Hjemmebehandling med intravenøs antibiotika via bærbar pumpe
Gå direkte til
Hjemmebehandling med intravenøs antibiotika via bærbar pumpe
At modtage sin antibiotika derhjemme betyder, at du bliver sendt hjem med en forudindstillet transportabel infusionspumpe, som vil give dig din antibiotika ind i åren, på de tidspunkter, det er ordineret til.
Det er videnskabeligt bevist, at du har det bedre og klarer dig bedre igennem et forløb, når du er derhjemme.
Derhjemme er du i mindre risiko for hospitalserhvervede infektioner, du har bedre mulighed for at spise det du har lyst til, du har bedre mulighed for at røre dig og kan i højere grad være sammen med din familie og dit sociale netværk.
Vær opmærksom på
Du skal:
kunne tale/skrive og forstå dansk
tage din medicin og have styr på den ud fra det udleverede medicinskema
måle din temperatur morgen og aften ved hjælp af et øretermometer
have en mobiltelefon, som virker, og som du kan betjene, så du kan komme i kontakt med afdelingen på alle tidspunkter af døgnet
kunne drikke min. 2,5 L i døgnet
kunne reagere på symptomer
kunne varetage omhyggelig personlig hygiejne
have en voksen person hos dig om natten
Vær opmærksom på, at udgangspunktet for behandling i hjemmet kan ændre sig. Selvom du på et tidspunkt i behandlingsforløbet kunne være hjemme, er det ikke sikkert, at det er tilfældet ved en evt. senere infektion.
Om du kan opholde dig i hjemmet afhænger af din helbredstilstand. Dette vurderes af lægen.
Når du er derhjemme, kan vi ikke på samme måde observere dig, så du skal fortsat møde i afdelingen til:
regelmæssig blodprøvetagning
måling af temperatur
blodtryk og puls og ved samme lejlighed får du en ny omgang antibiotika med hjem
Du skal derfor være særlig opmærksom på, om du får feber:
Du skal måle din temperatur hver morgen og aften, når du er derhjemme, samt hvis du føler, at du har feber. Kuldskærhed eller decideret kulderystelser vil ofte være tegn på begyndende feber.
Du skal kontakte afdelingen, hvis du får temperaturforhøjelse:
Ved temperatur på 38,5 °C ved en enkelt måling
Vi anbefaler, at du som udgangspunkt ikke er alene i hjemmet i længere perioder.
Under behandlingen med antibiotika på pumpe derhjemme skal du som udgangspunkt selv sørge for transport.
Hvis dit immunforsvar ikke er svækket under behandlingen, kan du også benytte offentlige transportmidler. Dette vil en læge eller sygeplejerske drøfte med dig.
Du skal tjekke, om pumpen kører på de tidspunkter, sygeplejersken fortæller dig, den er indstillet til. Du skal også være opmærksom på, om den melder alarm.
Hvis du konstaterer, at der er noget galt, eller pumpen alarmerer, skal du kontakte sygeplejerskerne på afdelingen.
Du kan sagtens gå i bad, selvom du er tilkoblet pumpen. Pumpen må dog ikke komme under bruseren. Du kan vælge at hænge tasken/boksen på en knage udenfor brusekabinen eller lægge pumpen på gulvet udenfor brusekabinen med et håndklæde over.
Hvor kan pumpen være, når du sover?
Du kan vælge at have tasken ved siden af dig i sengen eller på gulvet ved siden af sengen. Du kan også vælge at have tasken på dit natbord.
Hvad gør du, hvis pumpen alarmerer?
Hvis pumpen alarmerer, skal du ringe til afdelingen. Her vil sygeplejersken prøve at guide dig til at løse problemet. Hvis problemet ikke kan løses over telefonen, kan du være nødt til at komme ind på afdelingen for at få problemet løst.
Hvad hvis du bliver utilpas derhjemme?
Bliver du utilpas hjemme, skal du ringe direkte til afdelingen. Inden du ringer, skal du måle din temperatur.
Kontakt
Kontakt Blodsygdomme
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen.
Se kontaktoplysningerne på Blodsygdommes hjemmeside under de enkelte afsnit:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.