Cyklonova (tranexamsyre) er et lægemiddel, der anvendes til at standse eller forebygge blødning.
Om behandlingen
Cyklonova kan tages som tabletter, som indsprøjtning i en blodåre, eller som mundskyllevæske ved blødning i mundhulen.
Ved blødning tages tabletterne 2-4 gange dagligt i en dosis, der afhænger af din vægt.
Sådan virker medicinen
Når blodet størkner for at standse en blødning, vil det størknede blod (koaglet) blive opløst igen for at skabe fri blodgennemstrømning efterhånden som såret heler. Cyklonova hæmmer opløsningen af koaglet, så der ikke så let opstår blødning igen.
Cyklonova er specielt velegnet til slimhindeblødning, men anvendes også ved andre blødninger og forebyggende ved operation.
Risici og bivirkninger
Cyklonova kan i enkelte tilfælde give en eller flere af disse bivirkninger
Kvalme
Mavesmerter
Rumlen i maven
Diaré
Det kan hjælpe at tage en lidt mindre dosis efter aftale med lægen.
For bivirkninger i øvrigt, se indlægsseddel.
Vær opmærksom på
Tag ikke Cyklonova, hvis du har blod i urinen
Tal med en læge før du tager Cyklonova, hvis du er gravid eller ammer
Tag gerne din anden vanlige medicin sammen med Cyklonova
Alkoholindtag påvirker ikke Cyklonova
Cyklonovabehandling kræver ingen særlig kontrol
Mere information
Kontakt os, hvis du har brug for råd og vejledning
Kontakt
Klinik for Koagulation
Adresse
Aarhus Universitetshospital Klinik for Koagulation Blodprøver og Biokemi Palle Juul-Jensens Boulevard 69 Indgang F, Plan 2, Krydspunkt C212 8200 Aarhus N
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.