Genoptræning efter kikkertoperation i hofteleddet (Artroskopi)
Gå direkte til
Genoptræning efter kikkertoperation i hofteleddet (Artroskopi)
For at opnå det bedste resultat, skal du hurtigt i gang med - og gerne allerede dagen efter din operation - at træne musklerne omkring hoften og i benet samt genskabe god bevægelighed i hoften igen.
Øvelserne du skal i gang med findes herunder
Vær opmærksom på
De første 3 måneder efter operationen er der risiko for, at du kan rive op i din syede ledlæbe i hofteleddet. Derfor bør du være påpasselig med aktiviteter der indebærer vrid og du bør ikke forsøge at presse hoften ud i yderstillinger.
Det første døgn efter din operation vil dit ben være påvirket af den blokade, der bliver lagt under operationen. Det betyder, at du kan have svært ved at styre dit ben, og dit ben kan ikke bære dig. Derfor er det vigtigt, at du slet ikke støtter på benet, så længe bedøvelsen virker.
Når dit ben ikke længere er påvirket af blokaden, må du begynde at belaste på benet, det du kan. Du har fået udleveret krykker, som du skal benytte de første 2 uger efter din operation for at aflaste hoften.
Du skal gå med krykker de første 2 uger, eller så længe du har smerter i hoften, og den er hævet. Du må lægge så meget vægt på dit ben som du kan, med mindre du har fået andet at vide efter operationen. Det må ikke gøre ondt eller nive i hoften, når du går. Omkring 10-12 dage efter din operation, må du starte med at øve dig i at gå uden krykker. Start med at øve dig indendøre. Når du kan gå normalt uden krykker, må du gå uden.
Sådan går du med krykker
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan går du med krykker på trapper
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Den første uge efter operationen skal du undgå at gå ture. Herefter kan du begynde at gå korte ture, og langsomt kan du udvide til længere gåture.
14 dage efter din operation skal du til kontrol hos fysioterapeut på AUH. Her vil du:
blive instrueret i nye øvelser
blive instrueret i gang uden krykker og fysioterapeuten vurderer, om du er klar til at undvære krykkerne.
Med start ca. 4 uger efter din operation fortsætter du genoptræningen hos fysioterapeuten i din hjemkommune.
12 uger efter din operation vil du blive set til en lægekontrol på AUH.
Denne oversigt er vejledende for, hvornår du tidligst må begynde de forskellige aktiviteter.
Styrke og udholdenhed genoprettes langsomt, så der kan gå flere måneder, inden du har opnået den fulde effekt af operationen. Det er derfor ikke sikkert, at du er i stand til at udføre nedenstående aktiviteter på tidpunktet angivet i skemaet.
Hvilke aktiviteter må jeg lave?
Aktivitet
Tid
Cykel på kondicykel
Dagen efter operationen
Gang uden krykker
2 uger
Start på arbejde efter operationen (siddende kontorjob/skolegang)
2-3 uger
Bilkørsel
4-6 uger
Cykel udendørs
4-6 uger
Træningscenter
6 uger
Svømning
Crawl: 2-6 uger
Bryst: 6 uger
Start på arbejde efter operationen (håndværker, pædagog, gartner, sygeplejerske o.lign.)
2-4 måneder
Løb
3-4 måneder
Sport uden kontakt fx. badminton, volleyball, tennis, bordtennis
3-4 måneder
Sport med med kontakt fx. håndbold, fodbold og basketball
6 måneder
Opstart af løb
3-4 mdr efter din operation må du opstarte løbetræning, såfremt følgende kriterier er opfyldt:
Tilnærmelsesvist have fuld bevægelighed i hoften
Kunne gå normalt på trapper
Kunne udføre alle øvelser uden smerter og med kvalitet
Ved opstart af løbetræning er det vigtigt, at du starter langsomt op og gradvist øger hastighed og længde. Herudover er det vigtigt, at du ikke øger træningen, hvis du har smerter eller gener fra hoften.
Du kan følge nedenstående skema:
Niveau
Gå/løb
Samlet tid
Frekvens
1
4 min./1 min.
10-20 min.
3-4 gange ugentligt
2
3 min./2 min.
10-20 min.
3-4 gange ugentligt
3
2 min./3 min.
10-20 min.
3-4 gange ugentligt
4
1 min./4 min.
10-20 min.
3-4 gange ugentligt
Når du kan gennemføre 20 minutters samlet gang/løb, kan du gå videre til det næste niveau.
Hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter en fysioterapeut
Det følgende er aktuel for dig, hvis du har et mål om, at komme tilbage til deltagelse i sport der indebærer retningsskift og kontakt som fx håndbold, fodbold, basketball og lignende.
