Du skal træne aktivt med den muskelfunktion, der er tilstede.
Hvis muskelstyrken er meget nedsat, kan den trænes ved, at du hjælper foden i bevægelse med en lang træningselastik eller med hænderne.
Når der gangtrænes, skal du være særligt opmærksom på at undgå at snuble og få foden løftet fri af underlaget. Det kan være en hjælp at sætte tempoet ned.
Øvelser
Øvelserne laves 2-3 gange dagligt. Øvelserne gentages 15-20 gange
Lig på ryggen, skiftevis bøj og stræk fodleddet.
Placer en elastik på vristen af foden. Spænd elastikken for at give modstand mod bevægelsen. Bøj og stræk fodleddet. Gentag med modsatte fod, hvis nødvendigt.
Løft tæerne fri af gulvet, samtidig med at hælene er i gulvet. Løft hælene fri af gulvet, kom op på tæerne.
Stående foran et bord eller en stol med ryggen i neutralstilling. Løft tæerne fri af gulvet, kom op på hælene at stå. Løft derefter hælene fri af gulvet, kom op på tæerne at stå.
Videre forløb
Der kan blive behov for brug af hjælpemidler, midlertidigt eller varigt.
Det vil oftest være en skinne eller en bandage, der kan støtte din fod, når du går.
Hjælpemidler kan:
udlånes fra genoptræningscenteret til midlertidig brug
udlånes fra kommunen, hvis det er til varigt brug
Mere information
En dropfod kan opstå ved afklemning af nerver i udløbet fra rygsøjlen eller en skade længere nede i benet. Det kan betyde en nedsat eller manglende evne til at aktivere de muskler, som løfter forreste del af foden og tæerne.
Graden af symptomer kan variere, fra at foden er helt slap, til det kun ses ved udtrætning under aktivitet. Det kan ses ved at foden ”klasker” ned i underlaget, når foden sættes i gulvet. Tæerne kan også støde imod underlaget, når foden løftes frem og det er svært at sætte hælen i gulvet først.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 8
Telefon
7845 6750
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 45 8200 Aarhus N Indgang J, Plan 2, J215
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.