Øvelser til stimulering af kredsløbet
Dit knæ vil normalvis være hævet efter din operation, og i den første tid efter operationen vil dit kredsløb ikke blive stimuleret så meget som det plejer. Derfor er det vigtig, at du laver følgende øvelser mange gange om dagen i de første dage efter operationen.
Lig med benet hævet på en pude - knæet skal være strakt. Vip op og ned med foden.
Øvelsen udføres 4 gange dagligt med 20 gentagelser
Det er almindeligt, at du kan have svært ved at strække knæet både før og efter din operation. Det er vigtigt at genvinde evnen til at strække knæet, for at du for eksempel kan komme til at gå normalt igen. Du bør undgå at lægge en pude under dit knæ, så det ligger bøjet, når du hviler dig. Herved vil knæet blive sværere og sværere at strække ud. For at du hurtigt genvinder evnen til at strække knæet, bør du lave følgende øvelser:
Øvelse 1
Sid med benet strakt på et fast underlag. Spænd larmusklen så knæhasen presses ned imod underlaget. Hold strækket i 5 sek.
Hvis ikke du kan strække knæet ud med hjælp fra lårmusklen alene, så læg evt. et pres på låret med hænderne. Spænd dernæst lårmusklen - slip presset med hænderne og hold strækningen i 5 sek.
Uanset hvilken af øvelserne du laver, skal du udføre øvelsen i 2 sæt af 10 gentagelser.
Øvelse 2
Sid med benet strakt og placér et sammenrullet hånndklæde i knæhasen. Spænd lårmusklen så knæhasen presses ned i håndklædet, og forsøg om du kan løfte hælen fra underlaget - hold spændingen i 5 sek.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 3
Lig på siden med opererede ben øverst. Nederste ben er lidt bøjet.
Spænd lårmusklen og løft øverste ben strakt opad og bagud, sænk det langsomt igen. Benets retning skal være i lige forlængelse af kroppen og storetåen skal pege fremad.
Hvis ikke du kan udføre øvelsen liggende, skal du prøve at lave øvelsen stående.
Uanset hvilken af øvelserne du laver, skal du udføre øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 4
Lig på maven. Spænd lårmuskklen og løft benet fra underlaget. Knæet skal være strakt.
Hvis ikke du kan udføre øvelsen liggende, kan du prøve at lave øvelsen stående.
Stå med håndstøtte til et bord eller en stol. Spænd lårmusklen og spænd ballerne og løft benet strakt bagud uden at svaje i ryggen, før det langsomt tilbage igen.
Uanset hvilken af øvelserne du laver, skal du udføre øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Øvelse 5
Sid med strakte ben. Bøj og stræk det opererede knæ som skinnen tillader. Brug evt. hænderne til hjælp.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen.