Ved alle udspændingsøvelser er det godt at holde strækket i et stykke tid (gerne ½–1 minut), men hvis dit barn protesterer, er det bedre at slippe eller slække strækket og så gentage igen.
Det bliver nogle gange lettere at holde strækket i længere tid efter at have udspændt nogle gange i kortere tid ad gangen. Musklen bliver efterhånden lidt mere smidig og opvarmet.
For at udnytte at musklen er blevet mere smidig, er det vigtigt, at barnet efter udspændingen selv bevæger sig. Forsøg at få dit barn til at dreje hovedet så langt som muligt til venstre.
Gentag gerne nogle gange efter hinanden (se under „Leg kan også være træning“). Fysioterapeuten vurderer, hvilke øvelser der er relevante for dit barn, og hvor ofte udspændingen skal gentages.
Øvelser
Sådan gør du
Få dit barn til at følge med så langt som muligt mod venstre ved, at det kigger efter dig eller efter legetøj.
Støt samtidig med en hånd på barnets højre skulder, så skulderen bliver i underlaget.
Når barnet er så langt ovre, som det kan i drejningen, giver du med modsat hånd et lille ekstra pres på barnets hoved, så det kommer så langt som muligt mod venstre.
Hold gerne strækket et stykke tid.
Sådan gør du
Barnet bæres med front ind mod dit bryst. Barnets hoved er drejet mod venstre.
For at få ekstra udspænding, lægger du en hånd på barnets baghoved.
Sådan gør du
Støt barnet på venstre skulder, så skulderen bliver i underlaget.
Træk roligt barnets hoved mod højre, så øret kommer ned mod skulderen.
Hold strækket og giv langsomt slip igen.
Sådan gør du
Børn kan godt lide, at man går med dem. Derfor vil de fleste børn ikke reagere mod, at man går med dem i bærestillingen.
Når du har gået lidt rundt med dit barn, og det slapper godt af, tager du fat i venstre skulder, og holder den fast, så der kommer ekstra stræk på halsmusklen.
Det er godt, at dit barn ligger i forskellige stillinger, når det er vågent, dvs. på ryggen, maven, siden, og når dit barn er parat til det, holdt siddende på skød. Rul gerne dit barn fra den ene stilling til den anden, så barnet oplever bevægelsen og ikke bare bliver placeret i stillingen. Rullebevægelsen er grundlaget for barnets evne til at koordinere sine bevægelser.
Lad barnet prøve bevægelserne/stillingerne mange gange hver dag. Giv ikke op, hvis barnet virker utilfreds med at ligge på maven eller siden, men vær tålmodig. Forsøg at få dit barn til at dreje hovedet mod venstre i de forskellige stillinger.
Hvis dit barn har tendens til at ligge med hovedet på skrå mod venstre, er det vigtigt, at du ind imellem retter på hovedet, så det ligger lige i midtstilling.
Sådan gør du
Få øjenkontakt med dit barn og få barnet til at følge med over, så det drejer hovedet til venstre side. Det er vigtigt at få dit barn til at dreje hovedet så langt over som muligt
Du kan også få dit barn til at dreje hovedet ved at fange dets opmærksomhed med legetøj – f.eks. rangle eller lignende
Det er vigtigt for barnets udvikling, at det ligger på maven, når det er vågent. Når barnet har torticollis bliver den stramme muskel desuden let udspændt, når dit barn ligger på maven og løfter hovedet. Når dit barn bliver bedre til at løfte hovedet i maveleje, er det vigtigt at få barnet til at dreje hovedet til venstre ved at følge med legetøj eller kigge over mod dig.
Når dit barn er vågent, er det vigtigt, at du vænner det til at ligge på siden.
Sådan gør du
Rul dit barn fra ryggen til venstre side. Støt barnet, så det bliver liggende på siden og ikke ruller om på ryggen igen. Tal med dit barn og vis det legetøj, så det synes, det er sjovt at ligge på siden.
Husk at rulle om på begge sider. For at få dit barn til at blive liggende på siden, kan du også lægge en sammenrullet dyne bag ryggen, så det ikke ruller tilbage på ryggen igen.
Når du ruller barnet tilbage til ryggen fra venstre side, kan du evt. forsøge at lade hovedet blive liggende tilbage med kinden i underlaget, så halsmusklen bliver udspændt.
Sådan gør du
Når dit barn selv kan holde hovedet, kan du sidde med det på skødet og få barnet til at dreje hovedet mod venstre.
Desuden kan du modvirke, at barnet holder hovedet på skrå mod venstre ved at tippe barnet en smule til venstre. Barnet vil så reflektorisk rette hovedet op til højre side, så det træner musklen i højre side.
Det er vigtigt, at barnet kigger lige frem, inden det tippes, og at du kun tipper det let til venstre side, da det ellers bliver for svært for musklen på højre side at arbejde.
Hvis barnet hele tiden har hovedet drejet mod højre, bliver hovedet gradvist mere skævt. Når dit barn sover, er det derfor vigtigt, at det, så vidt muligt, har hovedet drejet lige så meget til venstre som højre.
Sådan gør du
Når dit barn er faldet godt i søvn, drejer du hovedet til venstre. Det vil ofte hurtigt dreje hovedet tilbage igen, så kig til barnet med jævne mellemrum om dagen og drej igen hovedet til venstre.
Du kan også prøve at lægge en sammenfoldet ble under den højre skulder for at forsøge at få barnet til reflektorisk at dreje hovedet mod venstre. Dette virker dog ofte kun til helt små børn.
Ligeledes kan du lægge lidt under madrassens højre side, så denne skråner let. Herved vil tyngden bevirke, at barnet har lettere ved at dreje hovedet mod venstre.
Mere information
Torticollis er betegnelsen for en medfødt fejlstilling af hovedet. Den er forårsaget af en muskelstramning på den ene side af halsen. Fejlstillingen ses ofte ikke umiddelbart efter fødslen, men i løbet af de første uger eller måneder.
Man vil lægge mærke til, at barnet næsten hele tiden drejer hovedet til den samme side og samtidig holder hovedet bøjet lidt på skrå til den modsatte side. Hos nogle af børnene ses tillige asymmetri af kraniet.
Efter at Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at spædbørn sover på ryggen, ses et voksende antal børn med skæve kranier. Dette kaldes lejringsbetinget torticollis. Skævheden er kommet af, at barnet meget af tiden har ligget med hovedet drejet til den samme side. Disse børn er ikke født med en stram muskel, men denne kan opstå sekundært.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 4
Telefon
7845 6740
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 123 8200 Aarhus N Indgang H6, Plan 1, H103
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.