Når et menneske får smerter, ændres tilværelsen ikke kun for den syge, men også for de nærmeste pårørende.
Det kan være svært at se på, at den, man holder af, er påvirket af smerter, og man kan let føle sig magtesløs. Det kan hjælpe at få viden om smerternes årsag og behandlingsmuligheder, samt hvad man som pårørende kan gøre. Derfor er det en god ide både for den syge og de pårørende at være sammen, når smertebehandlingen skal drøftes med behandlerne, eller når der skal gives generelle informationer.
Som pårørende er det vigtigt, at man også tænker på sig selv og er opmærksom på, at man ikke påtager sig for mange opgaver. Det kan derfor være en god idé at benytte sig af den praktiske hjælp, det offentlige kan tilbyde, så man kan bevare energi og overskud til at være pårørende.
Familie og venner kan være til stor støtte – enten til praktiske gøremål eller til at tale med om situationen.