Kriterier for start af sportsspecifik træning
Du skal opfylde følgende kriterier, før du går videre med nedenstående træning:
Tilnærmelsesvist have fuld bevægelighed i hoften
Kunne gå normalt på trapper
Kunne udføre alle øvelser uden smerter og med kvalitet
Faktorer der kan påvirke tilbagevenden til sport efter operationen
I genoptræningen tilbage til din sport, er der flere faktorer, der kan have indflydelse på chancen/muligheden for at returnere succesfuldt til sport efter en hofteartroskopi - nedenfor forklares nogle af dem:
Forskellige forudsætninger for genoptræning: Der er stor forskel på, om du dyrker din sport på fritidsniveau, eller om du er fuldtidsprofessionel sportsudøver i forhold til adgang til behandling og træningsfaciliteter, økonomi samt tid og motivation til at gennemføre genoptræningen.
Smertefulde tilstande efter operationen: tilstedeværelse af smertefulde tilstande i forskellige bløddele (sener og senetilhæftninger, slimsække og muskler) omkring hoften, kan ofte være en udfordring i genoptræningen. Disse overbelastningsskader forsvinder ofte ikke af sig selv efter operationen, men kræver måske ekstra opmærksomhed og tålmodighed fra dig og din behandler
Typen af sport du skal tilbage til: sportsgrene med høj grad af impact dvs hop, landinger, acceleration/decelleration og retningsskift, bevægelser som kræver en stærk og stabil hofte, og som eksempelvis foregår i fodbold, håndbold og basketball, kræver typisk omkring 9 måneders genoptræning. Tilbagevenden til sportsgrene med lav grad af impact eksempelvis svømning, løb, bordtennis, spinning og lignende kræver typisk 3-4 måneders genoptræning
Gradvis tilbagevenden til sport
Vi anbefaler, at tilbagevenden til din sport foregår gradvist og at træningen tilrettelæges i faser (se figur 1). Træning i faser har følgende formål:
At sikre en fornuftig progression i træningsdeltagelsen med holdet
At du får trænet sportsspecifikt og opnår et fysisk højt niveau
At du gradvist får genopbygget tillid til din hofte i de bevægelser som din sport indeholder
6 måneder
9 måneder
12 måneder
Reduceret deltagelse og nedsat præstation
Fuld deltagelse, men nedsat præstation
Fuld deltagelse og optimal præstation
Træningsprogram: Fra operationen og 14 dage frem
Målet for din genoptræning de første 14 dage efter operationen er følgende:
Du får bevæget hoften, det du må.
Du får aktiveret musklerne omkring den opererede hofte.
Smerterne og hævelsen omkring hoften aftager.
Du kan gå med krykkerne og klare dagligdagen.
Alle øvelserne på denne side kan du gennemføre uden at risikere at ødelægge operationen, og uden at sårene springer op.
Du skal sigte mod at kunne lave 5-10 gentagelser af hver øvelse i 2 sæt.
Det kan være svært at lave alle øvelserne lige efter operationen. Du kan prøve dig frem, og det kan være en god idé at dele træningen op i flere etaper. Det må ikke gøre ondt eller nive i hofte, når du laver øvelserne.
Vi forventer at du:
Starter på øvelserne dagen efter din operation og gennemfører de øvelser, du er i stand til.
Laver øvelser 2 gange dagligt, nogle af øvelserne kan med fordel laves hyppigere.
Det er vigtigt at bevæge hoften systematisk for at genopbygge bevægeligheden i hoften, og for at forebygge dannelsen af stift og generende arvæv omkring hoften. Du kan med fordel opstarte træning på kondicykel, når dit ben ikke længere er påvirket af blokaden.
Sådan gør du: Sæt sadlen lidt højt og sæt lav/let belastning på cyklen.
Hvis ikke det er muligt at komme helt rundt med pedalerne, kan du sidde og pendulere frem og tilbage. Det må ikke gøre ondt eller nive i hoften, når du cykler.
Vi anbefaler at du starter stille og roligt ud på cyklen med 5 minutters træning. Du kan efterfølgende, hvis hoften tillader det ift. smerter, øge tiden til 10-15 minutter 2-3 gange om dagen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I den første tid efter operationen vil der være hævelse i og omkring din hofte, og dit kredsløb i benet bliver ikke stimuleret så meget, som det plejer, fordi du skal holde dig mere i ro.
Derfor er det vigtigt, at du laver følgende øvelse.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med en stor pude eller en sammenfoldet dyne under bagdelen, så hele benet og bagdelen er løftet
Vip med fødderne
Øvelsen laves mange gange dagligt.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med strakte ben
Træk roligt hælen langs med underlaget op mod balden, så du bøjer i din opererede hofte - glid langsomt tilbage igen til strakt stilling
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser
Du kan evt. lægge en plastikpose under foden, så den kan glide uhindret langs underlaget
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Sid på kanten af en stol med det opererede ben strakt og hælen i gulvet
Rotér foden, og dermed hoften, skiftevis indad og udad.
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Sid på kanten af en stol med det opererede ben bøjet og foden i gulvet
Rotèr knæet, og dermed hoften, skiftevis indad og udad
Lav 3 sæt af 5-10 gentagelser
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Støt dig til ryglænet af en stol og læn overkroppen lidt fremover. Stå med det opererede ben på en klud.
