Vejrtrækningen indstiller sig automatisk efter, hvordan man har det og hvilke behov, man har for ilt.
Er man godt tilpas og tryg, er vejrtrækningen dyb og rolig. Er man urolig og ængstelig, kan følgende reaktioner opstå:
- brug af hjælpemuskler
- hurtigere og mere overfladisk vejrtrækning end vanligt
- uro, angst og panik
Brug af hjælpemuskler og hurtigere vejrtrækning sikrer tilstrækkelig ilttilførsel til cellerne i kroppen. Efter et stykke tid bliver disse reaktioner dog uhensigtsmæssige og resulterer efterhånden i øget åndenød.
Illustration af luftvejenes opbygning
Brug af hjælpemuskler til at lette vejrtrækningen.
Mellemgulvsmusklen er vores vigtigste vejrtrækningsmuskel.
Ved åndenød kan det imidlertid ses, at muskler i øverste del af brystkassen, nakken og skuldrene optræder som hjælpemuskler for at lette vejrtrækningen. Disse muskler er ikke beregnet til at arbejde i lange perioder, hvorfor de udtrættes og bliver ømme. Overbelastede muskler er mindre effektive, hvorfor vejrtrækningen bliver yderligere besværet.
Hurtigere og mere overfladisk vejrtrækning end vanligt
Hurtig og overfladisk vejrtrækning er uhensigtsmæssig for kroppen.
Man kan sige, at det er mindre ”økonomisk” at trække vejret hurtigt og overfladisk, fordi der bruges mange muskler og mere energi.
Uro, angst og panik
Disse følelser er almindelige reaktioner på åndenød.
Da vejrtrækningen er livsvigtig, er det angstprovokerende, når man ikke kan få luft. De følelsesmæssige reaktioner kan medføre, at vejrtrækningen bliver endnu hurtigere. Samtidig bliver musklerne overbelastede og spændte. Det øgede vejrtrækningsarbejde kræver større iltforbrug, hvorfor åndenøden forværres.