OBS! Følgende øvelser laves UDEN skinne.
Øvelser til stimulering af kredsløbet
Dit knæ vil normalvis være hævet efter din operation, og i den første tid efter operationen vil dit kredsløb ikke blive stimuleret så meget som det plejer. Derfor er det vigtig, at du laver følgende øvelser mange gange om dagen i de første dage efter operationen.
Lig med benet hævet på en pude - knæet skal være strakt. Vip op og ned med foden.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 4 gange dagligt.
Øvelse 1
Sid på gulv eller seng med strakte ben. Bøj og stræk knæet og lad foden glide langs underlaget. Hjælp gerne med begge hænder.
Udfør øvelsen 5-10 min. 3-4 gange om dagen.
Øvelse 2
Sid med benet strakt på et fast underlag. Spænd lårmusklen så knæhasen presses ned imod underlaget. Hold strækket i 5 sek. Læg evt. en lille flad pude under hælen for ydeligere stræk.
Hvis ikke du kan strække knæet ud med hjælp fra lårmusklen alene, så læg evt. et pres på låret med hænderne. Spænd dernæst lårmusklen - slip presset med hænderne og hold strækningen i 5 sek.
Uanset hvilken af øvelserne du laver, skal du udføre øvelsen i 2 sæt af 10 gentagelser.
Øvelse 3
Sid op eller lig på ryggen med benet strakt. Spænd lårmusklen og stræk dit knæ helt. Løft benet langsomt op fra underlaget og før det langsomt nedad igen. Det er vigtigt at knæet holdes helt strakt under øvelsen
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 4
Lig på siden med træningsbenet øverst. Nederste ben er lidt bøjet.
Spænd lårmusklen og løft øverste ben strakt opad og bagud, sænk det langsomt igen. Benets retning skal være i lige forlængelse af kroppen og storetåen skal pege fremad.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 5
Lig på maven. Spænd lårmusklerne og løft benet fra underlaget. Knæet skal være strakt.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.