Sådan gør du:
Glid frem og tilbage med kluden
Glid ud til siden med kluden og tilbage igen
Lav cirkelbevægelser med kluden
Øvelsen laves i 2-3 minutter i alt.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med bøjede ben
Spænd de dybe mavemuskler ved at trække navlen lidt ind, uden at vejrtrækningen ændrer sig og uden at lænden presses ned i gulvet
Hold spændingen i 5 sekunder og giv herefter langsomt slip
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på maven.
Spænd balderne og forsøg at undgå at få baglåret til at spænde med.
Hold spændingen i 5 sekunder og giv herefter langsomt slip.
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Sid langt tilbage på en stol, så dine lår er godt understøttede
Spænd de dybe mavemuskler ved at trække navlen lidt ind
Forsøg at bevare et naturligt lændesvaj imens du skiftevis strækker det ene og det andet ben
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen og træk det raske ben op imod brystet, indtil du mærker et stræk på forsiden af den opererede hofte
Hold strækket i ca. 30 sekunder og giv herefter langsomt slip
Udspændingen laves 2-3 gange
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Træningsprogram: Fra 14 dage efter operationen
Målet med genoptræningen fra uge 2-4 er, at du fortsat træner bevægelighed og styrke i den opererede hofte, at smerterne og hævelsen omkring hoften aftager samt, at du kan gå normalt uden at halte.
Vi anbefaler, at du udfører følgende øvelser 2-3 gange dagligt.
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser af hver øvelse.
Sådan gør du:
Stå på alle 4, spænd i mavemusklerne så ryggen holdes lige og du hverken svajer eller krummer i lænden
Flyt kropsvægten bagud i retning mod hælene. Bevægelsen skal ske i hofteleddet – undgå at runde eller svaje i lænden
Du skal ikke presse dig selv, men stoppe bevægelsen når du mærker, at det spænder i lysken, eller når du ikke længere kan holde din ryg ret
Kom tilbage til udgangsstillingen
Lav 2 sæt med 5-10 gentagelser.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med det opererede ben bøjet og foden i underlaget
Tag fat om låret med hænderne og træk roligt benet op imod brystet så langt du kan komme - sænk roligt benet tilbage igen
Du kan evt benytte et tov eller et håndklæde, hvis det er vanskeligt for dig at nå.
Lav 2 sæt af 5-10 gentagelser.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med begge ben bøjede og fødderne i underlaget
Klem balderne sammen og løft bagdelen op til begge hofter er helt strakte
Hold stillingen i 3-5 sekunder og sænk langsomt ned igen
Lav 2 sæt af 5 - 10 gentagelser.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med benene bøjede og fødderne i underlaget
Placer en bold eller en halvfast pude imellem knæene
Pres knæene ind imod bolden eller puden og hold spændingen i 5 sekunder – og giv langsom slip på spændingen
Lav 2 sæt af 5 - 10 gentagelser.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sådan gør du:
Stå på det opererede ben og hold balancen.
Øvelsen gøres sværere ved at variere underlaget, bevæge arme og frie ben, lukke øjnene.
Træn balancen hver dag.
Sådan gør du:
Lig på ryggen med bøjede ben og fødderne i underlaget
Tag fat om det raske ben og træk det op imod brystet
Stræk langsom det opererede ben ud, så du mærker et stræk foran på din opererede hofte
Hold strækket i 30 sekunder Udspændingen laves i alt 2-3 gange
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
OBS: Bør først benyttes, når du har fået fjernet sting!
Træning i varmtvandsbassin er et rigtig godt supplement til den anden træning, du skal lave.
I det varme vand vil belastningen på den opererede hofte være mindre, når du står og går, og du vil opleve at kunne være mere aktiv i vandet end på land. Desuden har vandets varme en lindrende effekt på den opererede hofte.
Når du har fået fjernet stingene, og når sårskorperne er faldet af, dvs. ca. 14 dage efter din operation, må du starte på træning i varmt vand.
Det er forskelligt, hvilke muligheder der er for træning i varmtvandsbassin afhængigt af, hvor du bor. Er det ikke muligt for dig at komme i et varmtvandsbassin, kan du evt. bruge et badekar og få gavn af det varme vands lindrende effekt.
Videre forløb
Fysioterapeuten udarbejder en genoptræningsplan. En genoptræningsplan er en slags henvisning til et fortsat genoptræningsforløb i din hjem kommune og denne starter ca. 4 uger efter operationen.
Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb i idrætsklinikken samt retningslinjer for genoptræningen. Varigheden af de enkelte genoptræningstilbud kan variere, og da genoptræning efter hofteartroskopi typisk tager omkring 1 år, vil du formentlig ikke være færdig-genoptrænet, når dit tilbud ophører.
Du skal derfor forvente at fortsætte genoptræningen på egen hånd.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 6
Telefon
7845 6750
Telefontid
Hverdage 08.00 - 15.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J212
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.