Genoptagelse af aktivitet og idræt afhænger af dit tidligere træningsniveau, hvor længe du har gået med skaden inden operationen, omfanget af skader i knæet samt hvad lægen har udbedret i dit knæ. Hvis du har fået en specifik anbefaling af lægen, skal du altid følge den.
- Svømning (som idrætsgren) kan du genoptage, når du kan cykle 20-30 min. på kondicykel med jævn belastning uden smerter og hævelse under og efter aktiviteten.
- Løbetræning kan du genoptage, når du kan gå lange ture i rask temp og kan cykle udendørs uden hævelse og smerter i knæet under og efter turen.
- Idrætsaktiviteter bør du starte op med gradvis stigning i forhold til deltagelsesniveau. Du kan med fordel starte med reduceret træningstid, intensitet og distance. Ved boldspil anbefaler vi, at starte med deltagelse i de lette træningsøvelser og gradvist øge niveauet til deltagelse i mere avancerede træningsøvelser.
Under alle omstændigheder bør du tidligst genoptage idrætsaktiviteter når:
- du har opnået fuld bevægelighed i knæet
- du kan gennemføre genoptræningsøvelserne uden hævelse og smerter
- du kan gennemføre idrætsaktiviteten med god kontrol over knæet
- du kan gå, cykle og løbe ture uden at få smerter og hævelse i knæet både under og efter turen.
I app'en "Get Set - Train Smarter" finder du øvelser, som kan være relevante for dig, der skal tilbage til en specifik idrætsaktivitet. Øvelserne må du først lave senere i dit genoptræningsforløb - snak evt. med din fysioterapeut herom.