Overrevet akillessene: Information og vejledning efter 8 uger
Gå direkte til
Overrevet akillessene: Information og vejledning efter 8 uger
Vær opmærksom på
Du skal gå med sko både inde og ude, med en hælkile i hver sko på 10 mm. Undgå at gå i strømpesokker/bare tæer. Skoene skal have en højere sål under hælen, end under forfoden. Brug gerne løbesko.
Hælkiler kan købes i skoforretninger og på nettet.
Vi anbefaler at du, de næste 3-4 uger, bruger støvlen i situationer, hvor akillessenen er i risiko for at blive strakt. Det kan for eksempel være, hvis du går på ujævnt underlag.
Vi anbefaler, at du bruger krykker når du får støvlen af, og bruger dem til du ikke halter længere.
Elevér benet flere gange dagligt hvis du har tendens til hævelse i foden. Du kan for eksempel lægge dig på gulvet med underbenet op på en stol.
Hvis din akillessene hæver efter træning/aktiviteter, skal du nedjustere træningen. Enten med færre gentagelser eller mindre belastning.
Hævelse og smerter har en negativ effekt på helingen af din akillessene, så det er vigtigt at du undgår dette.
Brug evt. flystrømpe eller kompressionsstrømpe hvis din fod har tendens til at hæve.
Pludseligt stræk eller udspænding af senen, giver risiko for at senen overrives igen, særligt de første 2 måneder efter støvlen er kommet af. Når du har vægt på benet, må knæene ikke komme ud over tæerne de næste 3 måneder (til 5 måneder efter behandlingsstart)
Langsom udspænding skal også undgås, da det giver risiko for seneforlængelse.
Hvis du er stiv over fod og ankel, kan udspænding af senen afprøves 5 måneder efter behandlingsstart. Hvis ikke det hjælper, kan det være fordi leddene i fod og ankel er stive. Dette kan du få hjælp til at få løsnet ved fysioterapeut.
For megen gang på foden de første 2 måneder efter du har fået støvlen af, kan være med til at øge seneforlængelsen. Gå derfor så lidt som muligt, ikke som træning, men gå så din dagligdag hænger sammen.
Hvis du har arbejde, der indeholder stående og gående funktioner eller tunge belastninger, vil det være nødvendigt med sygemelding i en periode, efter du har fået støvlen af. Aftal eventuelt at starte på nedsat tid med lettere funktioner.
Din akillessene er helet, men endnu ikke stærk. Du må bevæge foden frit, men senen kan ikke klare store belastninger og kraftig udspænding. Derfor er følgende retningslinjer gældende:
8 uger efter behandlingsstart
Gang med hælkiler i skoene. Gang skal ikke bruges som træningsform. Hvis senen hæver eller bliver øm, skal du nedjustere. Øv dig i at gå uden at halte.
Du må cykle på motionscykel/hometrainer. Træd med hæl eller mellemfod på pedalen.
Du må svømme - men pas på det glatte flisegulv.
Du må gå normalt op ad trapper med hele foden på trinnet. Nedad skal der tages et trin ad gangen, startende med det skadede ben.
Bilkørsel: er en individuel vurdering, det er færdselsloven der gælder. Vi anbefaler kørsel efter 10 uger hvis den venstre fod er skadet, og efter 12 uger hvis det er din højre.
Hvis du går lidt uden sko, som under bad, skal du gå med en haltende gang.
13 uger efter behandlingsstart
Cykling udendørs. Start forsigtigt uden at træde for hårdt i pedalen i starten. Træd gerne med mellemfod/hæl de første uger. Vær opmærksom ved af- og påstigning.
Træning af senen/lægmusklen i maskiner, kan opstartes i samarbejde med din fysioterapeut.
17 uger efter behandlingsstart
Du må gå normalt ned på trapper.
20 uger efter behandlingsstart
Opstart af løb hvis du ønsker dette. Du skal opfylde klartests der kan ses i vejledning om genoptræning efter 8 uger og frem.
9-12 måneder efter behandlingsstart
Du må opstarte kontaktsport og hård idræt, afhængigt af dit aktivitetsniveau og eventuelle smerter i senen. Byg træningen gradvist op.
Øvelser
Det er vigtigt at træne for at:
Opbygge muskelstyrke
Forbedre balance og stabilitet
Opnå bedre udholdenhed
Altså så du kan komme tilbage til et aktivt liv.
Følgende er gældende:
Smerter, funktion og hævelse styrer hvor meget belastning du må træne med.
De første 5 måneder efter behandlingsstart, må dit knæ ikke komme ud over tæerne når du har din egen eller anden vægt på benet.
Alle øvelser udføres med sko på med hælkiler i.
Alle øvelser skal udføres langsomt og med fuld kontrol.
Genoptræningsforløb startes desuden ved fysioterapeut.
Primært fokus efter uge 8-13: gangteknik og tilvænning til træning
Daglige øvelser udføres 3 gange dagligt.
Hårdere/længere træningsprogram trænes x 2-3 ugentligt, gerne i træningscenter.
Op at stå på tå (hælløft), på to ben. Start med mest vægt på raske og øg med gradvis mere belastning.
3 x 10 gentagelser
Løft dig op på 3 sekunder, hold 3 sekunder, sænk dig ned på 3 sekunder og bliv nede 3 sekunder
Hold mindst 30-60 sekunders pause efter de 10 gentagelser
Du må også skifte mellem øvelser, så du laver en gentagelse af øvelse 1, en gentagelse af øvelse 2 osv. Og så starte forfra, og gøre dette 3 gange.
Stå på et ben. Start med at støtte dig let til en stol/et bord, men prøv gradvist at slippe støtten. Bøj et par grader i knæet.
Hold balancen i op til 30 sekunder. Gentag 3 gange.
Bevægeøvelse for foden op og ned. Må ikke give ubehag eller smerte i akillessenen
3 x 10 gentagelser
Før foden opad på 3 sekunder, hold 2 sekunder og før nedad igen på 3 sekunder
Ryst foden lidt og hold pause på mindst 30 sekunder mellem hver gentagelse.
Før foden langsomt og kontrolleret i et U fra side til side.
3 x 5 gentagelser
Tag 4 sekunder om at føre foden fra den ene til den anden side. Hold 2 sekunder i yderstilling
Hold knæet stille, så det ikke drejer med
Ryst foden lidt mellem hver gentagelse og hold mindst 30 sekunders pause mellem hver sæt.
Din fysioterapeut kan evt. hjælpe dig i gang med øvelserne, eller vælge andre tilpasset til dig.
Videre forløb
5-10 % får en ny overrivning af deres akillessene. Risikoen er størst de første 2 måneder, efter du har fået støvlen af. Derfor er det vigtigt, at du træner akillessenen og undgår alle pludselige, kraftige belastninger af senen i denne periode.
Når du ikke bruger krykkerne længere, skal de afleveres igen. Helst på Carl Krebs Vej 44, indgang S7 mellem 9-14, og ellers i receptionen i skadestuen. Andre hjælpemidler skal afleveres på Carl Krebs Vej 44, dem tager vi ikke i mod i skadestuen.
Mere information
Har du spørgsmål i forbindelse med din behandling på Skadestuen, kontakt da Skadestuen.
Har du spørgsmål eller behov for at låne hjælpemidler, kan du kontakte fysioterapeuterne.
Du finder kontaktoplysninger på både Skadestuen og fysioterapeuterne nederst i denne vejledning.
Se vejledning om støvlebehandlingen 0-8 uger på følgende link:
Palle Juul-Jensens Boulevard 161 Indgang J3 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1442459
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.