Binyrebarkhormon indgår i mange behandlinger af blodsygdomme. Det kan fx være i form af Prednisolon, Dexamethason eller Medrol.
Binyrebarkhormon virker både celledræbende og dæmper bivirkningerne, der opstår, når kræftceller bliver ødelagt.
Bivirkningerne ved binyrebarkhormon afhænger af, hvor stor en dosis du får, og hvor lang tid behandlingen varer.
Jo højere dosis og i jo længere tid, des mere stiger risikoen for bivirkninger.
Infektion
Binyrebarkhormon sænker kropstemperaturen 'kunstigt' i de dage, du får medicinen.
Vær derfor ekstra opmærksom på andre symptomer på infektion som f.eks. utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.
Svie og ubehag i maven
Binyrebarkhormon kan give svie og ubehag øverst i maven. Medicinen kan endvidere medføre forværring af mavesår.
Hvis du oplever sure opstød eller halsbrand, skal du sige det ved næste kontakt med Blodsygdomme.
Sukkersyge
Stigning i blodsukkeret kan være en bivirkning ved binyrebarkhormon. Dette kan give en forbigående sukkersyge eller midlertidig forværring af en sukkersyge, du har i forvejen. Du vil blive instrueret i, hvordan du skal forholde dig til forhøjet blodsukker. Det kan blive nødvendigt at give dig insulin.
Hvis du pludselig bliver mere tørstig end normalt og har hyppigere vandladning gennem flere dage, skal du kontakte Blodsygdomme.
Afkalkning af knogler
Længerevarende behandling med binyrebarkhormon øger risikoen for knogleskørhed.
Vi anbefaler, at du påbegynder behandling med UniKalk Forte (håndkøb på apoteket), 1 stk. 2 gange dagligt og fortsætter livslangt. Hvis du er i tvivl om dette, så tal med din læge.
Opstemthed
Når du får binyrebarkhormon, kan du opleve at blive mere energisk og humørmæssigt opstemt. Det kan udvikle sig til midlertidige ændringer i personligheden og/eller mani. Samtidigt kan du have svært ved at sove.
Derfor skal du helst tage tabletterne om morgenen.
Nedtrykthed
Du kan føle dig modløs og nedtrykt. Det kan udvikle sig til en egentlig depression.
Fortæl plejepersonalet hvis du føler dig trist over en længere periode. De kan hjælpe med samtaler, råd og vejledning.
Øget appetit
Binyrebarkhormon øger appetitten hos mange patienter. Trangen til at spise kan blive stor og gøre, at du spiser mere, end du plejer.
Omfordeling af kroppens fedt
Omfordeling af fedtet kan give en tøndeformet krop med tynde arme og ben. En anden konsekvens er rødme og rundhed i ansigtet, der også kaldes ”måneansigt”. Bivirkningerne kommer som regel efter langvarig behandling med binyrebarkhormon og ses kun sjældent, når det gives i høje doser i kort tid.
Hudforandringer
Du kan opleve hudforandringer, når du får behandling med binyrebarkhormon. Huden kan blive tør, tynd og pergamentagtig. Den kan let gå i stykker, og der kan være tendens til hudblødninger, hvis man slår sig, eller nogen tager hårdt fat på én.
Ophør med binyrebarkhormon
Du kan blive utilpas i dagene efter, at du er holdt op med binyrebarkhormon. Det kan for eksempel vise sig ved generel utilpashed, træthed, ledsmerter, nedtrykthed eller rysten på hænderne.
Tal med din læge om, hvorvidt en gradvis nedtrapning af binyrebarkhormon er nødvendig.