Denne information er til dig, der skal strålebehandles med protoner mod hoved-hals området.
Informationen supplerer den generelle vejledning om protonbehandling, som du finder på denne hjemmeside. Det er en god ide at læse de generelle sider først.
Herefter kan du læse denne information, der beskriver det særlige, som gør sig gældende ved dit behandlingsforløb med protoner.
Vær opmærksom på
Har du skæg, og skal have stråler mod hovedet eller halsen, er det vigtigt, at du fjerner skægget før dit første møde i afdelingen. Ellers vil du blive bedt om at barbere dig i afdelingen, før vi kan fremstille din behandlingsmaske.
Det er nødvendigt at fjerne skæg, da det ellers kan være svært at få behandlingsmasken til at passe. Dette kan få betydning for præcisionen ved behandlingen.
Du skal ligeledes fjerne skægget gennem hele behandlingsforløbet. Det er bedst at anvende barbermaskine for at skåne huden mest muligt.
Ved strålebehandling for kræft i mundhule, svælg eller strube, øger du din chance for helbredelse og får færre bivirkninger, hvis du stopper med at ryge.
Ilt er nødvendigt for, at strålerne kan ødelægge kræftcellerne. Hvis du ikke ryger, kan blodet bedre transportere ilt ud til kræftcellerne. Hermed øges chancen for, at kræftcellerne ødelægges og dør.
Rygere får flere bivirkninger til behandlingen. Eksempelvis kan det øge bivirkninger i mundhulens, svælgets og strubens slimhinder. Dette kan både give flere smerter og mere synkebesvær.
Hvis du stopper med at ryge, har du mindre risiko for at udvikle en ny kræftsygdom. Det er aldrig for sent at holde op med at ryge.
Din chance for rygestop øges, når du får hjælp. Personalet kan hjælpe med udlevering af hjælpemidler til rygestop og støtte dig i dit rygestopforløb.
Du kan eksempelvis få støtte til dit rygestop ved hjælp af en mobil-app kaldet ekvit.dk, som er udviklet i samarbejde mellem blandt andre Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. Det er et gratis rygestop program, hvor du får sendt skræddersyede tips, opmuntringer, øvelser og videoklip, der gør det nemmere for dig at komme igennem rygestoppet.
Nogle patienter får Nimorazol i forbindelse med strålebehandling.
Nimorazol er medicin, der øger strålernes virkning på kræftcellerne. Du skal tage Nimorazol halvanden time før hver behandling. Personalet udleverer Nimorazol, inden du begynder behandlingen.
Nimorazol kan i nogle tilfælde give bivirkninger i form af kvalme, udslæt, kløe og hedestigninger. Personalet vil vejlede dig, hvis du har behov for medicin mod kvalme og kløe.
Under behandlingsforløbet er det er vigtigt, at du spiser og drikker, så du holder din vægt. Varieret kost bidrager til, at kroppen har protein og energi til at reparere stråleskader i vævet.
Når du får stråler mod halsen eller spiserøret, kan det blive svært at spise almindelig mad. I stedet kan man få proteindrikke i mange forskellige smagsvarianter.
Hos patienter der taber sig, kan det være nødvendigt med en sonde. Denne kan enten lægges gennem næsen eller maveskindet.
Personalet vejer dig hyppigt og vejleder dig om ernæring under behandlingsforløbet.
Du kan kan få rødme, ømhed, tør hud og kløe i det bestrålede område.
Påvirkningen af huden opstår cirka efter 2-3 ugers behandling og kan forværres indtil et par uger efter afsluttet behandling. Herefter vil huden gradvist blive normal igen.
Det første år efter afsluttet behandling skal du undgå direkte sollys og solarium på området, hvor du har modtaget behandling. Ellers kan du risikere en voldsom solskoldning og misfarvning af huden.
Det anbefales ikke at bade i klor- og havvand samt karbad, før huden er helet.
Personalet vil vejlede dig i hudpleje og brugen af creme/salve. Du kan også læse om det i vejledningen Hudpleje efter protonbehandling.
Du kan opleve smerter i det behandlede område og få behov for smertestillende medicin.
I begyndelsen af behandlingsforløbet anbefales paracetamol f.eks. Panodil 3-4 gange dagligt.
Mange får behov for stærkere smertestillende medicin i behandlingsforløbet.
Tal med personalet, hvis du oplever smerter. De kan vil vejlede dig til den bedste smertebehandling.
Træthed opstår ofte efter et par ugers behandling.
Træthed kan både opleves som fysisk træthed, men også som mental træthed, hvor du kan føle dig udmattet.
Der kan være mange årsager til træthed. Mange oplever det som belastende at modtage daglig behandling, forholde sig til sygdom, forholde sig til uvante omgivelser og lignende.
Det er meget forskelligt, hvor udtalt den enkelte oplever træthed, men mange vil opleve en tiltagende træthed under og efter endt behandlingsforløb.
Personalet vil vejlede dig i, hvordan du håndterer din træthed.
Der udvikles ofte ømhed og smerter i slimhinderne omkring kræftknuden. Dette kan medføre problemer med at spise, ændring af smagssansen samt øget produktion af sejt slim i mund og hals.
