Denne information er til dig, der skal strålebehandles med protoner mod brystet.
Informationen supplerer den generelle vejledning om protonbehandling, som du finder på denne hjemmeside. Det er en god ide at læse de generelle sider først.
Herefter kan du læse denne information, der beskriver det særlige, som gør sig gældende ved dit behandlingsforløb med protoner.
Risici og bivirkninger
Du kan kan få rødme, ømhed, tør hud og kløe i det bestrålede område.
Påvirkningen af huden opstår cirka efter 2-3 ugers behandling og kan forværres indtil et par uger efter afsluttet behandling. Herefter vil huden gradvist blive normal igen.
Det første år efter afsluttet behandling skal du undgå direkte sollys og solarium på området, hvor du har modtaget behandling. Ellers kan du risikere en voldsom solskoldning og misfarvning af huden.
Det anbefales ikke at bade i klor- og havvand samt karbad, før huden er helet.
Personalet vil vejlede dig i hudpleje og brugen af creme/salve. Du kan også læse om det i vejledningen Hudpleje efter protonbehandling.
Træthed opstår ofte efter et par ugers behandling.
Træthed kan både opleves som fysisk træthed, men også som mental træthed, hvor du kan føle dig udmattet.
Der kan være mange årsager til træthed. Mange oplever det som belastende at modtage daglig behandling, forholde sig til sygdom, forholde sig til uvante omgivelser og lignende.
Det er meget forskelligt, hvor udtalt den enkelte oplever træthed, men mange vil opleve en tiltagende træthed under og efter endt behandlingsforløb.
Personalet vil vejlede dig i, hvordan du håndterer din træthed.
Nogen mærker nedsat bevægelighed eller smerter i skulderen efter operationen i brystet.
Tal med personalet, hvis du har behov for at blive instrueret i genoptræningsøvelser. Vi har også mulighed for at henvise dig til fysioterapi ved behov.
I nogle tilfælde vil strålebehandling suppleres med medicinsk kræftbehandling, kaldet immunterapi.
Immunterapi styrker immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller, og immunterapi svækker kræftcellernes evne til at forsvare sig.
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, bliver immunterapien givet på Dansk Center for Partikelterpi. Det er sygeplejersker fra afdelingen, der giver dig behandlingen.
Personalet vil informere dig grundigt, samt hjælpe dig med de bivirkninger behandlingen kan medføre.
dcpt@rm.dk (Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede).
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/728049
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.