I denne vejledning vil du finde øvelser til genoptræning af din hofte efter hofteoperationen.
Vær opmærksom på
Efter operationen må du støtte til smertegrænsen på det opererede ben.
Du skal anvende 1-2 albuestokke i 3 uger, for at aflaste det opererede område.
Se her hvordan du bruger albuestokkene til både gang og gang på trapper:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I de første 3 uger skal du være forsigtig med ikke at bevæge det opererede ben indad over kroppen, eller ud til siden fra kroppen.
Først efter 3 uger må benet bevæges frit.
I de første 3 uger efter operationen anbefales det, at du benytter en pude mellem benene, når du ligger på siden. Det aflaster hoften og sikrer, at benet ligger korrekt og ikke krydser ind over kroppens midtlinje.
Du må gerne sove på den opererede side.
Start først på øvelserne i genoptræningsprogrammet 3 uger efter operationen
Cykling kan påbegyndes i mindre omfang efter 3 uger.
Andet sport kan normalt genoptages efter 3 måneder eller tidligere, såfremt der ikke er væsentlige gener herved.
Øvelser
Øvelsesprogrammet består af styrketrænings- og udspændingsøvelser.
Formålet med styrketræningen er at styrke musklerne på siden og bag på hoften. Musklerne er vigtige for stabiliteten i hoften.
Formålet med udspændingsøvelserne er at bevare forlængelsen af senen på siden af hoften.
Det anbefales, at øvelserne udføres én gang dagligt.
Styrke musklerne på siden af hoften - stående
Stå med den raske side ind til en dørkarm.
Før langsomt træningsbenet ud til siden med hælen først. Hold stillingen i 5 sekunder, og før benet tilbage.
Der må ikke ske bevægelse i overkroppen under øvelsen.
Udfør øvelsen 3 x 10 gange.
Styrk musklerne på siden af hoften – liggende
Lig på den raske side.
Løft træningsbenet med strakt knæ skråt opad og bagud. Hold stillingen i 5 sekunder og før benet ned.
Udfør øvelsen 3 x 10 gange.
Styrke musklerne i baglår og balde
Lig på maven.
Løft træningsbenet med strakt knæ. Hold stillingen i 5 sekunder.
Vær opmærksom på at hoften skal holde kontakt med underlaget under hele øvelsen.
Udfør øvelsen 3 x 10 gange.
Alle udspændingsøvelser skal udføres i roligt tempo.
Hold strækket i 30 sekunder og giv derefter langsomt slip.
Gentag øvelsen 3 gange.
Det må godt gøre ondt, mens du strækker – men ikke bagefter.
Udspænding af musklerne og på ydersiden af hoften
Støt dig til et bord.
Kryds træningsbenet ind bagved det raske, og læg vægten på træningsbenet.
Pres hoften på træningsbenet skråt fremad.
Du skal nu mærke en stramning på ydersiden af hofte og lår på træningsbenet.
Forøg strækket ved at strække armen op over hovedet.
Udspænding af sædemuskulaturen
Lig på ryggen, bøj træningsbenet og tag fat omkring knæet.
Træk knæet skråt op imod modsatte skulder.
Du skal mærke en stramning i ballen.
Videre forløb
Du vil efter operationen blive tilbudt genoptræning i din hjemkommune. Dette aftaler du nærmere med fysioterapeuten inden operationen.
Øvelserne i genoptræningsprogrammet må opstartes 3 uger efter operationen.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.