Du må vaske huden i det bestrålede område med tempereret vand (gerne brusebad), og du kan anvende en mild uparfumeret sæbe (ph-neutral 4,5).
Efterfølgende duppes huden tør med et rent håndklæde.
Ved bestråling på hovedet anvendes samme anbefalinger som ved vask af huden.
Håret tørres forsigtigt, evt. med hårtørrer med kold luft.
Creme/salve kan forebygge og lindre hudbivirkninger til din behandling.
Det bestrålede område smøres 2 gange om dagen med uparfumeret fugtighedscreme med fedtindhold mellem 30% - 70 %.
Du bør undgå andre former for creme i det bestrålede område, med mindre andet er aftalt med personalet.
Du må gerne anvende deodorant uden parfume.
Undgå at benytte parfume og plaster på det bestrålede område.
Vi fraråder karbad og svømning i klorvand og havvand under behandlingen, så længe huden har følgevirkninger af behandlingen.
Vi anbefaler, at du barberer dig med elektrisk barbermaskine i det bestrålede område, og at du undlader barbersprit.
Undgå stramtsiddende tøj, uld og kunststof, som kan irritere din hud.
Vi anbefaler at bruge bomuld eller silke tættest på kroppen.
Vi fraråder direkte sol eller solarium på det bestrålede område, mens du får strålebehandling og i et år efter afsluttet behandling.
Ved sollys skal det bestrålede område beskyttes med beklædningsgenstande, hvilket er den bedste beskyttelse.
Under behandlingen må der ikke benyttes solcreme på det bestrålede område, men når huden er helet efter behandlingsforløbet beskyttes huden med en solfaktor på mindst 25 i et år efter afsluttet behandling. Læber, som har været bestrålet, beskyttes med læbepomade med høj solfaktor.
Ved afslutning af strålebehandling anbefales det, at tage et billede af hudreaktionen, så man senere kan huske, hvor huden var påvirket. Dette er en hjælp til at kunne påføre solcremen præcist.
Efter behandlingsforløbet
Virkningen af strålebehandlingen forsætter i 10-14 dage efter afsluttet strålebehandling.
Derfor skal du forsætte med at behandle huden i 4-6 uger herefter.
Behandlingen afhænger af, hvilken reaktion huden har ved afslutningen af strålebehandlingen.
Personalet vil vejlede dig ved afslutning af din behandling.
Spørg personalet
Ved hudreaktioner vil sygeplejersken vejlede dig i den mest hensigtsmæssige hudpleje.
Det er vigtigt, at du ved enhver tvivl kontakter en af de sygeplejersker, som behandler dig. Du er altid velkommen til at spørge om råd.
Hvis du oplever hudgener inden for 2 uger efter afsluttet behandling, kan du kontakte afdelingen. Herefter kontaktes egen læge.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/629625
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.