Genoptræning efter aksekorrigerende knæoperation (osteotomi)
Gå direkte til
Genoptræning efter aksekorrigerende knæoperation (osteotomi)
For at opnå det bedste resultat, skal du tidligt i gang med at træne musklerne i benet og genskabe god bevægelighed i knæet igen.
Inden din operation vil du blive set af en fysioterapeut, som vil informere dig om forløbet efter operationen. Du vil også få udleveret krykker og blive instrueret i øvelser til de første 2 uger efter operationen.
Det første døgn efter din operation vil dit ben være påvirket af den blokade der bliver lagt under operationen. Det betyder, at du vil have svært ved at styre dit ben, og dit ben kan ikke bære dig. Derfor er det vigtigt, at du slet ikke støtter på benet, så længe bedøvelsen virker.
Du vil få udleveret krykker, som du skal benytte de første 2 uger efter din operation for at aflaste knæet og sikre en god heling i knæet. Fysioterapeuten vil instruere dig i, hvordan du skal gå med krykkerne, inklusiv gang på trapper. Efter 2 uger må du støtte det du kan på benet og fysioteraputen vil vurdere, hvornår du kan undvære krykkerne.
Du bør ikke gå længere distancer, men du må godt komme lidt udenfor. Du skal fortsat ligge og sidde med benet oppe det meste af dagen.
14 dage efter din operation skal du til kontrol hos fysioterapeut på AUH.
Her vil du:
blive instrueret i nye øvelser
få vurderet om du kan undvære krykkerne
Herefter fortsættes genoptræningen hos fysioterapeut i din hjemkommune eller på dit hjem-hospital.
Vær opmærksom på
Undgå overbelastning af dit knæ
Hvis knæet er irriteret eller hævet, skal du ikke gå for meget, men stadigvæk udføre øvelser, som beskrevet nedenfor. Sørg for at aflaste knæet meget i løbet af dagen og altid efter træning. Flere gange om dagen vil det være hensigtsmæssigt at ligge med benet på en sammenfoldet dyne eller en stor pude, så knæet er over hjertehøjde. Vær opmærksom på at knæet skal ligge strakt.
Benyt en ispakning på knæet til at reducere eventuelle smerter i løbet af dagen og efter træning. Husk altid at lægge et viskestykke eller lignende mellem isen og huden. Du kan isbehandle i 20 minutter ad gangen og der bør gå 2 timer mellem isbehandlingerne.
Du må ikke forvente, at knæet vil kunne tåle samme belastning som tidligere. Der kan være vanskeligheder i idrætsgrene, hvor knæet udsættes for mange retningsskift, vridbevægelser, hop og landinger som fx i fodbold, basketball og håndbold.
Hvis dit mål er, at vende tilbage til sport, anbefaler vi følgende:
du skal sammen med din fysioterapeut lægge en plan så du starter langsomt op med at deltage i idræt. Det kan fx være ved at kun være med til de lettere øvelser og ikke træne med i den fulde træning.
Selv om du føler dig 100% sikker i knæet, skal du huske, at der skal gå 12 måneder før du må være med til boldspil fx fodbold og basketball.
Desuden skal du kunne:
bøje og strække knæet normalt
træne uden at knæet hæver eller at du får ondt
gennemføre din træning med god kontrol over knæet gå, cykle og løbe ture uden at få smerter og hævelse i knæet både under og efter turen.
Det er normalt, at der kan gå mere end 12 måneder, før du har opnået optimal styrke i musklerne omkring dit knæ og kan kontrollere knæet i krævende sportsgrene som fx boldspil og springgymnastik.
I app'en "Get Set - Train Smarter" finder du øvelser, som kan være relevante for dig, der skal tilbage til sport. Snak evt. med din fysioterapeut herom.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter. Styrke og udholdenhed genoprettes langsomt, så der kan gå flere måneder, inden du har opnået den fulde effekt af operationen. Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidspunktet angivet i skemaet.
Hvilke aktiviteter må jeg lave?
Aktivitet
Tid
Start på arbejde efter operation ved stillesiddende kontorjob/skolegang
2-4 uger
Start på arbejde efter operation ved fysisk belastende arbejde (håndværker, pædagog, landmand, sygeplejerske ol.)
