Du er henvist til operation i Dagkirurgi, og operationen foregår i lokalbedøvelse.
I denne patientvejledning kan du læse om dine forberedelser og forløbet i Dagkirurgi.
Særlig forberedelse til din operation får du information om af afdelingen, som har henvist dig til operation.
Vær opmærksom på
Tag kontakt hvis du:
Bliver syg
Har væsentlig ændring i dine symptomer
Har feber
Er forkølet/hoster
Har influenza
Har udslæt eller sår på huden i det område, hvor du skal opereres.
Du kan sende afbud med sikker mail til afdelingen via eBoks eller borger.dk. Du kan også ringe på det telefonnummer, der står i din indkaldelse.
Vi kan give dig en ny tid til operation, hvis du er forhindret.
Vi kan give din tid til en anden, hvis du er forhindret.
Har du spørgsmål omkring selve operationen og evt. sygemelding efterfølgende, skal du kontakte den afdeling/klinik, som har henvist dig til operation.
Spørgsmål til dagens forløb, skal du stille til Dagkirurgi. Du kan se kontaktoplysninger hertil nederst i denne patientvejledning.
Forbered dig til operationen
Du skal købe Paracetamol (fx. Pamol, Panodil eller Pinex), så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem.
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Hvis vi anbefaler supplerende medicin, udleveres det i Dagkirurgi.
Sørg for, at du har mad i fryseren/køleskabet, eller at du har nogen, der kan hjælpe dig med indkøb og madlavning.
Undersøg om du får behov for hjemmehjælp til personlig pleje, rengøring, tøjvask m.m. Du kan eventuelt tage kontakt til din borgerkonsulent i dit område og høre om dine muligheder. Der kan være en egenbetaling.
Hjemtransport foregår som udgangspunkt med ledsager. Det kan være patienttransport, taxi, bil med pårørende som chauffør.
Nogle patienter kan varetage transport til og fra hospitalet på egen hånd, mens det i andre tilfælde ikke vil være forsvarligt eller lovligt på grund af operationens art og placering. Hjemtransport alene kan ske efter individuel vurdering og aftale med kirurg og personale i Dagkirurgi.
Er du i tvivl, kan du henvende dig til klinikken, der har henvist dig.
Du skal selv arrangere hjemtransporten, medmindre der er planlagt indlæggelse på patienthotel eller sengeafsnit efter din operation.
Overvej om du vil have en person med som støtte, hvis du er nervøs og utryg.
Vi vil inddrage den pårørende du har taget med, i det omfang det er muligt.
Når vi fortæller om operationen og det videre forløb, kan det være hensigtsmæssigt at have en der lytter med. Det kan være svært at huske alle informationer.
Modtagelse
Som pårørende er du velkommen til at deltage i forløbet i Dagkirurgi.
På dagen kan vi aftale hvad og hvornår du skal deltage. Der er praktiske begrænsninger, som gør at du ikke kan være med til alt, men vi vil gøre hvad vi kan for at opfylde jeres ønsker.
Ventetid
Som pårørende kan du opleve ventetid, fordi vi ikke altid kan forudse hvor lang tid en operation tager.
Vi kan derfor heller ikke give dig et præcist tidspunkt for, hvornår patienten er klar til at komme hjem. Vi vil gerne ringe til dig, hvis du skal nå noget i mellemtiden.
Operationen
Det er ikke muligt at være med til selve operationen.
På opvågningen
Nogle patienter kommer i opvågnigen efter operationen for at få de sidste informationer og evt. få lidt at spise og drikke. Andre går direkte til omklædning og udskrivelse.
Det kan være hensigtsmæssigt, at du som pårørende kommer med og deltager i informationen
Afhentning
Som pårørende skal du kunne afhente med god varsel. Vi beder altid om telefonnummer og navn på den person, der skal hente.
På operationsdagen
Du skal IKKE faste.
Du må spise og drikke som du plejer.
Du skal tage din medicin som du plejer.
Får du blodfortyndende medicin, skal evt. pause eller ændring aftales med klinikken, der har henvist dig. Skal du have blodfortyndende medicin i forbindelse med din operation, skal dette også aftales med henvisende klinik.
For at nedsætte risikoen for infektion anbefaler vi, at du tager bad om morgenen på operationsdagen eller dagen før og vasker dig grundigt i området, som skal opereres.
Ofte skifter man kun delvist til hospitalstøj og det er derfor væsentligt, at du kommer i rent tøj på operationsdagen.
Tag varmt tøj på med plads til eventuel forbinding.
Undlad creme og make-up i operationsområdet.
Fjern piercinger og smykker.
Scan dit sundhedskort på scanneren, og tag plads i venteværelset.
I venteværelset kan du opleve, at andre som er mødt senere end dig, bliver kaldt ind først. Ikke alle skal ind til samme læge/speciale og ventetiden varierer derfor.
Du og eventuelt en pårørende modtages af en sygeplejerske, som vil gennemgå dagen og give dig forberedende medicin. Du får udleveret relevant hospitalstøj og får et skab til dine ejendele.
Du taler med kirurgen, som skal operere dig.
Herefter sidder du og venter indtil operationspersonalet henter dig, og følger dig ind på operationsstuen.
Om operationen
Lokalbedøvelse gives på operationsstuen. Du taler med den læge der skal operere dig, og lægen giver dig lokalbedøvelsen. Det foregår som en indsprøjtning på stedet, der skal opereres. Det kan være ubehageligt mens bedøvelsen anlægges, idet det kan svie og spænde en del. Ubehaget er dog kortvarigt, da bedøvelsen virker hurtigt.
Hvad kan jeg mærke? Efter anlæggelse af lokalbedøvelse dækker vi området med sterilt papir for at holde området sterilt. Det betyder også, at du ikke kan se operationen.
Lægen tester, at lokalbedøvelsen virker, inden operationen starter. Du vil ikke kunne mærke smerte, men du kan mærke kulde og varme, og at der bliver rørt ved området.
Musik/lydbog
Du er velkommen til at have din egen musik med høretelefoner med ind på operationsstuen.
Efter operationen Til nogle operationer, er du blevet informeret forud for operationen ved modtagelse og kan derfor gå direkte ud og klæde om og tage hjem.
Til andre operationer skal vi observere dig en tid, før vi sender dig hjem og du vil ofte modtage informationen efter operationen på opvågningen/hvilestuen.
Efter operationen
I forbindelse med operationen taler du med kirurgen om, hvordan du skal forholde dig, efter din operation.
Samtalen kan finde sted før, under eller umiddelbart efter operationen. Ønsker du at din pårørende skal deltage i samtalen, arrangerer vi dette.
Kontakt
Dagkirurgi 1 og 3
Telefonnummer: 7845 0340
Kontakt os på hverdage mellem kl. 07.30 og 15.00
Dagkirurgi 2
Telefonnummer 7845 0350
Kontakt os på hverdage mellem kl. 07.30 - 15.00
Dagkirurgi 4
Telefonnummer 7845 0345
Kontakt os på hverdage mellem kl. 07.30 - 15.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1355717
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.