Information og øvelser efter operation for brud på hælbenet (calcaneusfraktur)
Gå direkte til
Information og øvelser efter operation for brud på hælbenet (calcaneusfraktur)
Du har brækket hælbenet og er blevet opereret. I helningsperioden skal du bære en bandage og må ikke støtte på benet.
I denne vejledning får du information om hvad du skal være opmærksom på i efterforløbet samt en guide til øvelser, som du skal lave efter operationen.
Vær opmærksom på
Du skal undgå at støtte på foden under helingsperioden. Foden skal have megen ro og hvile, så selv om du har støvlen på, må du ikke træde ned på den ved gang eller under anden bevægelse.
Du må til gengæld gerne:
Tage støvlen af under bad, når du sidder ned.
Lave bevægeøvelser for fodleddet, når bandagen ikke er på.
Hvile foden på gulvet med støvlen på, når du sidder ned.
Hvis du må tage støvlen af, løsner du velcrobåndene foran og åbner polstringen.
Undlad at adskille polsteret fra støvlen.
Når bandagen skal på igen, skal du tage en lang strømpe på samt sørge for, at der ikke er folder i strømpen.
Bandagen åbnes med begge hænder, så du kan sætte foden ind i den.
Sørg for at få hælen godt ned til sålen og helt tilbage i støvlen. Selvom du ikke må støtte på foden, må du gerne presse foden ned i støvlen, så du kan mærke, at du er helt nede.
Luk først polstringen og dernæst velcrobåndene tættest på fodleddet. Resten af velcrobåndene på bandagen spændes derefter fra tæerne og videre op af benet.
Det er meget vigtigt, at bandagen passer til dig. Bandagen må ikke give dig trykmærker eller sår. Hvis dette er tilfældet, skal du kontakte os. Dette gælder både ved støvlebandage og gips.
Det er vigtigt, at du bevæger tæerne, så meget som bandagen tillader.
Når du hviler, skal du lejre foden højt, gerne over hjertehøjde, så du undgår for stor hævelse.
Du må godt tage støvlen af, når du skal i bad. Vi anbefaler at følge vores anvisning til, hvordan støvlen tages af og på korrekt.
Den hvide sok du har på under bandagen er for at beskytte din fod mod fugt. Denne kan vaskes eller du kan skifte den ud med en lang strømpe, hvis du må tage støvlen af.
Det anbefales derudover, at du under bad sidder ned på en badebænk eller skammel. Dette kan der tales med terapeut eller plejepersonale om under indlæggelsen, hvis du ikke har sådan en i forvejen. Alternativt kan du kontakte fysio- og ergoterapien på telefonnummeret i slutningen af denne information.
Øvelser
For at du opnår de bedst mulige resultater, er det meget vigtigt, at du deltager så aktivt som muligt i træningen, også ud over det tidsrum, hvor du er sammen med fysioterapeuten. Dette gælder både under indlæggelsen og efter udskrivelsen.
Fysioterapeuten instruerer dig i dine øvelser. Efter instruktionen er du selv ansvarlig for at lave dine øvelser.
Det er vigtigt at vedligeholde styrken og bevægeligheden i de led/dele af kroppen, der ikke er skadet/opereret. Det er også vigtigt, at du holder resten af din krop i gang under hensyn til eventuelle restriktioner.
Formålet med øvelserne er:
At du vedligeholder mest mulig bevægelighed i dine led
At du opretholder mest mulig muskelfunktion
Øvelserne udføres 2 gange dagligt med 1-3 sæt af 10-25 gentagelser efter evne.
Du vil formentlig over tid kunne lave flere sæt og gentagelser end du kan i starten.
Når du laver dine øvelser må du gerne opleve lette til moderate smerter, stramning eller at det spænder omkring operationsområdet, men smerterne skal aftage umiddelbart efter endt træning.
Det vil ofte være nødvendigt at tage smertestillende medicin for at kunne gennemføre træningen.
Sid på en stol, stræk knæet på benet med støvlen på. Hold låret nede ved stolen, mens du strækker knæet. Hold det strakt i 10 sekunder. Sænk det langsomt igen.
Stå på det raske ben og hold gerne ved noget for kunne holde balancen. Det skadede ben med støvle på føres ud til siden og lidt bagud i en langsom bevægelse. Spænd i balden. Hofter og overkrop skal gerne forblive lige og ikke dreje med.
Stående ved en stol eller lignende, med det raske ben ind mod stolen. Hold ryggen ret under hele øvelsen. Spænd balden og pres det skadede ben med støvle på bagud, så hoften strækkes. Hold knæet strakt under hele øvelsen.
Øvelsen kan udføres liggende eller siddende.
Bevæg foden op og ned med så stor bevægelse i ankelleddet som muligt.
Det må gerne stramme i ankelområdet.
Øvelse skal udføres enten i siddende stilling på en stol eller liggende i sengen. Lav udadføring og indadføring af foden.
14 dage efter operationen skal du også udføre øvelse 6 og 7
Øvelsen skal udføres siddende på en stol så langt fremme som muligt, med en klud under den ene fod.
Glid foden så langt frem som muligt uden at løfte tæerne og så langt bagud som muligt uden at løfte hælen.
Hold foden i yderstilling i 10-15 sekunder.
Øvelsen skal udføres siddende på en stol.
Placér foden på en klud. Grib om kluden med foden og saml den op fra gulvet. Når du slipper kluden, skal du løfte tæerne så langt opad som muligt.
Videre forløb
Genoptræningsplan
Der vil ved din udskrivelse udarbejdes en genoptræningsplan, som er en henvisning til træning i kommunen. Denne vil blive sendt til egen læge, kommunen og din e-boks. Du vil blive kontaktet af kommunen i forhold til, hvornår du skal starte på træningen.
Kontrol i Ortopædkirurgisk ambulatorie
Du vil blive indkaldt til kontrol i Ortopædkirurgisk klinik 6-8 uger efter din operation. Her vil du se en læge.
Du skal have en almindelig sko med, da du efter kontrollen formentlig ikke længere skal have bandagen på og må anvende alm. sko gerne med god stødabsorbering.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.