samt almindelig aldring. Men dysfagi kan også komme som følge af skade i de muskler og nerver, som styrer tygge- og synkefunktionen.

Endelig kan dysfagi skyldes en ændring af de anatomiske strukturer, som indgår i synkefunktionen, f.eks. efter brug af sonde og/eller tracheostomi.

Hvis man som patient har behov for længerevarende respiratorbehandling, eller ikke selv kan holde sine luftveje frie, bliver der ofte anlagt en tracheostomi, som er en åbning af luftrøret. Igennem denne åbning får patienten en trachealtube, som er et bøjet rør, hvortil respiratoren kan tilsluttes og patienten kan sikres frie luftveje ved brug af sug.

En trachealtube opfattes som et fremmedlegeme af kroppen og i starten vil hjernen modtage konstant information om, at der er et fremmedlegeme i halsen. Efter et stykke tid vil hjernen dog reagere med "fading out", det vil sige at den stopper med at reagere på informationer fra halsen ved at nedsætte følsomheden i dette område. Det bevirker, at patienten får svært ved at mærke f.eks. sekret i luftrøret og dermed kan få noget "galt i halsen" (fejlsynke), uden at reagere herpå med host og rømmen.

Placeringen af trachealtuben gør det desuden svært for strubehovedet at bevæge sig og dermed lukke tilstrækkeligt af for luftrøret, hvorved væske kan komme ned i luftvejene.

I forbindelse med en indlæggelse, kan det være nødvendigt at anlægge en sonde igennem næsen for at sikre tilstrækkeligt fødeindtag. Ligesom ved en tracheostomi reagerer hjernen med at nedsætte følsomheden i de områder, nasalsonden berører, for at mindske irritationen fra fremmedlegemet. Endelig bevirker sonden, at ganesejlet ikke kan lukke af op til næsen ved synk og spiserøret udfyldes delvis af sonden, hvilket forstyrrer rytmen i den normale synkeproces.

Når væske eller føde kommer i luftvejene, at "få noget galt i halsen", betegnes det aspiration. Almindeligvis reagerer vi på aspiration ved at hoste og rømme os, indtil væsken kommer op i munden igen. På den måde beskytter vi vores luftveje, så vi undgår at få bakterier i lungerne eller at blive kvalt.

Hvis følsomheden i halsen er nedsat eller vi ikke er i stand til at hoste, kan væske aspireres uden at vi reagerer på det. Dette kaldes silent (stille) aspiration. Nogle gange kan man dog høre det på stemmen eller åndedrættet, hvorefter der ofte frarådes indtag af mad og drikke i en periode.

Der er flere mulige behandlingstiltag til voksne med dysfagi, alt efter hvad årsagen til synkevanskelighederne er.

Behandlingen tilrettelægges individuelt og varetages af ergoterapeuter i samarbejde med en læge og sygeplejerske.

Det er en meget kompliceret bevægelse at synke, som kræver et præcist samarbejde mellem en række muskler.

Den normale synkeproces er illustreret ved tegningerne herunder.

1. Når personen begynder at synke, kommer tungen op i ganen og presser væsken bagud. Personen kan på dette tidspunkt stadig trække vejret gennem næsen.
2. Ganesejlet lukker af op til næsen og vejrtrækningen stopper.
3. Væskens berøring af svælget får strubehovedet til at løfte sig og lukke af for luftrøret.
4. Spiserøret åbnes og væsken føres derigennem ved brug af tungens bagerste del samt svælgets muskler. Når væsken er sunket, kan personen genoptage vejrtrækningen. Ofte synker vi dog en ekstra gang, også kaldet et eftersynk, for at rense mundhulen før næste indånding.