Øvelsesvejledning til patienter, som er opereret i foden
Gå direkte til
Øvelsesvejledning til patienter, som er opereret i foden
Vær opmærksom på
Når du har fået foretaget din operation i foden, og har fået gips eller walkerstøvle på. Skal du være opmærksom på:
Om du må lægger foden i gulvet når du sidder
Om du må støtte på foden når du står op
Om du må gå på foden indtil du får smerter
Om du må tage støvlen af, f.eks når du er i bad eller sidder ned
Om du må lave bevægeøvelser for fodeleddet
Afhængig af skaden, aftaler vi i samarbejde med lægen, hvordan støvlen skal anvendes.
Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis bandagen trykker eller generer dig. Den må ikke give trykmærker eller sår.
Har du fået anlagt en walkerstøvle og må tage den af, kan det gøres på følgende måde:
Sådan tager du støvlen af:
Hvis du må tage støvlen af, løsner du velcrobåndene foran og åbner polstringen. Undlad at adskille polsteret fra støvlen.
Sådan tager du støvlen på:
Når støvlen skal på igen, skal du tage en lang strømpe på samt sørge for, at der ikke er folder i strømpen. Støvlen åbnes med begge hænder, så du kan sætte foden ind i den. Dette er lettest, hvis du har bøjet knæ.
Sørg for at få hælen godt ned i sålen og helt tilbage i støvlen. (Selvom du ikke må støtte på foden må du gerne presse foden ned i støvlen så du kan mærke, at du er helt nede.)
Luk først velcrobåndene omkring fodleddet. Resten af velcrobåndene på støvlen spændes derefter fra tæerne og videre op af benet.
For at undgå hævelse er det vigtigt, at du bevæger tæerne så meget som bandagen tillader.
Når du hviler, skal du lejre foden højt, helst over hjertehøjde, så undgår hævelse.
Må du tage støvlen af og lave bevægeøvelser med fodleddet, er det også med til at mindske hævelse.
For at du opnår de bedst mulige resultater, er det meget vigtigt, at du deltager så aktivt som muligt i træningen, også ud over det tidsrum, hvor du er sammen med fysioterapeuten. Dette gælder både under indlæggelsen og efter udskrivelsen.
Fysioterapeuten instruerer dig under indlæggelsen i de øvelser, der er relevante for dig.
Det er vigtigt at vedligeholde styrken og bevægeligheden i de led/dele af kroppen, der ikke er skadet/opereret, samt at du holder resten af din krop i gang under hensyn til eventuelle restriktioner.
Øvelser
Formålet med øvelserne er:
at du vedligeholder mest mulig bevægelighed i dine led
at du opretholder mest mulig muskelfunktion
Når du laver dine øvelser, kan du opleve lette til moderate smerter, stramning eller at det spænder omkring operationsområdet, men smerterne skal aftage umiddelbart efter endt træning.
Det kan være en god ide at tage smertestillende medicin forud for træningen.
Øvelserne udføres 2-3 gange dagligt af 1-3 sæt med 10-25 gentagelser efter evne.
Du vil formentlig over tid kunne lave flere sæt og gentagelser, end du kan i starten.
Fysioterapeuten vil udvælge de øvelser, der vil være mest relevante for dig at lave.
Fysioterapeuten vil udvælge de øvelser som er relevant for dig.
1. Rygliggende ankelpumpe
Lig på ryggen med benene bøjede. Løft det ene ben i vejret og vip med foden. Gentag med det andet ben.
2. Fleksion og ekstension af ankel
Sid med det ene ben bøjet og det aktuelle ben strukket. Vip med foden frem og tilbage.
3. Rygliggende knæstræk
Lig på ryggen med armene ned langs siden. Hold benet strakt. Spænd op i lårmusklerne og skub knæet ned mod underlaget, indtil knæet er helt strækt. Giv slip og gentag.
4. Knæstræk med pølle.
Læg en pølle, et sammenrullet håndklæde eller lignende under knæet. Lad knæhasen hvile på pøllen. Stram muskulaturen på forsiden af låret, således at foden løftes fra underlaget og knæet strækkes maksimalt. Sænk langsomt ned igen og gentag øvelsen.
5. Strakt benløft
Lig på ryggen med strakte ben. Løft det ene ben strakt op ved at bøje i hoften. Sænk langsomt ned igen.
6. Strakt benløft siddende
Sid ud til kanten på en stol hold det ene ben strakt. Stram lårmusklen og løft benet strakt cirka 10 cm fra underlaget. Hold et par sekunder før du sænker igen.
7. Siddene knæstræk
Sid på en stol. Stræk knæene ud, et ad gangen så meget som muligt indtil smertegrænsen.
8. Siddende glidende knæ- og ankelbevægelse
Sid på en stol med ryg og skuldre i neutralstilling. Placer din fod på en tæppeflis eller lignende, for at reducere friktion. Start med bøjet knæ og din hæl så langt under stolen som muligt. Stræk knæet alt hvad du kan og løft tæerne opad når knæet er helt strakt. Vend tilbage og gentag.
9. Stående hofteabduktion
Stående, løft det ene ben ud til siden. Kom så langt ud som du kan uden at læne overkroppen sidelæns. Flyt langsomt benet tilbage til udgangsstillingen.
10. Stående hofteekstension
Stående, løft det ene ben bagud. Kom så langt tilbage som du kan uden at læne overkroppen frem. Flyt langsomt benet tilbage til udgangsstillingen.
Billeder er fra www.exorlive.com
Videre forløb
I nogle tilfælde skal din skade kontrolleres af en læge ved afslutningen af behandlingsforløbet. Det er en god ide at tage en almindelig sko med, da du efter kontrollen formentlig ikke længere skal have bandagen på og må anvende alm. sko.
OBS: Hvis du skal til kontrol vil du få en tid med dig under indlæggelsen.
Fysioterapeuten har i dag givet dig en kort øvelsesinstruktion i de øvelser, som du må lave fra i dag og den første tid derhjemme.
Hvis der vurderes behov for yderligere genoptræning udarbejder fysioterapeuten en genoptræningsplan til træning i kommunalt regi. Dette opstartes typisk når du må støtte på benet fuldt.
Hvis du bliver henvist til genoptræning i kommunalt regi, er det din hjemkommune, som visiterer og kontakter dig i forhold den videre genoptræning hos en fysioterapeut.
Du skal dog være opmærksom på, at du selv skal aftale tid med fysioterapeuten, når du har fået besked fra kommunen. Du hører fra kommunen enten via e-boks, telefonopkald eller brevpost.
Der vil så blive sendt kopi af denne henvisning til din hjemkommune og din egen læge.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 4
Telefon
7845 6740
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 123 8200 Aarhus N Indgang H6, Plan 1, H103
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.