A2G Konsolidering 1 Standard Risk (8402) - Medicinsk kræftbehandling (Blodsygdomme)
Denne patientinformation skal hjælpe dig med at få overblik over det behandlingsforløb du skal igennem. Inden behandlingen starter, vil du, af lægen og sygeplejersken, blive mundtligt informeret om behandlingens virkning og bivirkninger.
Patientinformationen beskriver, hvordan behandling med A2G konsolidering 1 virker på din krop og på din kræftsygdom. Undervejs er der gode råd og anvisninger til, hvordan du håndterer de nyopståede og forholdsvis uvante situationer, du måtte opleve i forbindelse med denne behandling.
Dine pårørende kan også have glæde af at læse vejledningen for bedre at kunne støtte dig.
Det kan være en god idé løbende at skrive spørgsmål ned, som du støder på i behandlingsforløbet. Stil dine spørgsmål ved næste stuegang eller næste besøg i afdelingen.
Sådan virker medicinen
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med cellegifte. Kemoterapi udgør en betydningsfuld del af behandlingen ved de fleste kræftsygdomme.
Kemoterapi rammer især celler, der deler sig hurtigt og virker ved at beskadige cellers arveanlæg eller forhindre celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika.
Nogle af de raske celler bliver også ramt af behandlingen, fx hårceller, kønsceller og celler i slimhinder.