Døende mister gradvist lysten til at spise og drikke. Det er naturligt fordi kroppen ikke kan optage og omsætte næring, hvorfor indtagelse af mad kan være forbundet med ubehag.

Pårørende er ofte bekymrede for, om den syge tørster, og har derfor en forventning om, at kunstig væsketilførsel vil lindre. Det vil sjældent være nødvendigt, da den syge krop ikke kan optage væsken. Tværtimod kan kunstig væsketilførsel påføre den døende gener i form af væskeophobning og åndenød.

Den døende oplever ofte mundtørhed, fordi vejret trækkes gennem munden. Dette kan lindres med hyppig mundpleje i form af at få fugtet munden og læberne smurt med læbepomade.

I den sidste levetid svækkes kroppen, og den døende oplever tiltagende træthed og udmattelse. Derfor sover eller blunder de fleste en stor del af tiden.

Den døende kan gradvist trække sig tilbage fra omgivelserne. Dette er et udtryk for, at den døende er afkræftet, og ikke et udtryk for manglende påskønnelse af din eller familiens omsorg og nærvær.

Mange kan være bekymrede for, at den døende vil opleve smerter. Dette er langt fra sikkert, og skulle der opstå smerter, kan disse i langt de fleste tilfælde lindres ved at give smertestillende medicin, som justeres efter behov. Som det er tilfældet med al anden medicin, er formålet med at give smertestillende medicin at lindre og ikke at fremskynde døden.

Der vil gradvist opleves forandring i kontakten med den døende, som efterhånden bliver begrænset til et let håndklem, et nik eller et blink.

Det kan være svært at forstå indholdet i de svar du får, og du oplever måske, at den døendes tidsfornemmelse ændrer sig.

Mange døende genoplever, og taler om tidligere oplevelser, mens nutiden opleves uklar. Andre kan blive forvirrede, urolige og have vrangforestillinger, som kan vise sig ved, at de ser ting, der ikke er der, eller taler med personer, som ikke er tilstede.

Kroppens forskellige organer sætter gradvist ud. Urinproduktionen bliver sparsom og ophører til sidst. Hjertet svækkes, og blodet sendes ikke ud i de yderste dele af kroppen. Derfor bliver arme og ben kølige, ligesom negle og læber kan blive blå.

I den sidste levetid svækkes sanserne ligeledes. Høre- og følesanserne er de sidste, der forsvinder, og derfor kan du gå ud fra, at det du siger, sandsynligvis vil blive hørt til det allersidste.

Udseendet ændrer sig i de sidste timer, og ansigtet bliver mere blegt og voksagtigt. Øjnene synker dybere ind i ansigtet og bliver matte, ligesom næsen spidser til.

Nogle oplever åndenød, hvilket kan give anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær, og en fornemmelse af at blive kvalt.

Angst kan forværre vejrtrækningen og oplevelsen af åndenød. Der er mulighed for at lindre angst og åndenød med medicin. Samtidig har det betydning for tryghed og ro, at der er et andet menneske tæt ved.

I de sidste dage kan vejrtrækningen blive rallende. Den rallende vejrtrækning opstår på grund af slimdannelse, da den døende ikke længere er i stand til at hoste slim op eller at synke. Den døende er ikke generet af dette, men det kan være ubehageligt at høre på som pårørende. Stillingsskift og medicinsk behandling kan forsøges, men har sjældent effekt. Sugning i luftvejene vil i mange tilfælde forværre tilstanden og øge mængden af slim, og anbefales derfor ikke.

Når døden nærmer sig, kan der opstå perioder, hvor vejrtrækningen udebliver i op til flere minutter. Det er karakteristisk, at vejrtrækningen afsluttende bliver hurtig og overfladisk, før der høres nogle kortvarige suk. Åndedrættet udebliver derefter helt, og der kan ikke mere iagttages livstegn.

For mange pårørende er det vigtigt at være tilstede hos den døende, men samtidig kan det være hjælpsomt at holde en pause ved at få sovet, spist eller evt. gå en tur, som igen kan give overskud til at være hos den døende.

Det at være til stede hos en døende kan være forbundet med mange tanker og følelser, og det kan være svært at vide, hvad man skal sige til den døende og udholde stilheden i situationen. For nogle er det vigtigt at få sagt det, som man har behov for til den døende. Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har haft betydning for den døende, kan være meningsfuldt.

Man kan også blot være til stede, holde i hånd, give en kølig klud på panden eller fugte mund og læber.

Familier har forskellige ritualer omkring dødsfaldet. Nogle åbner et vindue, for at sjælen kan flyve ud. Andre sætter symbolsk uret i stå, og nogle tænder lys.

Der kan også være noget helt andet, som giver mening for jer.

Indtræder døden i eget hjem, kontaktes hjemmesygeplejen, hvis denne har været involveret, eller en læge. Du skal ikke ringe 112.

Hjemmesygeplejen vil være dig behjælpelig med hvem du i øvrigt skal kontakte. Under alle omstændigheder skal en læge ud i hjemmet, da der skal udfærdiges en dødsattest. Hvis dødsfaldet sker om natten, kan egen læge kontaktes næste morgen. Sker det i weekenden, skal vagtlægen kontaktes.

Indtræder døden på en hospitalsafdeling eller hospice vil personalet på afdelingen/hospice være behjælpelig, og de vil kontakte en læge.

Hvis du ønsker det, er det, uanset hvor døden indtræder, muligt for dig at være med til at give den døde andet tøj på. Ofte kan det være en hjælp på forhånd at vide, hvilket tøj den dødende ønsker at have på efter dødsfaldet. I kan som familie tage stilling til hvilke ting, der eventuelt skal med i kisten. Det kan fx være et billede, tegninger eller andre personlige ting. Mange familier afholder en lille højtidelighed i forbindelse med, at den døde lægges i kisten og efterfølgende køres i kapellet. Man kan synge en salme eller lignende.

Hvis den døde ikke har tilkendegivet, hvordan begravelsen/bisættelsen skal tilrettelægges, eller ikke har udfyldt dokumentet 'Min sidste vilje', er det dig som nærmeste pårørende, der bestemmer. Du kan enten selv planlægge bisættelsen/begravelsen eller kontakte en bedemand.