Information til patienter med sygdom på hovedpulsåren
Efter din udskrivelse tilbydes du et specialiseret genoptræningsforløb. Perioden inden opstart kan være fra 6-8 uger til måneder alt efter dit sygdomsforløb.
Gå direkte til
Information til patienter med sygdom på hovedpulsåren
Sådan gør du
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Vi anbefaler dig at være fysisk aktiv efter din udskrivelse. Det kunne f.eks. være daglige gåture med gradvis øget distance. For nogle kunne det også være en cykeltur med lav belastning sv.t. en gåtur.
Inden opstart hos os bør du kun blive forpustet til "snakkegrænsen". Det betyder, at du ikke bør blive mere forpustet, end du kan føre en samtale under aktiviteten. Det er ligeledes vigtigt, at du respekterer signaler fra kroppen, såsom smerter og utilpashed.
Hvis du vanligt dyrker sport, anbefaler vi dig at vente med opstart til efter arbejdsbelastningstest - se afsnit om genoptræningsforløb.
Undgå tunge løft, maksimal styrketræning og kontaktsport
Herunder finder du restriktioner, der gælder for alle med sygdom på hovedpulsåren:
Du frarådes at udøve maksimal styrketræning. Der arbejdes med muskel-udholdenhedstræning med moderat belastning og mange gentagelser. Med opmærksomhed på, at du ikke bruger bugpressen.
Du frarådes kontaktsport (inkl.boksning, håndbold, fodbold, ishockey o.lign.).
Du vil under genoptræningsforløbet blive vejledt i ovenstående og instrueret i kompenserende metoder til flytning af tunge ting.
For dig, der er opereret gennem brystbenet, gælder særlige restriktioner de første 6-8 uger - dem finder du herunder:
For dig der er opereret gennem brystbenet gælder følgende restriktioner
Efter en operation gennem brystbenet tager det 6-8 uger før brystbenet er helet og dermed stabilt. I de første 6-8 uger efter operationen skal du derfor skåne dit brystben for at sikre heling af knoglen. Det betyder, at:
Du skal ved host og nys krydse armene og tage fat med hænderne omkring nederste del af brystkassen for at stabilisere brystbenet og nedsætte smerter.
Du skal undgå at stemme fra med armene, når du rejser og sætter dig.
Du skal undgå at føre begge albuer bagud på samme tid.
Du må løfte og belaste armene til smertegrænsen, men løft, skub og træk skal foregå med albuerne ind til kroppen.
Du skal undgå vrid i overkroppen og skæve belastninger, såsom støvsugning og græsslåning.
Du må ikke køre bil, dog gerne være passager.
Du må ikke føre cykel, dog gerne cykle på en kondicykel.
Videre forløb
Når lægen/ henvisende afdeling melder dig klar, indkaldes du til en arbejdsbelastningstest på cykel. Dit blodtryk skal være velreguleret (hvileblodtryk under 120-130 mmHg systolisk) og du må ikke være ændret i blodtrykssænkende medicin indenfor de sidste 3 uger inden cykeltest.
I nogle tilfælde skal også scanningssvaret på CT scanning foreligge før arbejdstest på cykel kan udføres.
Indtil arbejdsbelastningstesten er dit blodtryk vurderet i hvile. Arbejdsbelastningstesten udføres for at se, hvordan dit blodtryk reagerer under belastning. Under belastning tillades dit blodtryk at komme op til 160 mmHg systolisk.
Testen udføres af en hjertekirurgisk sygeplejerske og en fysioteapeut.
Før testen er det vigtigt at du IKKE:
Har spist et stort måltid to timer før. Det er dog vigtigt, at du ikke møder fastende.
Har drukket te, kaffe eller alkohol to timer før.
Har røget 8 timer før.
Du skal cykle ca. 8-12 minutter med gradvis stigende belastning, hvor vi måler på blandt andet hjerterytme, puls, blodtryk og iltoptagelse. Testen starter med lav belastning og når du ikke kan cykle mere stoppes testen. Vi kan også vælge at stoppe testen, når vi har de målinger vi skal bruge.
Med udgangpunkt i testen vejledes du i træning med henblik på at blive så aktiv som mulig. Udfra resultaterne vil vi give dig en individuel tilbagemelding/plan og melde dig klar til genoptræning.
Det kan for nogle være nødvendigt med en ektra cykeltest efter medicinregulering inden opstart af træningen.
Specialiseret genoptræning på Aortahold er for patienter med sygdom på hovedpulsåren. Patienter fra Aarhus Kommune tilbydes et 12 ugers forløb på Aarhus Universitetshospital.
Patienter udenfor Aarhus kommune tilbydes et 4 ugers forløb på Aarhus Universitetshospital og derefter træning via hjemsygehus.
Den specialiserede genoptræning består af test, træning og undervisning. Du vil møde hjertekirurgiske sygeplejersker og fysioterapeuter med speciale indenfor aortasygdom.
Træningen foregår tirsdage og fredage kl. 11.30-12.30. Derudover opfordres du til at træne en gang yderligere derhjemme. Under træningen vil der være fokus på konditions- og muskeludholdenhedstræning.
Derudover tilbydes du undervisning ved hjertekirurgisk sygeplejerske 2 gange 2 timer og undervisning ved fysioterapeut 1 time - begge dele i forbindelse med træningen.
På Aortaholdet vil der være maksimalt 10 deltagere og 2 fysioterapeuter til at varetage holdtræningen.
Der er løbende optag, og du vil blive kontaktet af afdelingens sekretær, når du skal opstarte.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 3
Telefon
7845 6730
Telefontid
Hverdage 08.00 - 12.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N Indgang F, Plan 2, F206
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.