Enhed for Lindrende Behandling er en tværfaglig personalegruppe, som kan hjælpe dig, der er livstruet syg og din familie.
Det vi kan hjælpe dig med er:
at lindre gener og symptomer
at støtte dig og din familie til at have så godt et liv som muligt
Dit forløb hos os
Når du er blevet henvist, vil du i løbet af få dage blive kontaktet med henblik på en samtale med en læge og en sygeplejerske fra Enhed for Lindrende Behandling. Vi tilstræber, at de to personer, som du møder ved første kontakt, vil være dine kontaktpersoner fremadrettet.
Til samtalen vil din egen læge og evt. din hjemmesygeplejerske blive inviteret med.
Vi skal tale om aktuelle problemer du har samt om din situation i det hele taget. Ud fra dette, laver vi i fællesskab en foreløbig plan for, hvordan du og din familie bliver hjulpet bedst fremover. Derfor er det en god idé, at have familie eller en anden nærtstående person med.
Hjælpen vil blive tilrettelagt i samarbejde med dig og din familie og tager afsæt i dit/jeres behov. Opholder du dig i eget hjem er egen læge fortsat den primære læge. Vi tilstræber at pleje og behandling foregår i tæt samarbejde med hjemmepleje og egen læge.
I tilfælde af pludseligt opstået behov for besøg i hjemmet kontaktes hjemmesygeplejerske eller egen læge.
Din kontakt til os kan være på følgende måder:
telefonisk
ambulant besøg
besøg i eget hjem
forbindelse med hospitalsindlæggelse
Vær opmærksom på
Enhed for Lindrende Behandling har åben alle hverdage fra kl. 8 – 15.
Hvis du eller din familie har behov for hjælp udenfor åbningstiden, skal I kontakte hjemmesygeplejersken, egen læge/vagtlæge, det afsnit du er tilknyttet eller der hvor du har åben indlæggelse.
Ved behov for indlæggelse, vil du blive indlagt. Ved pladsmangel på det afsnit du er tilknyttet, vil du blive tilbudt indlæggelse i et andet afsnit på hospitalet.
Oplysninger og aftaler, der har betydning for dit forløb, vil blive skrevet i din hospitalsjournal og givet videre til relevante fagpersoner ved behov og efter aftale.
Mere information
I enheden er der ansat læger, sygeplejersker, fysioterapeut, psykolog, præst, sekretærer og socialrådgiver.
Du kan læse mere om os og vores tilbud på følgende hjemmeside www.lindring.auh.dk
Kontakt
Enhed for Lindrende Behandling
Telefon
7845 4990
Telefontid
Mandag-fredag kl. 8-15
Adresse
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35
Indgang C, Plan 1, Krydspunkt B101
8200 Århus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/778198
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.