Fysioterapeutisk vejledning til dig med et for tidligt født barn
Gå direkte til
Fysioterapeutisk vejledning til dig med et for tidligt født barn
Fysioterapeutisk vejledning om børn, der er født før uge 32 eller vejer mindre end 1500 g ved fødslen.
Sådan gør du
Det for tidligt fødte barns sanser er ikke færdigudviklede ved fødslen, da sansesystemet mangler den sidste tid i livmoderen for at modne.
Babyer kan godt lide at blive vugget. For tidligt fødte børn har brug for at deres balancesans stimuleres. Det kan du blandt andet gøre ved at vugge dit barn blidt i forskellige retninger.
Du kan vugge dit barn, når du står med det i armene, men også når du sidder med det på skødet.
Du kan også rulle dit barn fra ryggen til siden, og senere helt om på maven og tilbage igen. Ud over at stimulere balancen, giver det at rulle dit barn en større bevidsthed om egen krop, hvilket er udgangspunkt for den videre motorisk udvikling.
Når du laver øvelser med dit barn, kan det være, det har brug for pauser undervejs. Hold om dit barn med dine hænder omkring kroppen eller hovedet, så det føler tyghed og kommer i balance igen. Det er vigtigt at øvelserne foregår i et roligt tempo.
Det er vigtigt at dit barn øver at ligger på ryggen med hovedet i midterstilling. Hjælp dit barns hoved til midten, så næsen peger op og lige frem. Støt evt. hovedet i starten med en sammenrullet ble. Når barnet ligger med vægt på baghovedet, påvirker det hovedfaconen, så det bliver mindre aflangt. I denne stilling har du mulighed for øjenkontakt og dit barn bliver mere motiveret til at forsøge at holde kontakten og hovedet i midten.
Du kan også styrke dit barns hovedkontrol og kontakt, mens barnet ligger på ryggen på dine lår. Her får barnet hjælp til at holde hovedet og behøver ikke yderligere støtte. Det samme gør sig gældende, når barnet ligger i arm, med hovedet støttet på din arm.
På puslebordet eller på skødet kan du lave gymnastik med dit barn ved at bevæge dets arme og ben. Det stimulerer led- og muskelsans og er med til at øge barnets bevisthed om egen krop. Bevægelserne med benene kan også hjælpe dit barn, hvis det har luft i maven.
Læg dit barn på ryggen når det skal sove.
Når dit barn ikke længere er på overvågning under indlæggelsen, skal det ifølge Sundhedsstyrrelsen, sove på ryggen. Du kan læse om hvorfor via Sundhedsstyrrelsens vejledning ”Forebyggelse af vuggedød”.
Det er godt for dit barn at ligge på siden, når det er vågen. I denne stilling bliver barnet mere samlet og trygt, og det har lettere ved at føre sine hænder op til munden. Hvis barnet er vant til at ligge på siden, er det senere nemmere at lære at rulle. Husk at vænne dit barn til at ligge på begge sider.
Det er vigtigt at dit barn ligger på maven. Muskler i nakke og ryg styrkes og dit barn får nemmere ved at løfte sit hoved op og holde det i længere tid. Læg dit barn på maven flere gange om dagen, når det er vågent. Man kan træne barnets udholdenhed på maven, på mange forskellige måder.
Hvis dit barn har svært ved at ligge på maven, kan du hjælpe dit barn ved at placere det på et skråt underlag, så bryst og hoved er løftet i forhold til resten af kroppen. Det kan være på en ammepude, skråpude eller en sammenrullet dyne eller håndklæde.
Når barnet bliver udskrevet fra afdelingen vil fysioterapeuten deltage ved opfølgnings-besøg i neonatal klinikken. Her vurderer fysioterapeuten i samråd med lægen, om der er behov for at sætte yderligere træning/vejledning igang. Derudover kan fysioterapeuten giver vejledning til, hvordan du selv kan stimulere barnet til videre motorisk udvikling.
Mere information
Se Sundhedsstyrelsens vejledning omkring forebyggelse af vuggedød – og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.