CT- eller ultralydsvejledt undersøgelse med udtagning af vævsprøve (grovnålsbiopsi) fra organ i maven (Blodsygdomme)
Gå direkte til
CT- eller ultralydsvejledt undersøgelse med udtagning af vævsprøve (grovnålsbiopsi) fra organ i maven (Blodsygdomme)
En undersøgelse der udføres ved hjælp af enten en CT-skanner eller en ultralydsskanner. Undervejs i undersøgelsen udtages en vævsprøve (grovnålsbiopsi) fra et organ i maven.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du holder pause med denne medicin, da undersøgelsen ellers ikke kan gennemføres.
Du skal følge lægens råd omkring, hvordan du holder pausen korrekt.
Er du i tvivl om det, så ring til en sygeplejerske på Afdeling for Blodsygdomme.
Du finder kontaktoplysningerne nederst på siden i denne vejledning.
Undersøgelsen kan ikke gennemføres, hvis du ikke har fået taget blodprøver inden undersøgelsen.
Afdeling for Blodsygdomme, der har henvist dig, vil give dig besked om det.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Skan dit sundhedskort, når du kommer hen på afdelingen.
Så ved vi, du er kommet.
På undersøgelsesdagen
Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder nedenstående fasteregler.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise nogen form for mad eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 4 timer før du skal møde til undersøgelsen.
Du må drikke vand, saftevand, the og kaffe uden mælk indtil 2 timer før du skal møde til undersøgelsen.
Drik gerne 2 glas sød saft før du skal møde til undersøgelsen. Det modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har sukkersyge, skal du drikke vand i stedet for saft.
HUSK du må ikke spise eller drikke de sidste 2 timer inden du møder til undersøgelsen
Ellers aflyser vi din undersøgelse.
Vi anbefaler heller ingen brug af cigaretter, e-cigaretter, skrå, snus eller tyggegummi.
Efter undersøgelsen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du skal ligge stille til observation i op til 6 timer.
Det er vores erfaring, at observationstiden kan føles lang, da der ikke er TV på stuen.
Medbring derfor gerne eget læsestof, Ipad, lydbog eller andet.
Så ved vi, du er kommet.
Om undersøgelsen
En CT-skanner ligner en stor, bred ring med et undersøgelsesleje i midten, som du kan ligge på.
Mens du ligger på lejet, kan CT-skanneren tage nogle meget nøjagtige røntgenbilleder af kroppens indre organer. Det sker ved, at lejet kører langsomt frem og tilbage gennem skanneren.
Ved at bruge billederne kan lægen præcist vurdere, hvor vævsprøven skal tages fra.
En CT-skanner larmer, mens den tager røntgenbillederne, men du vil ikke kunne se eller mærke noget til det.
Hvis du er utryg ved små rum eller høje lyde, så kontakt Afdeling for Blodsygdomme nogle dage inden undersøgelsen, så vi bedst kan hjælpe dig. Du finder kontaktoplysningerne nederst på siden i denne vejledning.
En ultralydsskanner er et apparat, der udsender lydbølger. Inden apparatets hoved føres hen over et område på kroppen, lægges en kold ultralydsgel på huden.
Når lydbølgerne fra skanneren rammer vævet inde i kroppen, sendes de retur til skanneren og bliver omdannet til billeder af dine indre organer.
Lydbølgerne kan ikke ses, høres eller mærkes. De er uskadelige for dig.
Undersøgelsen foregår enten liggende eller siddende på et undersøgelsesleje. Det afhænger af hvilket område du skal have undersøgt.
Selve udtagningen af vævsprøven foregår i lokalbedøvelse, der gives som en lille indsprøjtning under huden. Det kan svie lidt, mens bedøvelsen bliver givet.
Så snart lokalbedøvelsen virker, kan du ikke føle smerte men kun mærke, når huden berøres.
Du kommer ikke til at mærke smerte, når vævsprøven tages.
Efter undersøgelsen vil bedøvelsen langsomt forsvinde igen.
Ved nogle undersøgelser er det nødvendigt at give kontrastvæske ind i en blodåre i armen.
Kontrasten gør det lettere for lægen at se forskel på blodkar, organer og væv, når undersøgelsen laves.
