Behandling med Carboplatin og Paclitaxel - patientinformation
Gå direkte til
Behandling med Carboplatin og Paclitaxel - patientinformation
Du har fået konstateret kræft i spiserøret, og vi anbefaler derfor strålebehandling i kombination med kemoterapistofferne Carboplatin og Paclitaxel.
Strålebehandling kan du læse om på hjemmesiden www.dcpt.dk
Nedenstående information handler om kemoterapistofferne Carboplatin og Paclitaxel.
Du vil også informeres mundtligt i Dansk Center for Partikelterapi.
Forbered dig til behandlingen
Anskaf dig et rectalt termometer, så du kan måle din temperatur.
Det er nødvendigt, hvis du oplever infektionstegn som fx. kulderystelser svie ved vandladning eller hoste.
Om behandlingen
Behandlingen gives på Dansk Center for Partikelterapi.
Vi har indrettet en stue med behagelige stole.
Desuden sørger vi for drikkevarer, snacks og mad mens du får din behandling.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller andet tidsfordriv.
Du møder til behandling med kemoterapi fra morgenstunden og er færdig ved middagstid.
Personalet koordinerer behandlingerne, så du bliver klar til at få strålebehandling senere på dagen.
Behandlingen gives 1 gang om ugen i 5-6 uger, hvor du modtager strålebehandling.
Behandling med Carboplatin og Paclitaxel pauseres eller ophører, hvis du oplever uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
Du får anlagt en plastickanyle i armen.
Behandlingen gives gennem denne kanyle ind i blodåren.
I forbindelse med behandlingen får du også en del væske gennem kanylen. Væsken tilføres, så du kan udskille kemoterapien gennem urinen, når den har gjort sin virkning.
Sådan virker medicinen
Carboplatin og Paclitaxel er kemoterapi.
Carboplatin og Paclitaxel virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig og reparere stråleskader.
Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens normale celler, og det kan være med til at give bivirkninger under behandlingsforløbet.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Det er denne påvirkning der gør, at du kan opleve bivirkninger.
Nedenfor er nævnt de mest almindelige bivirkninger til behandlingen.
Hvis du oplever andre symptomer, er det vigtigt, at du nævner det for personalet.
Generelt tåler de fleste behandlingen godt, men bivirkningerne kan i meget sjældne tilfælde blive alvorlige, og i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne.
Bivirkningerne til strålebehandlingen kan forværres når vi giver kemoterapi samtidig.
I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op.
Kvalmen må ikke få indflydelse på din lyst til at spise og drikke.
Du får kvalmestillende medicin med hjem, som du kan tage ved behov.
Hvis du oplever kvalme er det vigtigt, at du fortæller det til personalet.
Vi kan behandle kvalmen med medicin samt give dig gode råd til, hvad du kan gøre for at lindre kvalmen.
Der kan komme hårtab.
Håret gror ud igen efter behandlingsperioden.
Tab af hørelse forekommer sjældent, men fortæl personalet, hvis du oplever tinitus (en hyletone i øret).
Behandlingen påvirker antallet af hvide blodlegemer i dit blod.
Hvide blodlegemer er en vigtig del af immunforsvaret.
Når du har færre hvide blodlegemer, bliver du mere modtagelig for infektioner i kroppen.
Tal med personalet, hvis du oplever infektionstegn såsom kulderystelser eller feber.
Anskaf gerne et termometer til endetarmen, så du kan måle din temperatur præcist.
Hvis du får feber mens du er der hjemme, skal du kontakte DCPT eller Kræftafdelingen med det samme.
Blodpladerne får blodet til at størkne, når du bløder, og du kan derfor opleve øget tendens til blødning grundet fald i antallet af blodplader.
Det kan opleves ved, at du lettere får blå mærker eller næseblod.
Medicinen kan ligeledes påvirke antallet af røde blodlegemer og dermed give blodmangel. Det er ikke sikkert at du mærker noget til det, men du kan opleve træthed, svimmelhed og åndenød.
Vi kontrollerer antallet af blodplader ved hjælp af blodprøver under behandlingen.
Carboplatin kan påvirke nyrerne.
For at undgå skade på nyrerne følger vi din nyrefunktion ved hjælp af blodprøver.
Paclitaxel kan give en allergisk reaktion.
Ved de første behandlinger får du medicin for at mindske risikoen for allergisk reaktion.
Sygeplejersken observerer dig tæt mens behandlingen gives.
Den allergiske reaktion kan i sjældne tilfælde medføre lavt blodtryk, besværet vejrtrækning og forstyrrelser i hjertets rytme.
Vær opmærksom på
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin, er det vigtigt, at du fortæller det til lægen i Dansk Center for Partikelterapi
Ellers kan det få betydning for effekten af din kræftbehandling.
Hvis der er mulighed for, at du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert middel til at forebygge graviditet.
Tal med lægen om, hvordan I bedst beskytter jer mod graviditet under behandlingsperioden.
Hvis du er i behandling på andre hospitalsafdelinger, eller er i kontakt med sundhedspersonale uden for Dansk Center for Partikelterapi, skal du oplyse, at du er i behandling med kemoterapi.
Fagpersoner er velkomne til at henvende sig til Dansk Center for Partikelterapi med spørgsmål til behandlingen.
Når du kommer hjem
Tegn på infektion som f.eks. kulderystelser
Feber over 38.5 ºC
Svie ved vandladning,
Hoste
Synkesmerter
Blødning som f.eks. næseblod
Blå mærker
Røde prikker i huden
Vedvarende kvalme og opkastninger
I tidsrummet mellem kl. 7.30-15.00 kontaktes personalet på Dansk Center for Partikelterapi.
Uden for dette tidsrum kontaktes Kræftafdelingen på telefonnummer 78 45 49 31.
Videre forløb
Du får taget blodprøve en gang om ugen.
Desuden vil du møde en læge hver uge til undersøgelse og snak om behandling af bivirkningerne.
Hvis du har mange bivirkninger, vil vi se dig hyppigere.
Mere information
Du kan få mere information om behandling med Carboplatin på min.medicin.dk
Du kan få mere information om behandling med Paclitaxel på min.medicin.dk
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.