Hvad sker der:
Spyt fugter munden så slimhinderne bevarer smidigheden og samtidig virker beskyttende overfor huller i tænderne (karies). Strålebehandlingen påvirker spytkirtlerne således, at spyttet i starten bliver sejt og tykt, senere hvidt og skummende. Tørheden i munden kan blive livslang afhængig af, hvor strålerne bliver givet.
Hvad kan du selv gøre:
Ved sejt spyt:
Skyl munden med saltvand:1 liter vand + 2 teskefulde køkkensalt. Skyl munden flere gange dagligt med 3-4 mundfulde. Skyl specielt før måltiderne, så munden bliver ren og fugtig.
Danskvand er godt til at rense munden for slim og sejt spyt.
Gurgl munden hermed ved behov og skyl efter med almindeligt vand.
Ved tør mund:
Skyl munden så ofte som muligt med vand, kamillete lavet på kamilleblomster og uden sukker (se produkter mod mundtørhed).
Undgå søde læskedrikke, der på grund af sukkerindholdet vil medføre huller i tænderne. Hold dig til sukkerfrit tyggegummi og sukkerfrie pastiller.
Alkohol og tobak kan også forværre tørheden i munden.
På apoteket og i Matas findes forskellige produkter (spray, gel og sugetabletter), som kan lindre.
Kunstigt spyt som kan laves hjemme: 1 del vand blandes med 1 del glyserol.
Stilles på køl. 1 spiseskefuld gurgles rundt i munden. Spyttes ud. Bruges ved behov. Er holdbar 3-4 dage i køleskab. Giver en smørende effekt i mundhulen.