3-4 måneder
Bilkørsel
4 uger
Cykle på kondicykel uden belastning
6 uger
Cykle udendørs
6 uger
Gang uden krykker
2 uger
Svømme
Crawl: 4 uger
Bryst: 12 uger
Træningscenter (træning aftales med fysioterapeuten)
8 uger
Løb
3-4 måneder
Sport uden kontakt fx konkurrencesvømning, mountainbike, bordtennis og ridning
6 måneder
Sport uden kontakt fx volleyball, badminton, moutainbike og tennis
9-12 måneder
Kontaktsport fx basketball, håndbold, fodbold
12 måneder
Øvelser
Alle øvelserne på denne side kan du gennemføre uden at risikere at ødelægge operationen eller at sårerne springer op.
Du skal sigte mod at kunne lave 2 x 10 gentagelser af hver øvelse.
Det kan være svært at lave alle øvelserne lige efter operationen. Du kan prøve dig lidt frem, og det kan være en god idè, at dele træningen op i flere ètaper.
Vi forventer at du:
starter på øvelserne dagen efter din operation og gennemfører de øvelser, du er i stand til
laver nedenstående øvelser 2 gange dagligt, og nogle af øvelserne kan med fordel laves hyppigere
Den første uge efter operationen skal du udføre følgende øvelser dagligt:
Øvelse til stimulering af kredsløbet
Dit knæ vil normalvis være hævet efter din operation, og i den første tid efter operationen vil dit kredsløb ikke blive stimuleret så meget som det plejer. Derfor er det vigtigt, at du laver følgende øvelse mange gange om dagen i de første dage efter operationen.
Lig med benet hævet på en pude - knæet skal være strakt. Vip op og ned med foden.
Øvelse 1
Sid med benet strakt. Læg pres på låret med hænderne, så knæet strækkes. Spænd dernæst lårmusklen - slip presset med hænderne og hold strækningen i 5 sek.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen.
Øvelse 2
Lig på ryggen eller sid med strakte ben. Drej benet lidt udad. Spænd lårmusklen og hold spændingen i 5 sek. Vær særlig opmærksom på at spænde den inderste del af lårmusklen.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 3
Sid på kanten af en stol med foden på gulvet. Bevæg foden frem og tilbage langs gulvet, så du strækker og bøjer knæet. Lig evt. noget under foden så den glider uhindret.
Udfør øvelsen i 20 gentagelser 3-4 gange om dagen.
Øvelse 4
Stå med ryggen imod en væg uden at røre den. Placér en bold mellem væggen og knæhasen. Pres bolden ind mod væggen ved at strække i knæet. Hold spændingen i 5 sek.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 5
Lig på siden med opererede ben øverst. Nederste ben er lidt bøjet.
Spænd lårmusklen og løft øverste ben strakt opad og bagud, sænk det langsomt igen. Benets retning skal være i lige forlængelse af kroppen og storetåen skal pege fremad.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 1
Stå på det opererede ben og hold balancen. Øvelsen gøres sværere ved at variere underlaget, bevæge arme og frie ben, lukke øjnene.
Træn balancen hver dag.
Øvelse 2
Lig på siden med det opererede ben øverst og med knæene bøjede. Spænd de dybe mavemuskler ved at trække navlen lidt ind, rotér langsomt og kontrolleret knæet mod loftet - hælene holdes samlede.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 3
Stå med foden på en stol. Pres knæet frem så det bøjes så meget som muligt.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen.
Øvelse 4
Stå med vægten på det opererede ben. Sæt det andet ben på et trin. Bøj let ned i det opererede ben – stræk herefter knæet helt ud.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 5
Sæt det opererede ben på et trin. Løft indersiden af foden lidt og spænd lårmusklen. Træd op på trinnet. Spænd atter lårmusklen og sæt det raske ben tilbage på gulvet.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser i hver retning.
Videre forløb
Fysioterapeuten udarbejder en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb. Det vil enten blive varetaget af din kommune eller på et hospital. I genoptræningsplanen vil der fremgå hvornår denne genoptræning skal starte. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb i idrætsklinikken samt retningslinjer for genoptræningen.
Når genoptræningstilbuddet er afsluttet forventes det, at du fortsætter med træningen på egen hånd. Det kan anbefales, at opsøge en privatpraktiserende fysioterapeut for videre hjælp med at strukturere og progrediere træningen.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 6
Telefon
7845 6750
Telefontid
Hverdage 08.00 - 15.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J212
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.