Genoptræning efter åben oprensning og fixation af læsion i ledbrusk- PFL
Læs om, hvad du skal være opmærksom på og se hvilke øvelser, du skal lave
Gå direkte til
Genoptræning efter åben oprensning og fixation af læsion i ledbrusk- PFL
Vær opmærksom på
For at opnå det bedste resultat, skal du tidligt i gang med at træne musklerne i benet og genskabe god bevægelighed i knæet.
Inden din operation vil en fysioterapeut informere dig om forløbet efter operationen. Du vil få udleveret krykker og blive instrueret i øvelser til de første 2 uger efter operationen.
I denne vejledning finder du information om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med fysisk aktivitet efter din operation samt en guide til øvelserne.
Det første døgn efter din operation vil dit ben være påvirket af den blokade, der bliver lagt under operationen. Det betyder, at du kan have svært ved at styre dit ben, og dit ben kan ikke bære dig. Derfor er det vigtigt, at du slet ikke støtter på benet, så længe bedøvelsen virker.
Brug krykker i 2 uger efter operationen
Når dit ben ikke længere er påvirket af blokaden, må du begynde at belaste benet, det du kan. Vær opmærksom på at strække knæet, når du belaster på det. Du har fået udleveret krykker, som du skal benytte de første 2 uger efter din operation for at aflaste knæet.
Du skal gå med krykker, så længe du har smerter i knæet, og det er hævet. Omkring 10-12 dage efter din operation, kan du starte med at øve dig i at gå uden krykker. Start med at øve dig indendørs. Når du kan gå normalt uden krykker, må du gå uden.
Sådan går du med krykker
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan går du med krykker på trapper
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Den første uge efter operationen skal du undgå at gå ture. Herefter kan du begynde at gå korte ture, og langsomt kan du udvide til længere gåture.
Hvis knæet er irriteret eller hævet, skal du ikke gå for meget, men stadigvæk udføre øvelser, som beskrevet nedenfor. Sørg for at aflaste knæet meget i løbet af dagen og altid efter træning. Flere gange om dagen kan det være hensigtsmæssigt at ligge med benet på en sammenfoldet dyne eller en stor pude, så knæet er over hjertehøjde. Vær opmærksom på at knæet skal ligge strakt.
Benyt en ispakning på knæet til at reducere eventuelle smerter efter træning. Husk altid at lægge et viskestykke eller lignende mellem isen og huden.
Du kan isbehandle i 20 minutter af gangen, og der bør gå 2 timer mellem isbehandlingerne.
14 dage efter din operation skal du til kontrol hos fysioterapeuten på Aarhus Universitetshospital. Her vil du:
blive instrueret i nye øvelser
blive instrueret i gang uden krykker og fysioterapeuten vurderer, om du er klar til at undvære krykkerne.
4 uger efter din operation skal du til kontrol hos fysioterapeuten på dit hjemhospital eller i din kommune. Her vil du:
få tjekket din bevægelighed i knæet
få opfølgning på øvelser
få opfølgning på din gang
6 uger efter din operation skal du til kontrol hos fysioterapeuten på Aarhus Universitetshospital. Her vil du:
blive instrueret i nye øvelser
Herefter fortsættes genoptræning hos fysioterapeut på dit hjemhospital eller i din kommune.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter. Styrke og udholdenhed genoprettes langsomt, så der kan gå flere måneder, inden du har opnået den fulde effekt af operationen. Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidpunktet angivet i skemaet.
Aktivitet
Tid efter PFL
Start på skolegang, stillesiddende arbejde (fx.kontorarbejde)
2 uger
Bilkørsel
2 uger
Gang uden krykker
2 uger
Cykel på kondicykel uden belastning
6 uger
Svømme
6 uger
Træningscenter ( træning aftales med fysioterapeuten)
6 uger
Cykel udendørs
8 uger
Start på fysisk belastende arbejde - fx håndværker, pædagog, landmand, sygeplejerske
10 - 12 uger
Start af aktiviteter som løb og idræt der indebærer stødbelastning på knæleddet afhænger af, hvor godt det går med helingen af skaden.
Du må ikke forvente, at knæet vil kunne tåle samme belastning som tidligere. Der kan være vanskeligheder i at genoptage idrætsgrene, hvor knæet udsættes for mange retningsskift, vridbevægelser, hop og landinger som fx i fodbold, basketball og håndbold.
Ca. 6 måneder efter din operation vil du i forbindelse med lægekontrol få en scanning af dit knæ. Scanningen viser hvor godt din skade i knæet er helet op. Det er denne status der danner baggrund for om du må vende tilbage til aktiviteter med stødbelastning
Hvis du får grønt lys til at starte aktiviteter med stødbelastning mhp at komme tilbage til sport, anbefaler vi følgende:
du skal sammen med din fysioterapeut lægge en plan så du starter langsomt op med den stødbelastende træning. Forudsætningen for at kunne opstarte denne træning er at du kan:
bøje og strække knæet normalt
træne uden at knæet hæver eller at du får ondt
gennemføre din træning med god kontrol over knæet
gå og cykle ture uden at få smerter og hævelse i knæet både under og efter turen.
Vi anbefaler, at træningen progredieres langsomt for at tilvænne knæet den nye belastning.