Hvis du skal have kontrastvæske, vil personalet lægge et tyndt plastikrør (en venekanyle) i din arm lige inden undersøgelsen.
Når kontrasten sprøjtes ind i armen gennem plastikrøret, vil du kunne mærke en varmefølelse sprede sig i kroppen. Det er helt normalt og forsvinder hurtigt igen.
Nogle kan opleve lette bivirkninger fra kontrastvæsken:
reaktioner ved injektionsstedet såsom rødme
kvalme
hovedpine
I meget sjældne tilfælde ses allergiske reaktioner.
Efter undersøgelsen
For at mindske risikoen for blødning skal du ligge stille i sengen i op til 6 timer.
Du må ikke spise eller drikke de første 2 timer efter undersøgelsen.
Du får målt dit blodtryk og puls med mellemrum af personalet.
Når du kommer hjem
Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke køre bil resten af dagen.
Grundet risiko for blødning må du ikke cykle hjem.
Vi anbefaler, at du bliver hentet på sygehuset efter undersøgelsen.
Du må gerne være alene derhjemme efter undersøgelsen, men hold dig i ro resten af dagen.
Hvis der er særlige forhold, du skal være opmærksom på efter undersøgelsen, vil du få det at vide af personalet på opvågningsafsnittet.
Kontakt straks Blodsygdomme Sengeafsnit på tlf. 2343 5651 hvis:
Du observerer en blødning fra det sted, vævsprøven er taget fra, som farver hele forbindingen rød eller mørk.
Du oplever anden uventet blødning.
Du skal straks kontakte Blodsygdomme Sengeafsnit på tlf. 2343 5651 hvis:
Du måler en temperatur på 38,5 eller derover.
Du mærker en markant ændret almentilstand og føler dig utilpas.
Du kan opleve lette smerter i dagene efter undersøgelsen fra det område, vævsprøven er taget fra. Det er helt normalt.
Du må tage 2 stk. Paracetamol eller Pamol 500 mg med 6 timers mellemrum ved behov.
Det er vigtigt, at du ikke tager tablet Ipren eller Ibuprofen.
Kontakt Blodsygdomme Sengeafsnit på tlf. 2343 5651 hvis:
Du stadig har smerter eller får flere smerter trods indtag af smertestillende medicin.
Du får en tiltagende hård og opspændt mave.
Grundet risiko for infektion ved det sted, vævsprøven er taget fra, anbefaler vi, at du venter med at gå i bad til 24 timer efter undersøgelsen.
I dagene derefter skal du gå i bad dagligt og holde grundigt øje med området.
Du skal være særligt opmærksom på infektionstegn fra området såsom:
Rødme
Varme
Hævelse
Smerter
Feber over 38,5
Opstår nogle af ovenstående symptomer så kontakt Sengeafdeling for Blodsygdomme på tlf. 2343 5651.
Efter undersøgelsen får du sat en mindre forbinding på det sted, vævsprøven er taget fra.
Du får en ny forbinding med hjem, hvis personalet på opvågningsafsnittet vurderer, at det er nødvendigt.
Du må tage forbindingen af 24 timer efter undersøgelsen.
Grundet risiko for blødning og infektion fra det sted, vævsprøven er taget fra, skal du:
Undgå fysisk aktivitet, herunder løft, det første døgn efter undersøgelsen.
Videre forløb
Hvis du ikke allerede har fået en tid, vil du få en indkaldelse til lægesamtale i din E-boks eller pr. brev inden for 1-2 uger efter undersøgelsen.
Afhængigt af svaret på undersøgelsen vil lægen lægge en plan for det fremadrettede forløb sammen med dig.
Kontakt
Blodsygdomme Klinik 1
Sygeplejerske: 7845 5840 (spørgsmål om din sygdom, aftaler omkring liggende transport) Hverdage kl. 08-10
Sekretær: 7845 5848 (ændring af tid, oplysning om næste ambulante tid, journaloplysninger, spørgsmål om forsikringserklæringer) Hverdage kl. 10-15
For kontakt vedrørende receptpligtig medicin: ring til egen læge
For kontakt vedrørende siddende transport: ring til Kørselskontoret, Tlf. 7023 6248 - Hverdage kl. 8-12
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.