Information og vejledning ved behandling af knæledsluksation - uden operation
Ved en knæledsluksation er der minimum sket skade på flere af knæets stabiliserende ledbånd og evt. skader på de øvrige struktur. Her kan du læse om forløbet.
Gå direkte til
Information og vejledning ved behandling af knæledsluksation - uden operation
Når knæleddet har været ude af led:
Ved en knæledsluksation er der minimum sket skade på flere af knæets stabiliserende ledbånd. Herudover kan der være sket omfattende skader på de øvrige strukturer i og omkring knæleddet. Der kan være tilfælde, hvor det vil være påkrævet med en akut operation for at udbedre nogle af skaderne i knæleddet. De skader hvor der er potentiale for heling uden en operation, behandles altid med en specialskinne.
Efter endt skinnebehandling undersøger lægen knæets stabilitet, og der lægges en plan for det videre forløb.
Vær opmærksom på
Der vil ofte være behov for at benytte krykker i den første tid efter skaden. I de tilfælde hvor der er foretaget en operation i knæet, kan der være en begrænsning på, hvor meget man må støtte på det opererede ben.
Der vil altid være behov for at behandle dine skader med en specialskinne (PCL-skinne). Skinnen skal sikre at knæet holdes på plads, således at både de skader der eventuelt er opereret, samt de skader der har mulighed for at hele op af sig selv, sikres de bedste helingsbetingelser.
Ofte startes behandlingen med brug af en knæ-immobiliserende skinne. Skinnen er stiv og holder dermed knæet strakt. Skinnen benyttes døgnet rundt i de første 10-14 dage.
Når knæet vurderes klart skiftes til PCL-skinnen. PCL-skinnen tillader at knæet kan bøjes til ca. 90°.
Knæ-immobiliserende skinne PCL-skinne
PCL-skinne benyttes i 12 uger (hvis der benyttes en knæ-immobiliserende skinne i de første 2 uger, trækkes denne tid fra).
De første 8 uger skal PCL-skinnen benyttes døgnet rundt. Efter 4 uger må den tages af i bad - fysioterapeuten viser dig hvordan.
Efter 8 uger bruges PCL-skinnen kun til træning og fysisk hårdt arbejde.
Du må dog undvære skinnen til følgende aktiviteter
Træning på en stationær cykel (kondicykel, home-trainer)
Gåture
Træning af bevægeligheden i knæleddet
Efter 12 uger sammenlagt skinnebehandling, skal der ikke længere benyttes skinne.
Det er vigtigt at starte genoptræning af knæet op så hurtigt som muligt.
Genoptræningen er primært planlagt som hjemmetræning efter instruktion og vejledning fra fysioterapeuten ved kontroller på AUH. Kontrollerne vil være planlagt med fremmøde på AUH ca. hver 14. dag under skinnebehandlingen.
Det er naturligt, at skinnen vil påvirke dit kredsløb. Sørg for at aflaste knæet meget i løbet af dagen og altid efter træning. Benet lejres på en sammenfoldet dyne eller en stor pude, så knæet er over hjertehøjde.
Hav kun benet nedad, når det er nødvendigt fx til og fra toilettet. Det er almindeligt, at der hober sig ekstra væske op i underbenet i mellemrummet mellem skinnens remme.
Benyt en ispose på knæet til at reducere eventuelle smerter. Husk altid at placere et viskestykke eller lignende mellem isen og huden.
Du kan is-behandle i 20 minutter af gangen, og der bør gå 2 timer mellem is-behandlingerne.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter. Styrke, udholdenhed og stabiliteten i knæet genoprettes langsomt, og der kan gå flere måneder, inden du har opnået dette.
Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidspunktet angivet i skemaet.
Hvis du har fået udbedret nogle af skaderne i knæleddet ved en operation, kan der være afvigelser fra nedenstående og du vil få vejledning herom.
Hvilke aktiviteter må jeg lave?
Aktivitet
Tid
Start på arbejde ved stillesiddende kontorjob/skolegang
4-6 uger
Start på arbejde ved fysisk belastende arbejde (håndværker, pædagog, landmand, sygeplejerske ol.)
3-4 måneder
Bilkørsel
(Ved skade i venstre knæ og automatgear må bilkørsel opstartes
ca. 8 uger efter skaden)
8-12 uger
Cykle på kondicykel uden belastning
4 uger
Cykle udendørs
12 uger
Svømme
Crawl: 12 uger
Bryst: 16 uger
Træningscenter(træning aftales med fysioterapeuten)
4-6 uger
Løb
16 uger
Sport uden kontakt fx volleyball, badminton, mountainbike og tennis
6-9 måneder
Videre forløb
Efter endt skinnebehandling vil den videre genoptræning enten blive varetaget af din kommune eller fortsætte på dit hjem-hospital.
Der vil blive udarbejdet en genoptræningsplan, hvori der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb i idrætsklinikken samt retningslinjer for den videre genoptræning.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 6
Telefon
7845 6750
Telefontid
Hverdage 08.00 - 15.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J212
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.