Det er normalt, at der kan gå omkring 12 måneder, før du har opnået optimal styrke i musklerne omkring dit knæ og kan kontrollere knæet i krævende sportsgrene som fx boldspil og springgymnastik.
Øvelser
Alle øvelserne på denne side kan du gennemføre uden at risikere at ødelægge operationen, og uden at sårene springer op.
Du skal sigte mod at kunne lave 2x10 gentagelser af hver øvelse.
Det kan være svært at lave alle øvelserne lige efter operationen. Du kan prøve dig frem, og det kan være en god idé, at dele træningen op i flere etaper.
Vi forventer at du:
starter på øvelserne dagen efter din operation og gennemfører de øvelser, du er i stand til
laver nedenstående øvelser 2 gange dagligt, og nogle af øvelserne kan med fordel laves hyppigere.
Vær opmærksom på:
i de følgende 6 uger må du ikke bøje knæleddet med vægtbelastning.
Dit knæ vil normalvis være hævet efter din operation, og i den første tid efter operationen vil dit kredsløb ikke blive stimuleret så meget som det plejer. Derfor er det vigtigt, at du laver følgende øvelse mange gange om dagen i de første dage efter operationen.
Lig med benet hævet på en pude - knæet skal være strakt. Vip op og ned med foden.
Øvelsen udføres 4 gange dagligt med 20 gentagelser
Det er almindeligt, at du kan have svært ved at strække knæet både før og efter din operation. Det er vigtigt at genvinde evnen til at strække knæet, for at du for eksempel kan komme til at gå normalt igen. Du bør undgå at lægge en pude under dit knæ, så det ligger bøjet, når du hviler dig. Herved vil knæet blive sværere og sværere at strække ud.
For at du hurtigt genvinder evnen til at strække knæet, bør du lave følgende øvelser i nedenstående program.
Sid med benet strakt på et fast underlag. Spænd lårmusklen så knæhasen presses ned imod underlaget. Hold strækket i 5 sek.
Hvis ikke du kan strække knæet ud med hjælp fra lårmusklen alene, så lig evt. et pres på låret med hænderne. Spænd dernæst lårmusklen - slip presset med hænderne og hold strækningen i 5 sek.
Sid med benet strakt og placer et sammenrullet håndklæde i knæhasen. Spænd lårmusklen så knæhasen presses ned i håndklædet, og forsøg om du kan løfte hælen fra underlaget - hold spændingen i 5 sek. uanset om du hælen eller ej.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Sid på kanten af en stol med foden på gulvet. Bevæg foden frem og tilbage langs gulvet, så du strækker og bøjer knæet. Lig evt. noget under foden så den glider uhindret.
Du må bøje knæet så meget du kan.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen
Sid med strakte ben. Bøj og stræk det opererede knæ. Brug evt hænderne til hjælp.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen.
Stå med ryggen imod en væg uden at røre den. Placer en bold mellem væggen og knæhasen. Pres bolden ind mod væggen ved at strække knæet.
Hold spændingen i 5 sek.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Vær opmærksom på:
Du må fortsat ikke bøje i knæleddet med vægtbelastning.
Sid med strakte ben. Bøj og stræk det opererede knæ. Brug evt hænderne til hjælp.
Udfør øvelsen med 20 gentagelser 3-4 gange om dagen
Stå med ryggen imod en væg uden at røre den. Husk du kun må skyggebelaste på det opererede ben. Placer en bold mellem væggen og knæhasen. Pres bolden ind mod væggen ved at strække knæet.
Hold spændingen i 5 sek.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Stå på det raske ben med en elastik omkring det opererede ben. Stræk knæet og før langsomt benet frem og langsomt tilbage. Der skal være spænding på elastikken under hele bevægelsen.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Stå på det raske ben med en elastik omkring det opererede ben. Stræk knæet og før langsomt benet tilbage og langsomt frem. Der skal være spænding på elastikken under hele bevægelsen.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Stå på det raske ben med en elastik omkring det opererede ben. Stræk knæet og før benet skråt ind foran kroppen i en langsom bevægelse, hold igen på vejen tilbage. Der skal være spænding på elastikken under hele bevægelsen.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Stå på det raske ben med en elastik omkring det opererede ben. Stræk knæet og før benet skråt bagud i en langsom bevægelse, hold igen på vejen tilbage.
Der skal være spænding på elastikken under hele bevægelsen.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Træningsprogram: Fra 6 uger efter operationen
Stå med foden på en stol. Pres knæet frem så det bøjes så meget som muligt.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Lig på ryggen med bøjede knæ og fødderne i underlaget. Løft bagdelen og hold stillingen i 5-10 sekunder
Udfør øvelsen 2 sæt af 5-10 gentagelser
Stå med vægten på det opererede ben. Sæt det andet ben på et trin. Bøj let ned i det opererede ben – stræk herefter knæet helt ud.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Lig vægten på det opererede ben, mens du står med det raske ben på en klud. Glid frem og tilbage med det raske ben. Glid ud til siden og ind igen, mens vægten hele tiden er på det opererede ben.
Udfør øvelsen i 2 sæt af 5-10 gentagelser i hver retning.
Stå på det opererede ben og hold balancen.
Øvelsen gøres sværere ved at variere underlaget, bevæge arme og frie ben samt flytte blikket.
Træn balancen hver dag.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 6
Telefon
7845 6750
Telefontid
Hverdage 08.00 - 15.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J212
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.