I gang efter hjertesygdom - hjerterehabilitering (Fysio- og Ergoterapi)
Gå direkte til
I gang efter hjertesygdom - hjerterehabilitering (Fysio- og Ergoterapi)
Hjerterehabilitering er en fælles betegnelse for efterbehandlingen af din hjertesygdom. Her vil du komme i kontakt med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og diætister. Forløbet består typisk af kontroller, samtaler og fysisk træning.
Tilbuddet om fysisk træning kræver en henvisning fra hospitalet. Træningen foregår enten på Aarhus Universitetshospital eller på Folkesundhed Aarhus. Det er lægen på hospitalet, der afgør, hvor du skal tilbydes træning. Nedenstående information omhandler det træningstilbud, der gives på Aarhus Universitetshospital.
Om forløbet
Du indkaldes til en indledende samtale med en fysioterapeut, hvor vi vil gennemgå træningsforløbet sammen med dig. Desuden skal du udføre en arbejdstest på cykel. Dette er en test, der undersøger, hvordan din krop reagerer under maksimal belastning. Den typiske varighed af testen vil være 8-12 minutter. Belastningen vil stige gradvist under testen, og testen stopper først, når du ikke længere har luft eller kræfter til at cykle mere. Undervejs i testen måles den belastning du cykler med, din iltoptagelse, dit blodtryk, din iltmætning i blodet, din hjerterytme og din puls. Når træningsforløbet er slut, skal du udføre arbejdstesten igen. Her kan vi se, om der er sket en forbedring i din kondition og din arbejdsevne.
Før testen er det vigtigt at du IKKE:
Har spist et stort måltid to timer før. Det er dog vigtigt, at du ikke møder fastende.
Har drukket te, kaffe eller alkohol to timer før.
Har røget 8 timer før.
Træningsforløbet består af 12 ugers holdtræning, med træning 2 gange om ugen af én times varighed. Træningen består af:
konditionstræning
udholdhenhedstræning
styrketræning med individuelle hensyn.
Træningen varetages af fysioterapeuter, der har speciale inden for hjertesygdomme og hjertekirurgi.
Under forløbet vil der være en times undervisning omhandlende fysisk aktivitet. Her vil vi bl.a. komme ind på:
effekten af fysisk aktivitet
gældende anbefalinger omkring varighed og intensitet
hvilke ting, du, som hjertesyg, skal være opmærksom på under fysisk aktivitet.
Mere information
Når du ankommer til fysioterapien, bedes du registrere din ankomst ved standeren. Dette gøres med dit sundhedskort.
Vores omklædnings- og badefaciliteter er begrænsede i forhold til antallet af patienter i afdelingen. Vi vil derfor opfordre dig til at klæde om hjemmefra og bade hjemme efter træningen. Har du ikke mulighed for dette, er det naturligvis muligt at benytte vores faciliteter. Der er taske- og værdiskabe til rådighed på gangarealet ved venteværelset og omklædningsrummene.
Vi anbefaler, at du møder op i behageligt tøj og behagelige indendørssko, som du kan være aktiv i. Det kan ligeledes være en fordel at medbringe en trøje til at tage på i pauserne, så du ikke bliver afkølet grundet vores aircondition.
Det er vigtigt, at du drikker vand både under og efter træningen, da træning medfører et væsketab. Du skal medbringe din egen drikkedunk. Det er desuden vigtigt, at du får dagens hoved- og mellemmåltider, men det kan være en fordel, at du ikke har spist et stort måltid lige inden din træning.
I sjældne tilfælde kan vi blive nødsaget til at aflyse en træningsgang. Aflysningen vil blive meldt ud i så god tid som muligt. Er du tilmeldt kommunens kørselsordning, vil dagens kørsler blive aflyst af vores sekretærer.
Hvis du ikke kan komme til en træningsgang, bedes du melde afbud til vores sekretærer på telefonnummer 7845 6730. Husk også at oplyse, hvis du har en kørselsordning, der skal aflyses.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 3
Telefon
7845 6730
Telefontid
Hverdage 08.00 - 12.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N Indgang F, Plan 2, F206
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.