Hvis slimhinderne omkring struben bestråles, kan det medføre hoste, hæshed og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
Problemer med slimhinderne opstår 2-3 uger inde i behandlingsforløbet. 2-4 uger efter afsluttet behandling vil der ske en langsom heling af slimhinderne. Ofte vil slimhinderne være mere sarte end tidligere.
Personalet vil vejlede dig, hvis du oplever, at slimhinderne påvirkes.
Hvis spytkitlerne bestråles, vil din spytmængde nedsættes, og munden vil føles meget tør. For mange vil mundtørhed være et varigt problem. Dit spyt kan også blive mere sejt i en periode, men vil ofte blive mindre sejt igen med tiden.
Personalet vil vejlede dig, hvis du oplever, at din spytproduktion mindskes.
Synkeproblemer kan udvikles både under og efter behandlingen. Synkeproblemer kan skyldes smerter i det behandlede område. Kræftknudens placering kan genere synkefunktionen. Slimhinder i munden og halsen påvirkes af behandlingen og hæver op. Musklerne, som bruges til at synke med, påvirkes af behandlingen. Synkeproblemer kan være varige i større eller mindre grad.
Hvis du får behov for smertestillende medicin, vil personalet vejlede dig.
Behandling på halsen kan medføre, at din strube påvirkes. Påvirkning af struben kan give hæshed eller forværre hæshed, du allerede har. Din stemme kan også påvirkes og i nogle tilfælde næsten forsvinde. Stemmen kommer oftest igen, men kan være forandret. Det kan tage op til 1-2 år før din stemme finder sit leje. Anstrenger du stemmen ved at tale højt eller længe, kan den periodevis forsvinde igen.
Det er almindeligt, at du kan opleve hævelse og fasthed udvendigt på halsen og under hagen efter behandlingen. Hævelsen og fastheden opstår oftest 2-6 måneder efter afslutning af behandlingen og forsvinder oftest igen efter nogle måneder. I nogle tilfælde kan der opstå varig fasthed i et område på halsen.
Hvis underkæbe og kæbeleddene bliver medbestrålet, kan nogle patienter opleve stivhed af kæbeleddene og problemer med at gabe op. Stivhed af kæbeleddene kan i nogen grad forebygges og afhjælpes ved at lave gabeøvelser.
I sjældne tilfælde er der på sigt risko for knogleskade og brud på kæben, hvis kæben er blevet medbestrålet.
Hvis skjoldbruskkirtelen medbestråles, er der risko for, at den producerer mindre hormon end tidligere. Efter behandlingsforløbet vil du få kontrolleret mængden af skjoldbruskkirtelhormon i en blodprøve. Det gøres på afdelingen, hvor du skal gå til kontrol. Hvis skjoldbruskkirtlen producerer for lidt hormon, er det nødvendigt at tage skjoldbruskkirtelhormon som tabletter.
Afhængigt af, hvor din tumor sidder, kan der være risiko for, at den påvirker hørelsen og synet.
Hørelsen kan påvirkes både midlertidigt og varigt. Hvis behandlingen medfører risiko for varig skade af din hørelse eller dit syn, vil du få information af en læge inden opstart af behandlingen.
Personalet vil vejlede dig, hvis du oplever problemer med hørelsen.
Genoptræning
Fysisk aktivitet er gavnligt under behandlingsforløbet. Regelmæssig motion modvirker bl.a. træthed, lungebetændelse, giver bedre søvn, holder maven i gang og øger appetitten. Smerter og kvalme lindres ofte under og efter motion.
Hvis du allerede dyrker motion, må du gerne fortsætte med det under dit behandlingsforløb. Hvis du ikke er vant til at dyrke motion, anbefales det, at gå ture eller styrke dine muskler hver dag.
Når du kommer hjem efter behandlingsforløbet, vil du stadig være påvirket af bivirkninger.
Du skal kontakte personalet ved Dansk Center for Partikelterapi eller din lokale kræftafdeling, hvis du oplever:
Flere smerter
Vægttab
Problemer med at holde maven igang
Du må kontakte Dansk Center for Partikelterapi i 14 dage efter, at dit behandlingsforløb er afsluttet.
Hvis dine spytkirtler bestråles, kan det medføre mundtørhed under og efter behandlingen. Mundtørhed bevirker, at du har større risko for huller i tænderne, fordi spytmængden er nedsat. Det er derfor altid vigtigt at børste tænder efter hvert måltid. Personalet vil vejlede dig i mundhygiejne.
Hvis du lider af mundtørhed efter endt behandling, anbefaler vi, at du får dine tænder kontrolleret af egen tandlæge 4 gange om året.
Kemoterapi er behandling med medicin, som standser cellers deling og 'angriber' kræftceller. Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens normale celler.
Mange, der får strålebehandling mod halsen, skal som supplement have kemoterapi en gang om ugen.
Kemoterapien bliver givet i Dansk Center for Partikelterapi, hvor vi har indrettet en stue med behagelige stole. Det er sygeplejersker fra afdelingen der giver dig kemoterapien.
Personalet vil informere dig grundigt om behandlingen, samt hjælpe dig med de bivirkninger den kan give.
dcpt@rm.dk (Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede).
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/728027
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.