Øvelser og information efter indgreb i hjertet gennem siden af brystkassen (thoracotomi)
Gå direkte til
Øvelser og information efter indgreb i hjertet gennem siden af brystkassen (thoracotomi)
I forbindelse med din indlæggelse vil du blive tilset af en fysioterapeut både før og efter operationen. Du vil blive vejledt i vejrtrækningsøvelser og fysisk træning. I forbindelse med din udskrivelse vurderes behovet for videre genoptræning.
Vær opmærksom på
Du bør ikke belaste dig mere end til smertegrænsen de første 6 uger efter operationen.
Det vil langsomt blive bedre, men det kan tage op til flere måneder, før du føler, at din kondition er tilfredsstillende.
I de første uger efter operationen bør du dog kun blive forpustet til "snakkegrænsen". Det betyder, at du ikke bør blive mere forpustet, end du kan føre en samtale under træningen. Det er ligeledes vigtigt, at du respekterer signaler fra kroppen, såsom smerter og utilpashed.
Øvelser
For at forebygge lungekomplikationer, herunder lungebetændelse, er det vigtigt, at du udfører vejrtrækningsøvelser og tidligt kommer ud af sengen.
Du skal bruge din PEP-fløjte hver 2. vågne time under indlæggelsen. Du skal bruge fløjten i 3 runder af 10-15 pust, efterfulgt af host eller stød. Hvis du fortsat har slim, kan du fortsætte med at bruge fløjten efter udskrivelse.
Under indlæggelsen og efter udskrivelsen er det vigtigt, at du gradvist øger dit aktivitetsniveau. Efter operationen er det vigtigt, at du tidligt kommer ud af sengen. F.eks. kommer op at sidde i stol samt begynder at gå kortere ture. Dette vil i starten foregå sammen med fysioterapeuten eller plejepersonalet.
Start med at gå kortere ture og stil så gradvist højere krav til dig selv f.eks. ved at gå længere og øge tempoet. Trappegang og kondicykling er også god træning.
Ømhed og smerter i nakke/skulder, øvre ryg og brystmuskulatur er almindeligt efter en hjerteoperation.
Følgende øvelser udføres med henblik på at bevare bevægeligheden og mindske de muskulære spændinger. Øvelserne kan udføres flere gange dagligt. Hver øvelse gentages 5-10 gange.
Øvelse 1
Løft skuldrene. Hold stillingen et par sekunder, og sænk skuldrene igen.
Øvelse 2
Udfør langsomme cirkelbevægelser med skuldrene. Udføres både forlæns og baglæns.
Øvelse 3
Flet fingrene. Stræk armene, og før dem langsomt op over hovedet eller så langt, du kan komme. Sænk armene samlet igen. Øvelsen kan også udføres liggende.
Øvelse 4
Flyt dig frem på kanten af stolen. Støt med hænderne på knæene, læn dig frem og rejs dig op. Støt hænderne på knæene og sæt dig langsomt ned igen.
Øvelse 5
Kryds armene foran brystet og drej overkroppen, så du kigger bag over skulderen. Gentag til modsatte side.
Videre forløb
Du vil som udgangspunkt blive tilbudt et genoptræningsforløb ca. 6 uger efter operationen. Her vil der være fokus på konditions- og styrketræning, så du kan genvinde og forbedre dit tidligere funktionsniveau samt forebygge nye hjerte- og karsygdomme.
For at blive tilmeldt dette forløb skal du have lavet en genoptræningsplan. Tag endelig kontakt til fysioterapeuten, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har fået en genoptræningsplan.
Mere information
Hjerterehabiliteringen i Aarhus er et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Folkesundhed Aarhus, Aarhus Kommune.
Du kan læse mere på Folkesundhed Aarhus hjemmeside:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.